søndag den 14. september 2008

OLes lege

I går afvikledes 2. udgave af OLes lege, opkaldt efter arrangøreren og idémanden, en af Frederikshavns største sportsidioter - Ole Nielsen.
Denne gang var 10 atleter med, og vi måtte igennem 6 hårde discipliner og en laaang votering, udregning og manipulering fra Ole himself, før vinderne kunne træde op på medaljeskamlen.
Nu kan det jo være ligegyldigt, hvem der vandt, hævede pokalen og drak fortjent champagne. Det gælder jo om at deltage, så det er ikke så vigtigt at fortælle, at det faktisk var yderst velfortjent. Årets sejrherre blev nummer 1 i cykelløbet og i freesbeekastningen og var langt fremme i alle øvrige discipliner, så det var en uhyre populær herre, der kunne bestige skamlens øverste trin.
Og i øvrigt en rigtig holdspiller, der trak sin hustru Solveig op på en tredjeplads i den prestigefyldte begivenhed.
Årets nyskabelse fra arrangøren var øvelse på bom. Det foregik på en særdeles hjemmelavet konstruktion, hvor deltagerne i 30 sekunder skulle igennem en fri øvelse. Nogle dansede kækt, en tog armbøjninger, én jonglerede koket med en fluesmækker, og der var også et par stykker, der havde gang i et stripnummer. De kom heldigvis i tidsnød.
Vores ven Ole har brugt timer på at forberede legene, og det var alle tiders hyggelige eftermiddag og aften. Det er simpelthen skønt at have nogen venner, der gider gøre så meget for at skabe en god oplevelse for os andre.
Ole fortjener at vinde næste år, så vi opfordrer ham til at opfinde nogle discipliner, hvor han selv kan gøre sig gældende. Vi ses næste år, Ole.
PS. Skulle dette blive læst af pressen, må vi desværre skuffe. Deltagerne har blandet blod på, at vi ikke udtaler os om arrangementet. Vi lader de sportslige præstationer tale for sig selv. 

Ingen kommentarer: