Hård træning er - hårdt

Glæden ved at løbe er mit motiv for at stolpre rundt på landevejene i timevis. Det har jeg skrevet om før, og det gælder fortsat. Tider og placeringer i motionsløb er ikke min drivkraft, og derfor løber jeg langsommere og langsommere. Det kan jeg godt leve med.
Eneste undtagelse er hvert år på denne tid. Så træner jeg op til at kunne gennemføre et maratonløb. Nogen gange ender det med, at jeg deltager i ét, andre gange bliver jeg skadet.
I år er målet H. C. Andersen Marathon den 21. september eller Berlin Marathon søndagen efter. Træningen skal toppe 3 uger inden løbet, så det er lige nu, det skal være mest intensivt.
Jeg har læst, at der er 2 veje til at forbedre sin kondition: Langt, langsomt løb og tempoløb (eller intervaltræning).
Så i weeekenderne tager jeg en tur på 30 kilometer og i løbet af ugen en hård gang intervaltræning op og ned ad en hård stigning i skoven. Den lange tur er det mindste problem, for den er ikke hård før de sidste 6-7 kilometer. I den halve time kan jeg så godt mærke, at kroppen arbejder og nogle timer efter får jeg en lettere febertilstand. Så ved jeg, at træningen har haft effekt.
Intervaltræningen bliver aldrig min ven. I eftermiddag var det den stejle bakke her op imod Flade Rævdalvej. Det er en kras stigning over et par hundrede meter, som jeg løber i højt tempo. Når jeg når op til vandflasken, er pulsen helt oppe, og så løber jeg langsomt ned igen og når næsten at få pusten, inden turen går opad igen. Jeg tog den 10 gange, og her et par timer efter kan jeg tydeligt mærke på mit åndedræt, at indsatsen har haft effekt.
Det er helt sikkert effektivt, men nej hvor er det hårdt, og nej hvor har man bare lyst til at kaste sig i græsset og slappe af, når pulsen drøner ukontrollabelt derudaf.
Motivationen er, at det simpelthen er nødvendigt for at kunne gennemføre maratonløbet. Den hårde træning øger min iltoptagelse, og den skal være så god som muligt i Odense eller Berlin.
Da jeg løb maraton i Oslo sidste år, havde jeg ikke været flittig nok med den hårde træning, og det kunne jeg tydeligt mærke på de 10 sidste og meget lange kilometer gennem den smukke norske hovedstad. Jeg håber, jeg kan mande mig selv op til at give den en skalle de næste par uger, så det går lidt mere gelinde ved dette års løb.
En maraton er altid en suveræn oplevelse, men jeg vil gerne indrømme, at jeg glæder mig til de fredelige løbeture bagefter, hvor jeg ikke skal presse mig selv for at komme i bedre form.