Tabersag helt rigtigt serveret

I mandags trak en af de små sportsgrene de helt store overskrifter i Dannmark, da mountainbikerytteren Peter Riis Andersen måtte erkende, at han havde taget epo som optakt til sommerens OL - farvel Beijing og farvel eliteidræt.
Resultatet af dopingtesten kom i sidste uge, og da bekræftelsen dukkede op, indkaldte Team Danmark til pressemøde med Peter Riis Andersen som hovedperson.
Det var et lærestykke i krisekommunikation. Den 28-årige medicinstuderende lagde kortene på bordet og fortalte åbent om sit snyderi. Mest opsigtsvækkende var det, at han ikke havde samvittighedskvaler med at bruge de små ampuller til at forbedre sine sportspræstationer. Først da han blev fældet af dopingkontrollen, indså han, at det var helt forkert - og at han havde svigtet en masse mennesker ved at bruge epo. Det gælder alle fra familie og venner over foreningsfolk i cykelsporten og til Team Danmark. Selv om eliteidrætsmanden føler sig som en ensom ulv under de mange timers træning, er han også toppen af en kransekage, hvor mange andre gør en indsats. Deres tillid har rytteren brudt ved at tage epo.
Det hele kom frem. Peter Riis Andersen påtog sig ansvaret og drog selv konsekvensen: Færdig med konkurrencesport.
Så har pressen en god historie i 1 dag, men der er ikke noget at følge op på. Der er ikke en mistanke at bore videre i, der er ikke noget uldent, som en kvik journalist kan arbejde videre med. Og den skyldige kan ikke straffes yderligere.
Om få uger har vi glemt, hvad manden hed, og mountainbike som sport lider formentlig heller ingen langvarig skade. Det fremstår i hvert fald ikke som en kultur i den sport - men som en personlig fejl og brist hos en enkelt rytter.
Læren til andre, som skal kommunikere et dårligt budskab ud:
1. Kom med hele den sandfærdige og ubehagelige forklaring på 1 gang.
2. Skyld: Påtag dig det fulde ansvar for de fejl, der er begået.
3. Dom: Tag konsekvensen af fejlene.
Det lyder enkelt, men det er det ikke. Især punkt 2 og 3 er svære, for sagerne er sjældent så rene som denne lille dopingskandale, så det kan være svært for en leder eller en politiker at indrømme fejl, tage ansvaret for dem og drage en konsekvens. Så længe de ikke gør det, lever historien videre, og de er hver dag i fare for at blive konfronteret med nye oplysninger. Tænk bare på Lars Løkkes bilagscirkus. Den sag kunne han selv have kvalt ved at indrømme rod i papirerne, påtage sig skylden og give 25.000 kr. til en velgørende organisation. Men det er jo pokkers vanskeligt, når man ikke selv føler, at man for alvor har gjort noget forkert, og når man som Lars Løkke har haft folk til at tage sig af det praktiske med bilag.