Så gik OL i gang. I over et år har vi ventet på begivenheden. Som P1 lytter har jeg fået det helt klare indtryk, at legene handlede om menneskerettigheder i Kina. Det kinesiske diktatur ville bruge legene til at tegne et glansbillede af deres rige, og magthaverne ville gøre alt for at forhindre kritik af menneskerettigheder og manglende demokrati.
Nu er det så i gang - og tænk sig - pludselig handler det om sport. Vi følger med i danskernes gøren og laden og i de sportsgrene, vi i øvrigt interesserer os for. Hver eneste dag er der spændende sport i tv og på nettet, og vi deler sorger og glæder med atleterne.
Sporten sluger al opmærksomheden, og det vil jeg hverken være flov over eller utilfreds med. OL er en sportsbegivenhed, verdens største for resten. Her er det vigtigste konkurrencerne, ikke værtslandets politiske eller økonomiske system.
Det betyder ikke, at sport og politik skal skilles ad. Det er en umulighed. Sport er en del af det politiske liv, lige som alt andet, vi interesserer os for: Kultur, sundhed og børneopdragelse bare for at nævne nogle eksempler.
Men når den ypperste sportsbegivenhed kører på fulde blus, ja så fokuserer vi alle sammen på det sportslige. Sådan skal det være.
I dag var trak håndboldherrerne os hen foran skærmen, og det var en nervepirrende oplevelse næsten hele vejen igennem. Dagens præstation var miserabel, men der er selvfølgelig meget mere i de gulddrenge. Wilbek kommer jo altid hjem med en medalje.
Meget tyder i hvert fald på, at håndboldherrerne byder på 60 minutters intens spænding i hver eneste kamp, og det har vi ikke noget imod. Bare kampene ender med dansk sejr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar