Kulturpia på scenen

Dansk Folkeparti dominerer altid den politiske scene om sommeren. De har sans for overskrifter, så i Politiken forleden kunne man se Pia Kjærsgaard erklære, at hun vil egne sig fortrinligt som kulturminister. Det tror jeg såmænd, hun har ret i. Hun vil kunne sætte fut i fejemøjet og ruske op i alverdens ting. Det vil der ikke ske noget ved.

Så langt så godt.

Men i interviewet kommer Pia Kjærsgaard med en række beskyldninger og påstande, som vi hver for sig har hørt for. De bliver ikke mere rigtige af at blive samlet og gentaget af en sur partileder.

Den grundlæggende påstand er, at en eller anden socialistisk kulturelite sidder på magten og definerer, hvad der er kunst. Ved siden af står så folket og Pia Kjærsgaard og mener noget helt andet. Men de her kulturradikale får altså lov at bestemme alting i dansk åndsliv, mener altså Pia Kjærsgaard.

Hun sætter også nogle navne på: Klaus Rifbjerg og Bjørn Nørgaard.

De var også skurkene for 10 år siden og for 20, 30 og 40 år. De er altså begge to langt oppe i pensionsalderen, og selv om de fortsat er både aktive og åndsfriske, er de for længst holdt op med at tegne nogen som helst linjer for dansk kulturliv.

De to gamle fyre kommer ikke med de nye trends fra den store verden. De lancerer ikke nye udtryksformer eller fornyr sproget og formsproget. De har ikke fingeren på pulsen i de kreative miljøer.

De er sikkert stadig mere eller mere venstreorienterede, men at tillægge dem og deres gamle kampfæller fra 60erne og 70erne en særlig status i år 2009 - det er langt ude i hampen. Det svarer til at postulere, at Harald Nielsen styrer dansk fodbold.

Jeg har nævnt det før: I de seneste 40 år har vi haft borgerlige regeringer i over halvdelen af tiden. Borgerlige kulturministre har sat deres præg på den statslige del af kulturlivet.

En anden tendens er, at virksomheder i stigende grad engagerer sig i kulturlivet. Jeg tror ikke, Pia Kjærsgaard betrager dansk erhvervsliv som venstreorienteret, men det er i høj grad kulturinteresserede direktører, der er med til at præge kulturlivet.

Det er de meget, meget velkomne til. Alle spændende input til kulturens verden er velkomne. Mangfoldighed er en uomgængelig del af kulturen.

Den mangfoldighed er stærk nok til at overleve en periode med Pia Kjærsgaard som kulturminister. Det er nemlig hverken ministeren, de kulturradikale eller andre enkeltgrupper, der definerer kulturlivet. Det er os allesammen.