torsdag den 17. december 2009

Misløkket

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er dumpet med et brag som international leder. Han måtte opgive at få lavet selv en lille klimaaftale i København. I skrivende stund er det op til Obama at løse opgaven, og det bliver spændende at se, om det lykkes.
Det var en svær opgave, den danske regering havde - måske var den umulig. Det ved vi ikke. Og der er naturligvis ikke en enkel forklaring på, at det ikke lykkedes for vores uøvede regeringsleder at stå med palmerne i hånden på hjemmebanen.
Men set fra den kedelige side af tv-skærmen har Lars Løkke brugt sin sædvanlige Christiansborg-attitude: Lidt hånlig over for modstandere. Det går ikke i FN - slet ikke.
Der er nemlig ingen modstandere. Alle er medspillere, for en aftale kræver enighed. Det er ikke nok at have et flertal eller nøglespillere med sig. Alle skal stemme for. Selv Sudan og Zimbabwe, som nærmest ikke har krav på international respekt.
Det virker, som om Løkke ikke har inddraget u-landene og ikke har taget dem alvorligt. Det har han vredt afvist, hvilket de også har reageret imod.
I den hjemlige politik er der for meget "dem og os", og der er for mange modstandere. Det ser Lars Løkke ud til at nyde. Han er flasket op med det gennem over 25 år som politiker, og han er dygtig til at være ironisk over for modstanderne.
I et internationalt spil er det simpelthen bare en dårlig vane. Der er det langt bedre at møde folk med et "Yes, we can".
Det ser vi frem til. Velkommen, Obama.

Ingen kommentarer: