Tre hjælpsomme tosser

For et års tid siden skrev jeg om tre tosser, der havde cyklet rundt på Fyn i en hel weekend i årets værste regnvejr. Året før kørte de 300 kilometer i strid modvind for deres fornøjelses skyld - de tre tosser, hvor af de to er svogre til mig.
I år gik turen rundt om Ringkøbing Fjord, og den var bestemt ikke tosset. Vejret var herligt, der var mere medvind end modvind, og vi havde mange dejlige naturoplevelser.
40 kilometer før mål sad de tre svogre på en bænk i Børsmose og nød en tår vand og en chokoladebar. Lige som de skulle til at rejse sig, kom en dame trækkende med sin cykel. Den var flad på baghjulet.
"Skal du have hjælp? Vi har lappegrejer", lød det fra den mindst praktisk anlagte af de tre. Damen blev glad, og så fandt vi grejerne frem. Hun var 10 kilometer fra sin bil.
Vi fandt hurtigt hullet i slangen, filede lidt på gummiet, smurte lim på og anbragte en stor lap. Den sad ikke for godt, men den praktiske svoger mente nok, at det gik.
Så kunne vi ikke pumpe slangen op. Luften fes ud lige med det samme. Vi prøvede med to cykelpumper og havde også gang i noget med at sætte et nyt stykke ventilgummi over. Så fandt vi endnu et hul i slangen og prøvede forfra med lappen. Det lykkedes ikke, og i mellemtiden konstaterede vi, at der var noget galt med ventilen.
Den venligste svoger kom i tanke om, at han havde en spritny slange, så den ville de tre tosser sætte på for den venlige dame. Det er lidt kringlet med et baghjul, men vi gik frisk i gang med at skrue med det fine værktøj, som havde ligget i rygsækken hele weekenden. Flere og flere stumper blev lagt hen på bordet, men der var hele tiden en ny lille forhindring, så det skøre hjul ville ikke af.
"Er I optimister?", spurgte cykelejeren lidt ængsteligt.
"Ja, ja" lød det uden overbevisning fra tosserne. 5 minutter efter måtte vi meddele, at vi ikke længere havde noget at have optimismen i. Efter mere end 1 times fumlen måtte vi fortælle den tålmodige cyklist, at vi simpelthen ikke kunne hjælpe hende.
Tilbage var en skilt cykel, en masse skruer og møtrikker, en bekymret cyklist og tre optimistiske svogre. Første forhindring var kæden, som vi havde pillet af bagpå. Den ville ikke på igen. Foran sad den i en lukket kasse, så der skulle skrues endnu 6 skruer af for at sætte kæden på. Det lykkedes forbløffende nemt, og det tog faktisk kun godt et kvarter at samle cyklen igen.
Summa summarum: Halvanden times forgæves arbejde, sorte fingre og en forsinket eftermiddagskaffe på den dygtige svogers terrasse. Damen, der var hollænder - lige som hendes besværlige cykel - sagde pænt tak (for hvad?), og de tre tosser grinede af sig selv næsten hele vejen hjem.
Næste år går turen til Sønderjylland. Så er I advaret dernede!