Khader på glatis

DR2 viste i aften den stærkt underholdende film om Ny Alliances fødsel og spektakulære fald.
Det var dokumentar, men det betyder ikke, at filmen præsenterer den entydige sandhed om Ny Alliance. Christoffer Guldbrandsen har valgt tusindvis af klip fra. Det er hans valg, at vi skulle se partiets første spindoktor Rasmus Jøhnsson udtale sig fornuftigt, mens afløseren Ulla Østergaard kiggede væk, tændte en cigaret eller talte i mobil på de fleste klip.
Men til sagen. Hvorfor blev Ny Alliance en tordnende fiasko, når der rent politisk var behov for partiet?
Det korte svar er, at Naser Khader var uegnet som partileder. Det er der ingen grund til jokke mere rundt i. Khader har selv sagt det offentligt, og det blev dokumenteret i tv-filmen. Den bekræftede mit indtryk af Khader som en rigtig sød og rar mand uden disciplin og lederegenskaber. Det var synd for partiet, at han var den oplagte kransekagefigur, for han magtede det ikke.
På det praktiske plan var det 2 fatale beslutninger, der kostede Ny Alliance muligheden for afgørende politisk indflydelse. Helt op til 2 uger før valget stod partiet til at få 15 mandater, men så kom de to kapitalbrølere.
Den værste var den politiske: Slingrekursen om Ny Alliances statsministerkandidat. Fra august til november var beskeden klar: I en dronningerunde ville Ny Alliance pege på Anders Fogh Rasmussen. Hvis han ikke kun samle en regering med et bredt grundlag, ville partiet pege på Helle Thorning-Schmidt.
Af ukendte årsager forlod Ny Alliance den strategi mod slutningen af valgkampen, og det blev fatalt. Naser Khader blev ristet af Reimer Bo i DRs afsluttende partilederrunde, og til slut vidste hverken Ny Alliance eller vælgerne, hvad de i grunden mente. PUHA.
Oven i kom så sagen mellem Se&Hør og Naser Khader. Smudsbladet skrev, at partilederen havde fået udført sort arbejde derhjemme. Ulla Østergaard og Naser Khader blev tilsyneladende enige om at forfølge den oplagte tabervej i den sag: Konfrontation med Se&Hør. De gik i offensiven, og opnåede det forventede resultat - fokus på den kulørte historie og ikke på det politiske indhold. Dumt, dumt, dumt.
Nu fremgik det ikke glasklart af filmen, at Ulla Østergaard havde rådet Khader til at gå til modangreb på Se&Hør. Hvis hun havde, var det en begynderfejl af de pinlige. Man behøver altså ikke at kende medieverdenen indefra for at vide, hvad sådan et modangreb sætter i gang. Hele pressen kaster sig over historien og begynder at lede efter andre vinkler og andre ubehagelige historier om Naser Khader.
Det skulle rådgiveren have skåret ud i genbrugspap på et fællesmøde, hvor Khader og de øvrige partistiftere sammen kunne træffe beslutningen om deres strategi i sagen.
Det var altså to elementære fejl, som til sammen førte til, at partiet dumpede ned på 5 mandater. Havde Ny Alliance fået 10 eller 12 pladser i Folketinget, havde vi måske haft en anden regering eller regeringen havde ført en anden politik i dag.
Så det var ikke bare en tragedie for Ny Alliance - det var også meget uheldigt for Danmark, at Khader & co. i den grad jokkede rundt i spinaten, da de fik deres livs chance til at gøre en forskel.

Minister uden spindoktor

Da Birthe Rønn Hornbech (V) for et år siden blev kirke- og integrationsminister takkede hun fnysende nej til at få ansat en spindoktor.
I disse dage bliver hun igen kritiseret for sin manglende kommunikation med pressen. Den tackler hun på en meget komisk måde, som er svær at gøre sjovere i en revy. Og der har allerede været røster fremme om, at den udskældte minister måske alligevel skulle have ansat en personlig rådgiver.
Det er efter min mening en forkert løsning på problemet. Birthe Rønn Hornbech skal ikke have en spindoktor, alene af den grund, at hun ikke ønsker én. Ingen vil kunne fungere i jobbet, hvis ministeren er modstander af ansættelsen. Derfor er det udelukket.
Men det betyder ikke, at hun er afskåret fra at få råd og vejledning. Tværtimod. En stab af loyale embedsmænd står klar til at hjælpe. Og selv journalister er meget, meget dygtige, så kan en departementschef og en kontorchef altså andet end Karnovs lovbøger. De kender Christiansborg og medieverdenen så godt, at de er meget velkvalificerede til at rådgive om ministerens kommunikation med pressen.
Jeg er helt sikker på, at embedsmændene også har fortalt ministeren at hun aldrig skal klappe i, når hun får stillet et spørgsmål. Hun skal svare - om ikke andet, at hun ikke har nogen kommentarer. Den pinlige scene, hvor hun flygtede ind i elevatoren og den forleden, hvor hun kiggede tavst på alle mikrofonerne er en pind til en politisk ligkiste. Det er en del af jobbet at svare pressen.
Jeg aner ikke, hvorfor Birthe Rønn Hornbech vælger strudsemetoden, når hun er presset. Det kan være, hun selv skriver om det i sine erindringer om nogle år, når hun er kommet på afstand af sin begivenhedsrige tid som minister.
Til gengæld kan jeg heller ikke forklare, hvorfor journalisterne i den grad jagter den tavse minister. Jeg vil nødig være i den hale af reportere, der løb efter hende ned af trappen og hen til elevatoren, velvidende at der ikke kom nogen kommentar ud af det. Det må da være pinligt at fremstå som en lemming, der ikke kan finde sin egen historie, men bare løber sammen med de andre for at forfølge og ydmyge en politiker i problemer.
De flok-journalister kunne godt trænge til en spindoktor, som kunne hjælpe dem med at få en god historie frem.