DR - høj kvalitet til lav pris

Jeg er en tilfreds abonnent på Weekendavisen.
For 2132 kr. om året får jeg bragt en spændende avis til døren hver fredag og kan i weekenden fordybe mig i læsestof om politik, kultur og samfund. Hver uge er der mindst én særligt interessant artikel.
Min licens koster 360 kr. mere om året. Og det er jo nærmest rystende billigt. For lidt over 200 kr. måneden får jeg adgang til:
- DRs 6 tv-kanaler
- DRs 8 radiokanaler
- Radio 24/7
- Regional tv fra hele Danmark
- dr.dk, radio24syv.dk og regionernes websider
Jeg kan se og høre det på tv, computer, telefon eller tablet. Jeg kan se og høre programmer næsten når jeg vil, og vi taler altså om et helt enormt udbud. Jeg kan hverken halvt eller helt nå alt det, der interesserer mig.

Høj kvalitet
Kvaliteten er høj. Jeg synes, DR leverer rigtig gode programmer både på tv og radio. De laver sikkert også en masse, som jeg ikke bryder mig om. Det lader jeg bare være med at se eller høre og glæder mig over, at andre har fornøjelse af det.
Det særlige ved DR og de øvrige licensbetalte medier er, at de er danske. Der er selvfølgelig udenlandske film og serier, men der er mest dansk, og vi kommer virkelig i hjørnerne af kultur, politik, livsstil, underholdning, debat og samfund. Set i en dansk sammenhæng. Sendt fra Danmark og ejet af danskerne.

Hvorfor?
Hvem kan have noget imod det? Høj kvalitet, masser af udsendelser og til en meget favorabel pris. Det kan regeringen og Dansk Folkeparti. De er enige om, at DR skal beskæres kraftigt over de kommende år.
Årsagen står ikke lysende klar for mig. Jo, vi kan spare 50 kr. om måneden, hvis DR bliver 25 pct. mindre. Men så får vi vel 25 pct. mindre udbud, og hvis private aktører skal lave det, bliver det sikkert mindst lige så dyrt.

For populært?
Kvaliteten bliver næppe højere. For år tilbage lød den massive kritik af DR, at det var for elitepræget. Nu er det omvendt. DR er blevet for folkelig. DR har de mest sete tv-programmer og radiokanalerne er suverænt mest populære. Anklagen lyder, at det er for nemt, når millionerne bare ruller ind, men det gør de altså også hos Radio 24/7, som endnu ikke er i nærheden af de store DR-kanalers lytterskare.
Der er et godt amerikansk udtryk, som hedder: If it ain't broken, don't fix it.
Det passer perfekt på mediedebatten. DR leverer høj kvalitet til en fornuftig pris, og folk er generelt rigtig godt tilfredse. Så er det ikke der, der skal sættes ind med store forandringer og nedskæringer.

God træning for mediepolitikere

Det pibler frem med små og store sager om politikere, som har købt skræddersyede kurser i medietræning på kommunens, regionens eller statens regning. Det er fin træning for dem at skulle svare på den kritik. Her får de brug for de værktøjer, som de kendte tidligere tv-værter har udstyret dem med.
Selv følger lærerne tilsyneladende det råd at holde bøtte og vente på, at stormen lægger sig. Det er i hvert fald forbløffende få af dem, som har valgt at udtale sig om de sager, der er bragt frem.
Jeg deltager ikke i det forargede hylekor over politikernes medietræning.
Efter min opfattelse er det såre fornuftigt, at en regionsrådsformand, en rådmand og en nyudnævnt minister lærer at optræde troværdigt i medierne. Det er i regionens, kommunens og ministeriets interesse. Det er naturligvis rigtigt, at politikeren selv og hendes parti nyder godt af medietræningen. Det er en behagelig sidegevinst.
Men personerne på de politiske topposter er officielle repræsentanter for den myndighed, de står i spidsen for. De bestyrer budgetter på flere milliarder kroner og er chefer for tusinder af medarbejdere. I langt de fleste tilfælde udtaler de sig på regionens, kommunens eller ministeriets vegne, og det skal de gøre på en ordentlig måde. Det er meget nemt at komme til at dumme sig, og her kan erfarne tv-journalister give nogle rigtig gode og brugbare råd. De kender de situationer, som politikerne kan blive udsat for. De kender den spørgeteknik og den vinkling, som politikerne skal lære at håndtere.
En del politikere har taget ledelseskurser som et led i deres arbejde. Det betaler organisationen naturligvis også, og det har den formentlig også udbytte af. Det må være i alles interesse, at den øverste chef har nogle værktøjer til at håndtere sin ledelsesrolle.
Så er der prisen. 40.000 kr. gav Indenrigsministeriet for Karen Ellemans dag med Trine Gregorius. En hurtig hovedregning siger, at den tidligere tv-vært får mere end 5000 kr. i timen for ulejligheden. Jeg kender naturligvis ikke kalkulationen, men jeg er helt sikker på, at regnestykket overhovedet ikke holder.
Der er naturligvis forberedelse. Selv om mange råd er universelle, skal undervisningen tage udgangspunkt i ministerens verden og hverdag. Jeg ville selv bruge adskillige timer på research og på at strikke et relevant program sammen, hvis jeg fik opgaven.
Der er også udgifter til lokaler og til eventuel leje af udstyr. Ministeren skal jo optages på video og skal se dagens mange klip kritisk igennem og lære af dem. Måske har Trine Gregorius hyret en tekniker til at stå for optagelsen. Endelig kan jeg forestille mig, at kursusholderen leverer nogle anbefalinger på baggrund af dagens oplevelser. Det er også arbejde.
Det er selve produktionsprisen. Så er der markedsvilkårene, og her er vi i en dyr branche. Der er simpelthen ikke ret mange, der kan løfte opgaven. Toppolitikerne skal have fat i nogle af de pågående tv-journalister, som selv har prøvet at grille folk for åben skærm. De hænger ikke på træerne, og derfor kan de tillade sig at tage en høj betaling, lige som andre specialister.

Lær at skrive ved at snakke

Hvad ved bønder om agurkesalat?
I dag fik jeg helt ny og overraskende viden om det at skrive. Igen var det et podcastet P1 program, der berigede mig. Programmet hedder Kulturkontoret, og udsendelsens tema var Forfatterskolen. Rektor og 3 tidligere elever var i studiet for at fortælle om den eksklusive uddannelsesinstitution, som hvert år optager 9 elever.
Skolens vigtigste læringsredskab er samtale om hinandens tekster. Det er så omfattende, at en af de medvirkende kaldte stedet for Skafotteskolen - stedet, hvor man lægger sig selv og sine tekster på skafottet.
Jeg blev nærmest lamslået, da jeg hørte det. Jeg havde troet, det var nogle sproglige, tekniske færdigheder, skolen lagde mest vægt på. Men sådan er det ikke. For at kunne skrive godt skal du kunne forklare, det du skriver og måden du skriver på. Det øver du ved at kritisere andres tekster og ved at udsætte dine egne for kritik.
Nu har jeg tænkt over det i et par timer, og brikkerne er faldet på plads. Forfatternes beskrivelse passer til en kreativ proces i Tankegang. Lakmusprøven for den gode idé er at argumentere for den. Jeg har tit oplevet, at den helt fede idé opstod et eller andet sted i lokalet, mens en af deltagerne argumenterede for en knap så god idé.
Det vil jeg gerne korte ned til én sætning: Du skaber kvalitet ved at svare på spørgsmålet "hvorfor?".
Så er vi ved noget generelt, som ikke bare er for avancerede forfattere. Ingeniører, revisorer, advokater, lærere, sygeplejersker, politibetjente, sosu-assistenter og fodboldtrænere kan forbedre deres løsninger ved at sætte ord på dem - ved at forklare, hvorfor de gør, som de gør.
Der sker nemlig noget meget interessant, når man skal forklare sig. Sproget skaber nye sammenhænge. Du går i gang med en forklaring, og mens du formulerer dig, opstår der nye vinkler, idéer og sammenhænge, som du ikke havde tænkt over på forhånd. Sproget sætter altså en kreativ proces i gang, uanset om du taler eller skriver.
At skrive er en ensom proces, og det samme gælder meget af det arbejde, hver enkelt af os udfører. Resultatet bliver ikke bedre ved at gøre det sammen. Men vi bliver voldsomt meget bedre til det ved at beskrive det og diskutere det.
Selvfølgelig forudsat, at vi tør lytte. Det lyder banalt, men det er den helt store forhindring. Når jeg lægger mine ting frem på skafottet, skal det ikke være for at imponere andre men for at lære af mine kolleger. Det kræver, at jeg erkender mine fejl og mangler, og så er det ikke sjovt længere. Så er det pludselig hårdt arbejde.