Er det cool at være på Facebook, eller er det allerede blevet håbløst gammeldags? Er man hot nu, hvis man har vinket farvel til det populære sociale netværk og nedlagt sin profil?
Jeg ved det ikke, men det står mere og mere klart, at Facebook ikke blot er et mødested - det er også et modefænomen. Og mode skifter som bekendt.
En overgang var der stor prestige i at have mange venner på Facebook. Havde man under 3-400 var det simpelthen fordi, man ikke havde ret mange interessante venner, og så var man vel selv uinteressant?
Forleden hørte jeg så, at man er overfladisk, hvis man har over 500 venner. Det kan rent fysisk ikke lade sig gøre at følge med i så mange menneskers profiler. Så hvis man har mange hundrede venner er det bare for at fremstille sig selv som en interessant person.
Skal man skrive på folks væg, deltage i spil og sende applikationer til vennerne? Viser det, at man er med på noderne, eller er det et bevis for, at man ikke kan få tiden til at gå med noget fornuftigt?
Det ved jeg heller ikke.
Selv kom jeg ind i ansigtsbogen i starten af året, og jeg er ikke en særlig flittig bruger. Jeg tror, jeg oprettede en profil, fordi jeg forsøger at følge med i alle spændende former for medier.
Siden fandt jeg ud af, at jeg kunne finde gamle klassekammerater, venner og folk jeg havde truffet i forbindelse med sport eller foreningsarbejde. Det er sjovt. Jeg bliver simpelthen glad, når jeg får en helt uventet hilsen fra en person, jeg har haft det skægt med for mange år siden.
Min moral siger mig, at jeg også skal svare dem eller selv gøre en lille indsats for at opsøge gamle venner. Det har jeg desværre ikke gjort endnu, men det kan være, jeg tager mig sammen i juledagene.
Derimod kommer jeg ikke til at deltage i konkurrencer og spøgefulde aktiviteter på siden. Jeg gider heller ikke skrive en ligegyldig sætning om, hvad jeg foretager mig netop nu. Jeg synes, det er ligegyldig information.
Om mit forhold til Facebook er trendy eller ej - det ved jeg ikke. Mon ikke det er lige som med mit tøj: Det har været moderne engang og bliver det sikkert igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar