Ufarlig regeringsrokade

Bendt Bendtsen er en høflig og beleven mand, som ikke støder nogen. Det var hans store styrke som leder af et parti med en blodig historie, og det var hans enorme svaghed som politisk frontfigur.

Han har skullet træde tilbage i flere år, men den konfliktsky mand har ventet på det helt rigtige tidspunkt - så det skabte mindst mulig ballade.

Efter sidste valg er Lene Espersen blevet positioneret som klar 2er i partiet, mens Connie Hedegaard har fået en interessant og indholdsrig udfordring med klimatopmødet i København. Så er den interne konflikt til en side.

Oven i kommer en lille krise i Venstre som følge af Birthe Rønn Hornbechs opsigtsvækkende administration af sit ministerembede. Så statsministeren har også brug for ro.

Derfor vælger de konservative og Anders Fogh den sikre og ufarlige udvej. Bendtsen lister lige så stille af, Lene Espersen kommer til, og der bliver byttet lidt rundt på ministertaburetterne blandt kendte ansigter.

Ikke noget med at tage en spændende person udefra, som dengang Schlüter udnævnte Grethe Rostbøll og H. P. Clausen som ministre. Ikke noget med at fyre udvisningsministeren og erstatte hende med en driftssikker person med forstand på politiske hårdknuder.

Nej, vi kører videre med den velfriserede facade og fastholder, at alt er i sin skønneste orden.

Det er da både sødt og sympatisk, at Brian Mikkelsen skal forfremmes til justitsminister, når nu han har passet sit arbejde så trofast i 7 år og offentligt har udtalt, at han hellere ville have et større ministerium. Men det er ikke noget, der rykker.

Det er da også sjovt, at den uerfarne Carina Christensen nu får sit tredje ministerium, når der ikke lige er en oplagt kandidat til Kulturministeriet. Og det er decideret høfligt, at Lars Barfod får en ministerbil igen efter at være blevet fyret af Dansk Folkeparti fra Fødevareministeriet.

Men det gør ikke regeringen stærk.

Anders Fogh lagde ud med brask og bram i 2002 og erklærede, at hans ministre skulle arbejde hårdt og vise resultater for at beholde taburetten. Det var bare snak. 

Det er for længst blevet sådan, som det altid har været. Ministre bliver siddende medmindre de begår kæmpe dumheder eller selv forlader jobbet. Deres fornemste opgave er at styre udenom problemer og kriser - for dem selv og for Anders Fogh.