søndag den 11. april 2021

En ægte publicist

 


                                    Foto: Henrik Bjerregrav

 

Manden på billedet er journalist Per Henrik Hansen, som jeg gik på hold med på journalisthøjskolen i 80erne. En dejlig mand og en dygtig og samvittighedsfuld journalist, lige som de fleste i vores klasse.

Per Henrik var blandt de ældste i klassen, så han er netop gået på efterløn efter en fin karriere som journalist på Information og senere mange år som freelancer med fødevarer som speciale.

Gratis avis til Mårslet
Nu er han kastet sig over et fritidsprojekt med det prunkløse navn mårsletavis.dk. En gratis online nyhedstjeneste, der fortæller om stort og småt for de 5000 sjæle i landsbyen Maarslet syd for Aarhus. Per Henrik og hans kone Solveig har boet i byen i 30 år, og har været engageret i frivilligt arbejde. Nu gælder det altså en lokalavis, hvor Per Henrik klarer alle opgaver.

Udgiveren kalder det selv for et con amore projekt - ja endda et ego-projekt. Jeg tror, at mange byer vil være glade for den slags egoister :-)

Uafhængig journalistik
Mårslet Avis er nemlig en ren gave til byen. Alt stof er gratis, og der er ingen annoncer på siden. Men journalistikken fejler ikke noget. Per Henrik tjekker sine oplysninger, citerer folk omhyggeligt og hører den angrebne part, hvis der er kritiske sager. Nøjagtigt, som vi lærte det på skolen i sin tid.

Sjovt nok var en af vores lærere der Marianne Hansen, som nu i nogle år har drevet en tilsvarende gratis online avis i den noget mindre by Ørting syd for Odder. Den hedder Ørtingposten

Jeg synes, det er fedt med den slags projekter. Per Henrik er en rigtig publicist, som videreformidler nyheder fra sit lokalområde, fordi han synes, det er vigtigt. Og han er 100% uafhængig. Projektet er ikke finansieret af foreninger eller virksomheder, og det koster hverken penge at blive omtalt i eller at læse Mårslet Avis.

Oase i nyhedsørkenen
Lokalaviserne er ved at forsvinde, og man taler om, at der opstår nyhedsørkener. Det er områder af landet, der ikke bliver dækket af uafhængige journalister. Det er et problem for vores demokrati. Mårslet Avis er en lille oase i den østjyske nyhedsørken, og der er efterhånden rigtig mange af dem rundt omkring i landet. 

Tak for det, og held og lykke med arbejdet, Per Henrik.

PS: Billedet er taget af pressefotograf Henrik Bjerregrav, som var elev på Dagbladet i Holstebro samtidig med mig. For os, der kender Per Henrik, er det lige i øjet.