fredag den 15. august 2008

Rytterne kom først

"Vi er da ikke for store til at omtale dressur", lød det hånligt fra en uvidende P3 vært torsdag eftermiddag, da resultatet fra Prinsesse Natalies OL-debut tikkede ind.
Få timer efter var den første danske OL-medalje en realitet, takket være prinsessens fantastisk flotte præstation.
Dressurrytterne er bestemt ikke de højst profilerede danske OL-håb, men de blev altså de første til at indfri forventningerne. De fleste andre har skuffet fælt.
Ridekonkurrencer foregår i Hong Kong langt fra Beijing, og det kan være en af årsagerne til mediernes manglende fokus på sporten. Men det er ikke kun til OL, man skal lede langt efter seriøs omtale af dressur og ridebanespringning. Også i avisers og tvs daglige dækning, bliver sporten ignoreret eller får sporadisk omtale.
Det kan ikke skyldes manglende interesse hos seere og læsere. Dansk Rideforbund har alene 73.000 medlemmer, og dertil kommer flere hundrede tusinde rideinteresserede, som ikke er organiseret. Ridning er en af de helt store folkelige idrætsgrene - konkurrencerne er godt tv-stof, og det er lærerigt for rytterne at følge med.
I Sverige og Tyskland er der en helt anden mediedækning af ridesporten, mens det i Danmark fortsat er noter eller for tvs vedkommende henvist til DR2 og andre sekundære kanaler.
Danmarks bedste rytter, Andreas Helgstrand, er en seriøs medaljekandidat til de individuelle finaler. Han har vundet sølv ved VM på en anden hest. Hvis der kommer en dansker på skamlen, kan det forhåbentlig få medierne til at tage deres brugere mere alvorligt og prioritere ridesporten højere.

Ingen kommentarer: