I Tankegang knokler vi i disse uger for at blive færdige med årets arbejde til en velfortjent juleferie. Vi har masser af opgaver og får igen i år et fint lille overskud i virksomheden. Udsigterne for 2009 er udmærkede.
Jamen, jamen. Er der ikke krise? Skal I ikke fyre folk?
Nej, det er der så ikke lige hos os. Det er først og fremmest fordi vi handler med kommuner, og de bliver ikke ramt af finanskrisen på kort sigt.
Men jeg tror også, det spiller ind, at vi ikke går og taler hinanden ned i et hul. Det er nemlig en væsentlig del af krisen.
99 procent af danskerne har lige så mange penge mellem hænderne i dag som for 1 år siden. Så der er ingen krise. De fleste af os beholder vores job og vores nuværende løn, så der er heller ingen krise.
Økonomerne forudser en recession i 2009 med en negativ vækst på 0,2 pct. I 2008 har der været en større positiv vækst. Så resultatet er, at 2009 bliver bedre end 2007 - og der gik det som jeg husker det ganske udmærket.
Danmark er altså ikke ved at lukke.
De banker, der har lånt penge ud til oppustede eller ikke-eksisterende projekter, får naturligvis problemer. Det er ikke spor synd for dem.
De privatpersoner, der har lånt flere penge, end de har råd til at betale, må vinke farvel til huset, båden, sommerhuset eller bilen. Det er bestemt synd for dem, men det er altså ikke krisens skyld.
Tilbage er alle os andre, som har en pæn indkomst og stadig har råd til et højt forbrug. Det er de fleste. Husk på, at vi allesammen er meget, meget rigere end vi var i 1980 og i 1990. Det gælder også sosu-assistenterne og sygeplejerskerne.
Vi skal lade være med at grave os ned i et hul af frygt for, at krisen kommer. For hvis vi gør det - så kommer den nemlig for alvor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar