Skurken i historien er Stein Bagger, for det var den vurderede værdi af IT Factory, der gjorde Finn Nørbygaards aktier i holdingselskabet JMI så meget værd.
Jeg er helt sikker på, at Finn Nørbygaard ikke har så meget som en lillefinger med i skandalen. Så det er synd for ham.
Men vi skal lige huske, at Finn Nørbygaard ikke har mistet flere hundrede mio. kr. Han har aldrig haft de penge. Han og alle andre end Stein Bagger troede, at Finn Nørbygaards investering var guldrandet.
Jeg har læst, at Finn Nørbygaard har investeret et par mio. kr. i JMI. Det er mange penge, og dem har han tjent på hel ærlig vis. Nu har han tabt dem igen, og han har også tabt de penge, han lånte, fordi han selv og banken troede på, at han var mangemillionær.
Det er synd.
Men det er ikke mere synd for Finn Nørbygaard end det er for borgere i Roskilde, som er blevet lokket eller presset til at låne penge til at købe aktier i Roskilde Bank. Aktier, der siden blev helt værdiløse. De har også tabt de penge, de investerede plus dem de lånte. Det samme gælder anpartshavere i den krakkede Løkken Sparekasse og andre ofre for udygtige forretningsfolk.
Det er synd for dem allesammen.
Du tror måske, at der kommer et men nu - at jeg vil sige, at de er ofre for grådighed, sådan som så mange påstår. Det gør der ikke. Jeg kan jo ikke vide, hvad deres motiv har været til at foretage investeringen. Måske har de lyttet til et godt råd. Måske har de gjort det for at glæde nogen. Måske har de været bundnaive. Men når jeg ikke ved, hvorfor de har foretaget den skæbnesvangre investering, gør jeg mig heller ikke til dommer over dem.
Jeg kan kun glæde mig over, at det ikke er mig.
1 kommentar:
Jeg er helt enig, det er synd for ham, selvom jeg nok hører til dem der mener han været en anelse grådig. Jeg kan slet ikke forestille mig den psykiske smerte det er at miste ALT hvad man ejer.
Udfra det du skriver kan det se ud som om Finn "kun" har mistet de par millioner som han investeret i JMI.
Som jeg forstod det har han vist mistet 437 millioner ialt. De 400 mill. var papirpenge. Dem er han, med hans egne ord, ligeglad med. De 37 mill. er dog nogle han har sparet op gennem 15 år som entertainer og det er dem der har gjort ondt at miste.
Send en kommentar