Nedrakning af usynlig fjende

Et gammelt kneb i politisk debat er at definere en fiktiv gruppe, tillægge den holdninger og motiver og så jorde dem med sine egne gode argumenter.
Det er i årevis blevet brugt imod noget, man kalder for 68erne. De er blevet beskyldt for at have ødelagt samfundet på alle mulige måder, og det er meget bekvemt, for staklerne kan ikke forsvare sig. Der er jo ikke en gruppe eller en forening, der hedder 68erne.
Der er måske 500.000 danskere, som var 17-25 år i 1968 - men er de 68ere allesammen? Eller var der kun dem, der røg hash på Kulturministeriets trappe? Eller var det måske alle, der havde langt hår eller deltog i en demonstration?
På det seneste har Dansk Folkeparti fremhævet en ny fjendegruppe i samfundet: De kulturradikale.
Igen er det bekvemt at kritisere dem, for de kan ikke tage til genmæle. Ingen har defineret sig selv som kulturradikal, og ingen udtaler sig på vegne af de kulturradikale.
I weekenden angreb Søren Espersen de kulturradikale for at hylde imam Abdul Wahid-Petersen, selv om han ifølge Søren Espersen går ind for dødsstraf og religiøs underkastelse og er modstander af onani, alkohol og fri abort. Efterfølgende konkluderede han, at imamer er de kutlurradikales nye allierede.
Efter det postulat kunne Søren Espersen så fortælle om sit eget syn på islam og om det vanvittige i, at de kulturradikale er tolerante over for ekstrem islamisme.
Elegant formuleret og egentlig meget fornuftigt. Det er da også for galt, at de der kulturradikale sådan forsvarer kvindeundertrykkelse i religionens navn, tænker jeg.
Men så er det, jeg spørger: Er der nogen kulturradikal, der har gjort det? Jeg kan ikke mindes at have læst eller set det noget sted. Altså bortset fra Søren Espersens kronik i Politiken.
Jeg ved ikke helt præcist, hvad en kulturradikal er for en. Men sådan som jeg har forstået det, er det ikke lige islam, der er deres foretrukne diskussionsemne.Søren Espersen fremhæver selv Poul Henningsen, men har mig bekendt aldrig udtalt sig hverken positivt eller negativt om islam.
De kulturradikales knæfald for islamisk fanatisme er simpelthen et problem, Søren Espersen selv har opfundet, og som han nu profilerer sig på at advare imod. Den slags hedder med akademiske ord manipulation eller demagogi.