Viser opslag med etiketten Læsø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Læsø. Vis alle opslag

mandag den 9. juli 2012

Er du vejrbrokker?

Herligt at sidde ude med et glas vin efter kl. 22 

Ferien er startet med herligt sommervejr.
I lørdags cyklede vi rundt på Læsø. Det var lidt overskyet, men dagen sluttede perfekt. Vi sad ude i en dejlig have under en pavillon og nød et glas vin på en stille og lun dansk sommeraften. Søndag var det varmt og solrigt hele dagen, og i dag har vi haft sol det meste af dagen og meget behagelige temperaturer.

I korte bukser hele dagen
Det har blæst lidt, så vi ledte efter læ til vores siesta, men det lykkedes at finde en plet, hvor vi sad og læste og blundede lidt, mens solen bagte. En deeejlig sommerdag i korte bukser fra morgen til aften.
Det er langt bedre end 30 graders varme, en stikkende sol, ingen blæst og ikke en eneste sky. I det nuværende sommervejr kan man gå ude med småsysler og man kan sætte sig og slappe af med en kop kaffe. Man kan oven i købet sove godt om natten, fordi temperaturen lister sig ned omkring de 13-15 grader.

Regn og byger?
En af dagene kommer der nok regn og byger. Det klarer vi også. Så holder vi os inde, mens det står på, og nyder den friske luft, som en kraftig sommerbyge altid skaber.
Når du læser denne beskrivelse, er du sikkert enig i, at vejret har været udmærket de sidste par dage. Men det er sandsynligt, at du mener, at sommeren generelt har været elendig - eller at den slet ikke har været der.
Så er du vejrbrokker. Én, der elsker at brokke sig over det elendige danske sommervejr, og slet ikke opdager de mange solskinsdage, den danske sommer byder på. En vejrbrokker kommer for lidt ud. Hvis du løber, går tur med hunden, cykler eller ordner en have, vil du være rigtig sommerbrun i ansigtet og på arme og ben nu.

Find en træls statistik
Hvis du holder dig ind og læser vejrudsigter for at kunne få lov til at bande over dem, så er du sikkert bleg og trist. Er du rigtig flittig foran computeren, hitter du måske en statistik, som giver dig ret i, at en given periode har været den ringeste siden en gang for mange år siden. Til lykke med det.
Men der har altså stadig været masser af sol og andet dejligt udevejr. Nyd sommeren, for Dælen. Den er der igen i morgen. Lige uden for din dør.

onsdag den 20. maj 2009

De kaster sten i havet for 35 mio. kr.

Nu skal du bare læse en fantastisk historie, jeg så i DR2 i aftes. Den foregår næsten uden for mit vindue. Lidt nord for Læsø er Skov-og Naturstyrelsen i gang med at kaste for 35 mio. kr. sten i vandet. Det er nogle kæmpe blokke på 1-3 tons, som bliver plumpet ned i Kattegat.
På den måde håber styrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Fiskeriundersøgelser at kunne genskabe et kæmpe stenrev, som opstod efter den seneste istid. Ved det rev har det været en gigantisk tangskov med et enestående dyre-og planteliv.
Hvordan kan sådan noget forsvinde? Ja, det kan det fordi vi har bygget havne og moler i Danmark. Den hurtigste og billigste måde at få fat i de store sten til de projekter, var at fiske dem op. Så det gjorde brave danske stenfiskere i forrige århundrede, hvor de danske havne blev sikret mod naturens luner.
Området heroppe hedder Læsø Trindel, og det er klassisficeret som et Natura 2000 område. Derfor har EU også givet et pænt tilskud til arbejdet med at gendanne stenrevet. På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside står der, at der er tale om et huledannende stenrev på 7 hektar. Når det er kommet til sig selv i år 2012, udgør det halvdelen af de huledannende stenrev i Danmark.
Og så kommer tang, søanemoner og fisk nærmest af sig selv. Om få år er Læsø Trindel et meget atraktivt sted at dykke. Stedet bliver lige så udfordrende og mangfoldigt som et farvestrålende koralrev ved en Bounty-ø.
En del af de 35 mio. kr. går til de forskere, der skal følge udviklingen i og omkring stenrev før, under og efter etableringen. Rundt omkring i Europa prøver naturstyrelser andre metoder til at bygge rev op. En discount-idé med at dumpe bildæk viste sig at være en fiasko, så nu venter de dybtgående eksperter spændt på at se effekten af stenblokkene ved Læsø.