Enighed eller samarbejde?

Enigheden sejrer i byrådene hedder en overskrift i KLs magasin Danske Kommuner. Redaktionen har spurgt landets byrådsmedlemmer, hvordan de oplever samarbejdet i deres kommune. Resultatet er opløftende og ikke overraskende. Byrådsmedlemmerne oplever generelt et godt samarbejde. Bedst i Lejre og Brøndby, hvor samarbejdet får karakteren 4,5 på en skala fra 1-5. Værst i Slagelse, der er nede på 1,8.

Alle får indflydelse
Overskriften er efter min mening uheldig. For samarbejde og enighed er ikke det samme. Et godt samarbejde fører til et fælles resultat, som alle bakker op om og er tilfredse med. Men det behøver ikke at føre til enighed.
Et godt samarbejde betyder, at alle får indflydelse, og at alle føler sig lyttet til. At der har været en god proces og dialog. Det er kommunerne gode til, og de har en kultur for at finde løsninger sammen.
Men det må ikke forveksles med enighed.

Uenighed i forhandlingslokalet
Mange borgere oplever, at et samarbejdende byråd er for enigt. Det er ét fedt, om man har stemt på Socialdemokratiet eller Venstre - de stemmer jo altid sammen. Her glemmer man alt det, der er sket inden afstemningen. I forhandlingen eller dialogen har der været masser af plads til uenighed. Men når alle parter ønsker at få indflydelse, har de fundet en løsning sammen.


Flertalslogikken
Her er det vigtigt at forstå den forudsætning, der ligger til grund for alle politiske forhandlinger: Flertallet bestemmer. I et byråd med 29 medlemmer, gælder det om at tælle til 15. Når man har gjort det, kan de 14 andre få medindflydelse - eller de kan bakke ud og gå ud på gader og stræder og beskylde de 15 for alverdens dumheder.
Flertalsdiskussionen kommer meget sjældent op. Men den ligger på rygraden af enhver politisk forhandler. Er der ikke et flertal, er forhandlingsparterne nogenlunde ligeværdige. Er der et flertal, sidder mindretallet med hatten i hånden.
Jeg håber ikke, det lyder som et kynisk magtspil, for sådan oplever politikerne det meget sjældent. Det er bare en ramme for det daglige samarbejde.

Tillid er kittet
Samarbejde bygger på tillid, og den opnår man kun ved at tale sammen og være åbne. Den gode borgmester bruger en stor del af sin tid på at tale med gruppeformænd og udvalgsformænd og på at holde dem orienteret og spørge til deres holdning til små problemstillinger, der dukker op. Også, selv om borgmesteren sidder på et solidt flertal.
Det er samarbejde.

Også i virksomheder
Og hvis jeg så lige må slå en krølle til private virksomheder, så er det nogenlunde samme mekanismer, der er på spil. Her er vi ikke enige om alting, men har vi et godt samarbejde, finder vi fælles løsninger. Også her er der et magtforhold, som ligger på rygraden og som ikke bliver sat i tale hver gang, vi skal træffe en afgørelse. Også her ønsker den eller dem, der har den afgørende magt at finde fælles løsninger i stedet for at slå i bordet og trumfe egne synspunkter igennem.

Trøjborg - den stilfærdige fornyer

Weekendens chok var Jan Trøjborgs pludselige død under et cykelløb søndag eftermiddag. Der er allerede skrevet mange mindeord, så det begiver jeg mig ikke ud i. Jeg kendte ham jo ikke. Men jeg benytter gerne den triste anledning til at fremhæve Jan Trøjborgs indsats for KL, Kommunernes Landsforening. Her nåede han at være formand i to år og fik sat en stilfærdig og vigtig revolution i gang.


Send flere penge
I mange år var KL kendt for to ting: Konsensus og mottoet "send flere penge". Det første er ikke ændret under Trøjborg. KL er fortsat kommunernes fælles, klare røst. Formand og næstformand kører et flot makkerskab og udstiller aldrig nogen form for uenighed. De kommer fra Socialdemokraterne og Venstre, som har massivt flertal i kommunerne.

Men KLs evige sang om flere penge er nedtonet i Trøjborgs tid. Den store interesseorganisation ser det tilsyneladende ikke længere som et mål i sig selv, at kommunerne skal have så mange opgaver og ressourcer som muligt. Den nye rolle for KL er at være en nøglespiller i udviklingen af velfærdssamfundet. Her så Trøjborg ikke kommunerne som en modspiller til staten, private og andre organisationer - men som en samtalepartner.


Samarbejde om velfærd
På det seneste kommunalpolitiske topmøde inviterede Trøjborg til samarbejde om at udvikle velfærdssamfundet ii den nye tid, hvor der er færre ressourcer og flere opgaver. Hans mål var forene alle gode kræfter og finde holdbare løsninger - præcis som de gør i KL, og som Trøjborg også har gjort i den meget veldrevne Horsens Kommune.


Konflikt som mål
Vi hører ofte, at demokratiet næres ved den sunde uenighed mellem de politiske partier, og at konflikter er det egentlige formål med politik. Det har jeg altid haft svært ved at begribe, og Jan Trøjborg var et af de bedste beviser på, at en løsningsorienteret tilgang til politiske problemer fører i mål. Jeg håber, KL fortsætter den linje, som Trøjborg udstak.

Bagtanker om forsnak og bagsnak

Tankegang fyldte 25 år forleden.
Det var en skøn dag i firmaet. Gode kolleger havde pyntet lokalet med en æresport af fotos, og der lå billeder strøet rundt i rummet.
Vi fik lidt gæster og gaver i dagens løb og mange hilsner på anden vis. Fredag aften var vi så allesammen til Ørkenens Sønner i Arena Nord.
En rigtig dejlig uge, selv om jeg personligt har det lidt svært med jubilæer. Det er jo ingenting i sig selv, og for et firma i kommunikationsbranchen er der ikke meget at lære af det, vi gjorde for 25 år siden.
Og så alligevel. Mine bagtanker efter jubilæet kredser om noget af det gamle i Kortgruppen, som Tankegang hed for 25 år siden. Det handler om fællesskabet i virksomheden - om at gøre tingene sammen og sammen med vores kunder.
Det var intentionen, da Kortgruppen startede i 1986, og det er intentionen i Tankegang i dag.
Det er flot og rigtigt at sige, og det er hårdt arbejde at leve op til det i hverdagen. Vi har så travlt, og vi skal hver især nå at ekspedere alle dagens opgaver. Så jager vi lige til at gøre noget, selv om vi ikke er helt sikre på det. Jeg skriver lige et par hurtige formuleringer. En kollega sætter et par billeder på, og så håber vi, det går.
I situationen ville det tage længere tid at spørge kunden eller et par kolleger. Men det er netop min hurtige formulering eller de tilfældigt valgte billeder, der skaber problemer hos kunden, og som i den sidste ende kommer til at tage længere tid.
Det kan også være et oplæg, som jeg bedst selv kan lave. Jeg har jo snakket med kunden, og det tager lang tid at forklare til mine kolleger. De har også travlt. Men så bliver oplægget forudsigeligt. Der kommer ikke den overraskende vinkel ind, fordi en af mine kolleger stiller et godt spørgsmål, jeg ikke havde tænkt over.
Eller det kan være os i ledelsen, der i bedste mening træffer beslutninger hen over hovedet på medarbejderne. Vi er gode til at informere bagefter, og så skulle den vel være i orden? Gang på gang viser det sig, at vi lige så godt kunne have spurgt vores kolleger og fået en snak om det, inden vi traf en beslutning. Det ville have givet mere tryghed og større ejerskab til beslutningen og i den sidste ende ville det også have sparet tid.
Forsnak giver ingen bagsnak - siger vi gerne til vores kunder. Det gælder også i Tankegang. Det var der nogle dejlige mennesker, der blev enige om i november 1986. Det var grundlaget for vores virksomhed, og det er det stadig.
Vi øver os videre de næste 25 år.

Om at skabe løsninger sammen

I elitesport har træneren nærmest diktatorisk magt. Spillerne på et hold har bare rette sig efter trænerens anvisninger - ellers risikerer de at sidde på bænken næste gang. Sådan er det bare i den verden, og det sætter ingen spørgsmålstegn ved.
Den bedste undtagelse er de danske håndboldlandshold, hvor Ulrik Wilbek har indført moderne dansk ledelse. Her inddrager han spillerne i beslutningerne, mens hans egen fornemste rolle er at sætte retningen samt at lytte, rose og anerkende.
I sportens verden er det uhørt. Ude på arbejdspladserne er det hverdag. Det gælder især i det offentlige men også i rigtig mange private virksomheder. Vi skaber løsningerne sammen og de bliver bedre jo mere medarbejderne kan bidrage med deres egne idéer.
Forklaringen er jo ligetil. Ethvert menneske brænder mest for at udføre sine egne idéer, mens det er knap så fedt bare at gøre det, man får besked på. Derfor er evnen til dialog og samarbejde de vigtigste egenskaber for ledere og mange medarbejdere i moderne virksomheder.
At de ikke vil bruge det i sportens verden, er deres sag, men det værste er, at den effektive teknik med at skabe løsninger sammen alt for sjældent bliver brugt på Christiansborg. Her gælder det fortsat om at skælde ud på hinanden og så mistro.
I medierne omtales det politiske samarbejde med ord fra krigens verden. Der er kamp, våben, stridsbrødre, skyttegrave og flanker. Prøv selv at lægge mærke til ordene næste gang, der opstår en større politisk sag i medierne.
Tænk sig, hvis det foregik sådan i Tankegang, når vi skulle løse en opgave. At vi satte os sammen i en gruppe og så brugte det meste af vores energi på at bekæmpe hinanden. At vi på et tidspunkt lukkede en eller to uden for døren. Bagefter fortalte begge parter om hinandens fejl og manglende evne til at finde løsninger, mens selve løsningen stort set ikke blev diskuteret.
Hvis vi arbejdede sådan i Tankegang, gik vi fallit på under et halvt år.
Det kunne være dejligt for de kære politikere på Christiansborg, hvis de gav sig selv lov til at arbejde lige som os andre. Det kunne også være godt for samfundet, for der ville komme bedre og mere holdbare løsninger ud af det.
Du vil måske indvende, at det ikke kan lade sig gøre i politik - at politikerne netop er valgt til at være uenige. Det er simpelthen ikke rigtigt. Det kan sagtens lade sig gøre. Positivt samarbejde praktiseres i masser af byråd hver eneste uge. Her snakker de sig til rette, lytter til hinanden og finder gode løsninger i dialog, uden at det hele bliver til én grød.
Uden at kunne bevise det, vil jeg endda påstå, at de samarbejdende byråd skaber bedre resultater for deres kommune end de stridende. Lige som Wilbeks hold som regel klarer sig bedre end diktator-trænernes.