Nu har han forladt foretagendet efter et dobbelt smæk med døren, og kommentatorerne savler over den kæmpe krise Margrethe Vestager er kommet i.
Indtil videre synes jeg nu, det er Ammitzbøll, der er ude i tovene. Min sammentælling viser, at han er bagud 0-5 i forhold til Vestager.
0-1 var et kæmpe selvmål. Ammitzbøll skrev en kronik, hvor han kaldte Margrethe Vestager for en forræder, fordi hun under valgkampen accepterede 24-års reglen som en del af et socialdemokratisk regeringsgrundlag. Da kronikken blev trykt, var skribenten ikke at træffe på Christiansborg, da han var bortrejst til USA i en længere periode.
Det blev 2-0 til partiformanden, da hun reagerede venligt og roligt ved at invitere den vrede unge mand til en snak om hans holdninger og udmeldinger.
Det blev holdt forrige fredag, og her tilbød Ammitzbøll at beklage sit ordvalg og fastholde indholdet af sin kritik. Mødet sluttede ifølge Vestager med en aftale om et nyt møde.
Det kom ikke, for Ammitzbøll lavede 2 dage efter sagens andet selvmål, da han meldte sig ud af gruppen med den begrundelse, at Margrethe Vestager var en uduelig leder. Vil manden opnå resultater - eller har han bare en ustyrlig trang til at markere sig selv? Det er i hvert fald ikke politisk lederskab, der er hans spidskompetence.
Formanden kom på 4-0, da hun igen reagerede roligt og blot beklagede Ammitzbølls farvel til gruppen.
Så gik en uge, hvor det efterhånden lykkedes journalisterne at få folk fra den radikale yderkreds til at udtale sig kritisk om Vestager. Så gik hun på banen i tv-avisen søndag aften og bragte sig på 5-0. Her kom hun nemlig med en elegant udtalelse om, at Ammitzbøll jo er radikal og derfor er velkommen tilbage i gruppen. Blind loyalitet over for lederen og fuld enighed om den politiske linje er ikke en betingelse for at være med i den lille indflydelsesfattige gruppe på Christiansborg.
Når nu Ammitzbøll har skreget sig hæs, står de radikale stadig tilbage med det problem, som sikkert har udløst hans frustration: Afmagten over at være sat uden for indflydelse.
Det er en svær situation at håndtere for det magtvante parti, men for tiden er det et vilkår, som selv ikke den dygtigste leder kan gøre noget ved. Regeringen har sit faste flertal, som kører med klatten, og alt til venstre for de 90 mandater til Dansk Folkeparti og dets støttepartier kan kun få sporadisk indflydelse. Det skal der naturligvis ændres på, men det sker altså ikke ved at skide i sin egen rede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar