Friheden til at glo sig tyk og dvask

Popduoen Souvenirs har netop udgivet cd'en Rækkehuse på Mars. Her rusker de i de lykkelige danskeres uopfindsomme magelighed. Jeg hørte et nummer og lidt snak i går i radioen, hvor sangskriver Nils Torp fortalte om det fængsel, vi frivilligt sætter os selv i. Vi har alle muligheder for inspirerende, livgivende og berigende aktiviteter - og på hylden af spændende tilbud vælger vi så at sætte os i sofaen aften efter aften og kigge ind i tv-skærmen.

Litteratur, teater, naturoplevelser, samvær og nærvær vælger vi fra, fordi der kommer Vild med Dans.

Det er dejligt, at Souvenirs og andre river os i næsen med vores begrænsede opfindsomhed, og jeg vil såmænd heller ikke argumentere imod hovedpointen.

Men udtrykket fængsel skurrer. For det er ikke et fængselsophold at sidde lænket foran tv og følge folk, der danser eller slår hinanden ihjel. Den helt afgørende forskel er, at vi har muligheden for at vælge noget andet. Tv-kigning er et aktivt og helt igennem frit valg. Det er fængsel ikke.

Følelsen af frihed - den sikre viden om, at du selv bestemmer - gør hele forskellen.

At se tv er i høj grad et symbol på frihed. Det er jo blevet så vigtigt at slappe af, og hvordan gør man så det? Personligt kan jeg godt lide at løbe en tur, skrive på min blog, kløve brænde eller ordne noget indendøre. Det er dejligt afslappende, men andre synes, det er anstrengende og hårdt. For dem er afslapning at lave ingenting, og så er tv helt ideelt. Når man ser det, er man meget tæt på nulpunktet rent aktivitetsmæssigt. Man skal kigge og lytte og behøver i mange tilfælde ikke rigtigt at tænke.

Det er efterhånden blevet en vedtaget sandhed, at arbejde og fysisk aktivitet er hårdt, og når man har lavet noget hårdt i et vist stykke tid, har man ret til at slappe af. Den nemmeste måde at gøre det på, er at se harmløs underholdning på tv.

Derfor kigger vi os dvaske og tykke foran den hastigt voksende skærm. Og vi nyder det, for det er den reneste form for frihed, vi kender.

Så er det irriterende, at popmusikere og kunstnere kommer og belærer os om, at vi spilder vores tid. Og det mest irriterende er, at de har fuldstændig ret.