Sognepræst Flemming Christensen fra Vejle blev landets første SF-borgmester i 1994 ved en nærmest sensationel aftale med de borgerlige. Han beholdt magten i 12 år og havde et fint samarbejde med de øvrige partier i byrådet.
Den unge Andreas Røpke forsøgte forleden en lignende manøvre i Region Hovedstaden, men den blev stoppet af hans partifæller, som hellere ville arbejde sammen med Socialdemokraterne. Andre steder i landet har SFere lavet tilsvarende manøvrer - og har fortrudt igen. Det gælder i Lyngby - Taarbæk og i Randers.
Forskellen på Vejle-modellen og dem, der netop er brudt sammen er den indholdsmæssige substans. I Vejle lavede Flemming Christensen og de borgerlige partier en 8-årig aftale med nogle klare visioner og retningslinjer.
De utraditionelle alliancer, som blev flikket sammen i nattetimerne efter valget i tirsdags, har mere karakter af kabaleøvelser. Tre partier laver en aftale, hvis hovedformål dybest set er at forhindre et fjerde parti i at få borgmester- eller udvalgsposter. Det kan være meget sjovt i situationen, men når man efterfølgende får ansvar for en kompliceret milliardforretning som en kommune, giver det massive problemer. SF og Venstre i Frederikshavn, som jeg har omtalt nedenfor, er for eksempel grundlæggende uenige om kommunens økonomi. Venstre er gået til valg på at spare yderligere 40 mio. kr. og på at privatisere Park & Vej, hvilket SF er lodret imod.
Kommunalpolitik er ikke som på Christiansborg, og derfor kan der sagtens laves alliancer på tværs af blokkene. Men det kræver en fælles plan og en stærk fælles vilje til at føre den ud i livet.
På samme måde som det kræver fælles retning og et godt sammenhold i rød stue og i blå stue for at opnå resultater.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar