Hvorfor gør jeg det her?

For 25-26 timer siden løb jeg hen ad en lang, ensformig sti. Mine ben var som betonklumper, og det venstre var hele tiden på grænsen til krampe. Det var lidt uden for Brædstrup, og jeg havde på det tidspunkt løbet 34 kilometer. Der manglede altså 8 kilometer af maratonløbet. De 8 værste. De 8 helt igennem forfærdelige kilometer.
Foran mig var ingen mennesker at se, og bagved heller ikke. Landskabet var ensformigt og lidt kedeligt, og så var der den her laaaange tynde stribe asfalt, som skulle besejres.
Pludselig begyndte folk at løbe imod mig. Det viste sig, at der var et vendepunkt på ruten et stykke længere nede. Det gjorde som sagt ondt i benene - og i det meste af resten af kroppen. Stien begyndte at hælde lidt nedad. Skønt nok, bortset fra, at jeg så skulle løbe opad på tilbagevejen.
Da jeg havde løbet i en evighed, spurgte jeg en af de seje, der løb imod mig, hvor langt der var til vendepunktet. "Et par kilometer", sagde han med et irriterende overskudsagtigt smil. Det var næsten ikke til at bære.
Jeg forsøgte med alverdens opmuntringsteknikker. Flere gange kiggede jeg på uret og fortalte mig selv, at nu var der kun 45, 40 eller 35 minutter tilbage. Jeg forsøgte også at mobilisere en glæde over, at jeg helt sikkert ville gennemføre løbet, endda i en tilfredsstillende tid. Men det eneste, jeg var i stand til at tænke på, var de ømme ben og den lange kedelige sti.
Efter vendepunktet gik det en smule bedre. Der var fem kilometer igen, men kort efter begyndte jeg at møde folk, som var på vej hen til vendepunktet. Det var helt tydeligt, at de havde det rigtig hårdt, og jeg fik faktisk lidt medlidenhed med dem. Bare lidt.
Ved 40 kilometer sagde en sød ældre herre, at mit løb så rigtig godt ud, og jeg tænkte: Godt, jeg ikke er ham, der først skal 3 kilometer ned ad den lange sti og så 5 kilometer tilbage.
Så var jeg lige pludselig inde i opløbsområdet, og benene kunne mirakuløst klare en lille spurt. Jeg lod dog venligt den foranløbende komme først. Jeg havde først fået øjenkontakt med ham 1 kilometer før, og det ville være demoraliserende for ham at blive passeret på målstregen.
Over målstregen, medalje om halsen, ind i bad og derefter ind i bussen. Her gik snakken livligt, ikke mindst om de ulidelige sidste kilometer. 1 time tidligere var det et lyslevende mareridt. Nu var det bare en sjov historie og en fælles oplevelse, og folk pludrede lystigt om alle mulige andre maratonløb rundt omkring i Danmark.
Selv om jeg har prøvet det før, er det altid chokerende hårdt mellem 32 og 40 kilometer. Det ved alle, der har løbet maraton, og vi glemmer det allesammen igen, når vi melder os til et nyt løb.
Det er måske derfor, det er så tiltrækkende at løbe de forbandede skønne maratonløb.