lørdag den 15. november 2008

Fugle, frøer, fisk og Fogh har det godt

"Ikke en fugl, ikke en frø, ikke en fisk har fået det dårligere på grund af regeringens miljøpolitik."
Sådan sagde Anders Fogh på Venstres landsmøde for 5 år siden. I dag kan vi tilføje: Til gengæld dør flere tusinde danskere hvert år på grund af luftforurening, som regeringen ikke har gjort noget ved.
En af de mange indsatser, som Dansk Folkeparti satte Hans Chr. Schmidt (V) til at bremse, da han fik besked på at skære ned Miljøministeriet i 2001 var den, der gjaldt luftforuening i de store byer. Det er kun blevet værre siden.
Til gengæld er der opfundet nye teknologier, som kan begrænse skadevirkningerne. Lastbiler og varevogne kan installere filtre, som opfanger de meget små partikler, der sætter sig i luftvejene hos dem, der færdes i storbyen. Det er netop de partikler, der giver københavnerne astma og allergi, og som hvert år koster 2-5000 livet. Op imod 1 mio. danskere er plaget af astma, og det koster samfundet milliarder af kroner.
Regeringen har gang på gang sagt nej til at forlange partikelfiltre på varebilerne. Den mener, at det er et fælles europæisk problem, som skal løses i EU. Andre EU-lande har lavet egne regler på området, men den danske regering foretrækker at fremstille Danmark som duks på miljøområdet i EU frem for at handle.
Så mens fiskene slår med halen i de danske vandløb, fuglene kvidrer lystigt, frøerne kvækker som aldrig før og Fogh fortsat fører sig frem, så er hans regerings manglende indsats med til at slå danskere ihjel.
Nej, det er ikke retfærdigt, for den nye miljøminister Troels Lund Poulsen har skam bebudet en stor plan for at bekæmpe luftforureningen. Den bliver dyr, siger han, og hvis den ikke løser problemet, vil han gøre endnu mere.
Siger han.
Indtil videre er regeringens politik på området hverken fugl eller fisk. Den er nærmest gået i frø.

Ingen kommentarer: