Vi har fået morgenavis

    Min morgenavis - der nu kommer om morgenen.

For første gang i mere end 13 år får vi nu en morgenavis. Og det endda i postkassen lige uden for hoveddøren.
Se, det er ren luksus. Da Stiftstidende i 1999 nedlagde Vendsyssel Tidende og begyndte at udgive Nordjyske hver morgen, fortsatte vi med at få eftermiddagsavis. Nordjyske kom nemlig ved 9- 10- tiden eller senere. Den kom i hvert fald lang tid efter, at vi var taget på arbejde, så vi så den aldrig før om eftermiddagen.

Morgenavis efter kl. 15
Leveringen har været ustabil. I perioder har vi fået den med post, og herude på landet dukker posten op på de morsomste tidspunkter. Vi har oplevet at få Nordjyske efter kl. 15.
Men efter den seneste ændring, kommer der nu en bil hver morgen ca. kl. 5.45 - også i weekenden. Der er to personer i køretøjet. Det ved vi, fordi de snakker højlydt i de 12 sekunder, det tager at gå ud af bilen, hen til postkassen og tilbage til bilen. :-)

Læser mere og er ikke tilfreds
Det er simpelthen hyggeligt at have en frisk avis til morgenkaffen. Og det giver rigtig god mening at få morgenavisen om morgenen. Vi læser helt klart mere i Nordjyske nu, end vi nogensinde har gjort.
Det pudsige ved historien er, at jeg slet ikke er tilfreds med avisens indhold. Jeg holder Nordjyske på grund af det lokale stof, og det er der næsten intet af. Dækningen af Frederikshavn er så sølle, og der står sjældent noget, som jeg ikke har læst på Kanal Frederikshavn 1-2 dage tidligere :-(

Magi i papiret
Hvorfor bliver jeg så ved med at holde den avis? Godt spørgsmål. Forklaringen er vel, at det er dejligt at sidde med en frisk trykt avis. Der er en magi i papiret, som alle vores elektroniske dimser ikke kan hamle op med. De trykte aviser har jo været meldt døde længe, men de rører på sig endnu.
I Tankegang arbejder vi mere og mere digitalt, men vi ved også, at trykt materiale fortsat har en meget stor effekt. Det bliver læst - både af unge og gamle. Når man får det ind ad døren, skal man ikke trykke på nogen knap, man skal bare kigge på det for at få noget at vide.
Det er da genialt.

Journalistens skuffende enkle motiv

Vores lokale avis, Nordjyske, har i vinterens løb kørt en fremragende artikelserie om lokale konkursryttere. Ved at behandle data fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har de fundet en række nordjyske erhvervsfolk, som er gået konkurs med det ene selskab efter det andet, har efterladt skuffede kreditorer og har videreført samme aktivitet i et nyt selskab.
En af dem er bladmanden Anders Bruun fra Aalborg, der gennem en årrække har udgivet en række magasiner. Det er sket gennem selskaber, som hver gang er endt med at gå konkurs. 18 konkurser og en samlet gæld på 25 mio. kr. har han ifølge Nordjyskes afdækning lagt bag sig.
I februar erklærede Anders Bruun over for Nordjyske, at han ikke længere ville have noget med bladene at gøre, og i går kunne Nordjyse så afsløre, at Bruun fortsat er involveret. Han har købt debitorregistret af konkursboet og bladene drives fra en ejendom, han ejer. Anders Bruun har efter det oplyste med salget at gøre, men han står ikke i bladenes kolofoner, og han er heller ikke direktør i det nye selskab DNA 1.
Den post indtager journalist Jeppe Søe fra 1. maj, og han har i dag krævet en berigtigelse og et dementi af Nordjyske. Får han ikke det, vil han føre en erstatningssag. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsportal epn.dk.
Anders Bruun vil ikke udtale sig. Han mener, at Nordjyske fører hetz mod ham, fordi han er en konkurrent til avisen. Samme argument bruger Jeppe Søe.
Uden at have nogen som helst forbindelse til Nordjyske kan jeg garantere, at det argument overhovedet ikke holder. Det er en total misforståelse at tro, at en redaktion på en uafhængig avis skriver artikler, der skal tjene bestemte forretningsmæssige formål for den virksomhed, de er ansat i. Det kan lyde mærkeligt for ikke-journalister, men sådan er det altså. Det ligger dybt i enhver journalist, og det er en helt afgørende forudsætning for avisens troværdighed. Nordjyske skriver også kritisk om AaB, selv om mediekoncernen helt fornuftsstridigt er medejer af sportsselskabet. Jeg kan love for, at hverken bestyrelse eller direktion forsøger at påvirke sportsredaktionens dækning af AaB for at pleje Nordjyskes investering.
Jeg hører tit folk i kommunerne fortælle, at den lokale avis bekæmper kommunen af politiske grunde. Det kan være en såkaldt Venstreavis, som er sur over, at kommunen har fået socialdemokratisk flertal. Men det kan også være en Venstre-kommune, hvor ledende medarbejdere er overbeviste om, at røde journalister med overlæg bekæmper borgmesteren og resten af kommunen.
Det er også rent sludder. En lokalavis er uafhængig i sin dækning. Den forfølger ikke noget politisk formål. Dens mål er at fastholde abonnenterne, intet andet. Den tid, hvor de lokale aviser var talerør for politiske partier er for længst forbi. Det var den stort set allerede i min barndom.
Journalistens motiv er at lave en god historie - interessant, spændende, sjov eller overraskende. Journalistens overordnede, redaktøren, har det motiv at sælge aviser. Og her kommer i øvrigt en anden kendt misforståelse. Vi hører så tit om sensationsjournalistik og får at vide, at aviserne sætter nogle vanvittige overskrifter på for at lokke flere til at købe deres produkt.
Det holder i et begrænset omfang for B.T. og Ekstra Bladet. Men alle andre lever af deres abonnenter, og dem lokkker man ikke til med en saftig overskrift. Tværtimod. Dem fastholder man ved at skrive noget interessant, spændende, sjovt eller overraskende hver dag.
Jamen, jamen, siger du måske. Og så disker du op med eksempler på fejlagtige artikler eller overskrifter, som har skadet en virksomhed, en kommune eller en politisk sag.
Mit svar er, at det er hastværk eller en anden form for dårligt håndværk. Det forekommer. Det forekommer desværre hver dag. Men der ligger altså ikke en udspekuleret strategi bag. Desværre. Det er skuffende enkelt, og der er ingen stor sammensværgelse.

Min kære gamle avis

Da jeg forlod avisverdenen for 8 år siden var det en positiv beslutning om et spændende nyt job. Jeg hørte ikke til dem, der spåede aviserne en snarlig død.
Det gør jeg stadig ikke. Markedet har ændret sig meget. Nedgangen i antallet af avislæsere er stoppet. Der er i dag flere læsere og flere aviser (målt i antal eksemplarer) end i år 2000.
Fremgangen skyldes alene gratis- og trafikaviserne, mens de betalte dagblade har det meget svært. Deres oplag falder støt og kun et massivt opsving i annoncemarkedet har forhindret store økonomiske problemer for betalingsaviserne.
Det meste af min tid som aktiv journalist var jeg på Vendsyssel Tidende, VT. Det var en rigtig god tid, og det var en rigtig god avis. Den er blevet afløst af Nordjyske Stiftstidende, som vi holder og ikke kan undvære.
Men den bevæger sig i en uheldig retning: Mindre og mindre lokalstof. Altså forstået på den måde, at der står mindre om netop det område, jeg bor i. Seneste omlægning betyder, at vi nu får nogle sider fra Brønderslev og Dronninglund plus endnu mere fra Hjørring. Det er billigere for avisen, fordi den så kan genbruge stof fra de andre udgaver, men det skaffer ikke flere læsere.
Min kære gamle avis lavede en større omlægning i starten af 90erne. Der gik vi fra at være regionalaivs til at være lokalavis. Vi lagde lokalstoffet forrest og skrev mere af det. Det var en succes. I Frederikshavn, hvor jeg huserede, steg vores abonnentstal støt i takt med, at der stod mere og mere i avisen om Frederikshavn.
Det er ikke den store videnskab, at folk holder en lokalavis for at læse om deres eget lokalområde. Men det er også videnskab. Professor Jørgen Poulsen på Roskilde Universitet har dokumenteret det i en stor undersøgelse. Der fik lokalaviserne det råd, at de skulle have 1 side om døgnets vigtigste nyheder fra ind- og udland - resten skulle være stof fra en radius af 5 kilometer fra læseren.
Den opskrift fulgte vi stort set på VT. Stiftstidende går den modsatte vej, og oplaget rasler ned. Det er der naturligvis mange forklaringer på. Internet, globalisering og finanskrise er 3 af de bedre bud. Men selv om verden har forandret sig helt utroligt i de seneste 15 år, er interessen for stof fra vores eget lokalområde ikke blevet mindre.
Måske vil nogen finde lokale nyheder på nettet eller mobilen og andre nøjes med det lokale ugeblad, men avisen skal også have det i rigelige mængder. Ellers har den ingen berettigelse.