torsdag den 30. oktober 2008

De kristelige er igen kristelige

For os udenforstående har underholdningsværdien været høj i Kristendemokraternes udslettelseskamp. En progressiv ny ledelse ønskede at ændre Kristeligt Folkeparti til et, et, et, øøøh et eller andet andet, som jeg ikke helt har styr på.
Det faldt med et brag på størrelse med det japanske aktiestyrt på weekendens landsmøde.
Et stort flertal af partiets tillidsfolk stemte nogle af de gamle kristelige mærkesager tilbage i partiprogrammet, og så valgte den nye ledelse og deres proselytter at forlade foretagendet.
Jeg er hverken tilhænger af den ene eller den anden udgave af Kristendemokraterne, men hvis jeg skulle rådgive dem om deres fremtidige strategi, ville jeg helt klart råde dem til at vælge den klassiske linje.
Der er nemlig en linje - en identitet og nogle værdier - som en lille, fast kerne af vælgere går ind for og prioriterer højt. For os andre lugter abortmodstand og familiepolitik af gammeldags kvindeundertrykkelse, men det er lige meget. Vi er ikke i målgruppen, hverken til det gammeldags eller det moderniserede parti.
Det går jo ganske godt med de kristne værdier i USA og store dele af Europa, så der skulle vel også nok være plads til lidt Bibelpolitik i vores Folketing. En 4-5 mandater vil partiet nok kunne skrabe sammen, hvis de nye ledere kan samle tropperne og forklare deres budskab entydigt.
Objektivt set har det i hvert fald bedre muligheder end et anonymt midterparti uden mærkesager og uden fælles fodslag.
Hvis det lykkes at få partiet på fode igen, bliver det skægt at se, hvor Kristendemokraterne vil placere sig i det evige spil på Christiansborg. Vil de pege på Helle eller på Anders/Lars/Lene? Det ved vi ikke endnu, og det er heller ikke aktuelt.
Indtil videre skal der knokles og kommunikeres skarpt. Til lykke med arbejdet.

Ingen kommentarer: