Koldkrigslogik

Lærke blev født for 20 år siden, samme år som Berlinmuren faldt. Hun og hendes jævnaldrende har sikkert svært ved at forstå, at en gruppe eksperter skal forske i 10 år og udgive en 4600 sider lang rapport om Politiets Efterretningstjeneste rolle under den kolde krig. I dag er det fuldstændig til grin, at staten har betalt hundredevis af politifolk løn for at lave optegnelser om medlemmer af VS, SF, SAP, KAP og en række organisationer på venstrefløjen. Mindst 250.000 danskere er registreret for politisk aktivitet. Resultatet af dette enorme arbejde er tæt på at være ingenting. Det viste sig nemlig, at de mange mennesker ikke meldte sig ind i en venstreorienteret forening, fordi de var KGB-agenter. De (vi?) gik ikke fredsmarcher på befaling fra Sovjet eller med tilskud fra DDR. Næ, det var såmænd noget så banalt som holdninger, der drev værket.
Nu om dage er ytringsfrihed hævet op som den vigtigste rettighed overhovedet. Det bakker jeg op om. Men set med de briller, er det uhyrligt at registrere folk, blot fordi de ytrer sig politisk. Og så viste det sig at være helt til grin, fordi de pågældende blot var fredelige venstreorienterede. De var ikke spioner.
Der var enkelte undtagelser, blandt andet de gangstere, der udgjorde Blekingegadebanden. De begik voldelige røverier, hvor de slog uskyldige mennesker ned og truede dem med dræbende våben. Efter deres sidste røveri skød de en betjent med en pistol, der var ladt med ekstremt farlige vildsvinekugler. Alt det gjorde de for at støtte en politisk organisation i Palæstina, som begik terrorhandlinger.
Mens PET-folk landet over sad og nussede med deres hemmelige kartoteker og gik til møder i lokale fredsgrupper, hvor der intet ulovligt foregik, kunne et aktivt samarbejde mellem PET og politiet have stoppet Blekingegadebanden flere år før røveriet i Købmagergade. Det var en glasklar fejl, og for min skyld behøver vi ikke at nedsætte endnu en 10-års kommission for at hitte ud af det.
Set i bakspejlet virker det helt grotesk, at staten sætter et kæmpe apparat i gang for at holde øje med folk, der slet ikke er kriminelle. Det vidste de jo godt, de gæve PET-folk. De afslørede jo ikke landsforræddere hos SFs Ungdom i Støvring eller polske agenter hos Vangede For Fred.
Men bakspejlet viste noget andet i 60erne og 70erne. Det viste en tilsyneladende meget stærk og krigerisk kommunistisk blok i Østeuropa. En sovjetmagt, som i starten af 1960erne balancerede på kanten af en atomkrig ved Cuba, og som slog hårdt ned på folkelig opstand i Ungarn og i Tjekkoslovakiet. Set fra Rusland og Kina var USA og NATO mindst lige så skræmmende, men det er en anden historie. Det var indholdet i den kolde krig. Det var en uvirkelig virkelighed, hvor vi i perioder reelt var bange for, at en atomkrig skulle lægge hele jordkloden øde.
Der var paranoia på begge sider af Jerntæppet og et af de mere pudsige udslag af den var altså at sætte ansatte i PET til at udfylde små kartotekskort om alle, der kunne tænkes at have røde sympatier. Det skulle de ikke have gjort, men de kunne måske undskylde sig med, at FJENDEN havde flere hundrede tusinde mænd beskæftiget med en meget skæbnesvanger overvågning af egne borgere.