lørdag den 13. september 2008

Fodboldkomedien

Barnlige fodboldspillere og barnlige sportsjournalister opførte ugens morsomste og pinligste komedie.
Først var der topunderholdning på grønsværen, hvor det undertippede danske landshold for en gangs skyld havde alt heldet på sin side og vandt 3-2 på udebane over Portugal i VM-kvalifikationen.
Efter kampen lavede spillerne en lille boykot af danske sportsjournalister ved at undlade at udtale sig til dem i et par timer. Det var angiveligt i sympati med landstræner Morten Olsen, som har fået heftig kritik i medierne i den seneste måned.
Det var barnligt at stille sig op som små fornærmede skoledrenge, men det var dog intet imod den reaktion, store dele af sportspressen spillede tilbage med. Den lille sag blev pustet op til en kæmpe strid, og sportsjournalister på stribe udtalte sig til hinanden om det forfærdelige i boykotten. Kritisk journalistik er i den verden at kritisere landstræneren og spillerne - men der var ikke én journalist, der stillede et uddybende og kritisk spørgsmål til de højtråbende sportsjournalister. Deres barnligheder kom ubehandlet igennem den redaktionelle proces.
Den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting kunne med et skævt smil forklare tv-avisen, at spillernes lille aktion i hvert fald havde haft en helt fantastisk effekt. Deres mål var at skabe opmærksomhed om landsholdets forhold til pressen - og det lykkedes ganske fint.
I al det hurlumhej har ingen spurgt, hvad vi som tv-kiggere, radiolyttere og avislæsere er gået glip af. Ja, vi har altså for en gangs skyld måttet undvære de uigennemtænkte, spontane kommentarer fra dødtrætte mænd, der lige har ydet en meget hård fysisk præstation. Vi har ikke hørt, at det var en god kamp, at de var glade for at vinde, at det var rart at få 3 point, og vi har overhovedet ikke fået at vide, hvordan det føltes, da bolden gik i mål.
For de fleste medieforbrugere er det et meget begrænset tab, men sportsjournalisterne må jo holde meget af de hurtige historier, hvor de stikker en mikrofon op i hovedet på en træt mand og forsøger at få ham til at sige noget, der kan bruges som citat eller overskrift.
Jeg håber, at de forkælede, fornærmede drenge har lært noget af ugens sæbeopera. Det gælder både fodboldspillerne og sportsjournalisterne.

Ingen kommentarer: