Kunsten at vaske tøj

Dette er indlæg nummer 200 på min blog, og det enestående jubilæum skal selvfølgelig fejres. Derfor har jeg tænkt mig at skrive om noget, som optager mange mennesker - og som intellektuelt set er det rene vås. Dagens emne er tøjvask.
Det har jeg haft ansvaret for her på matriklen siden 30. august, hvor Solle kom til skade. Overordnet set går det udmærket. Vi har tøj på hver dag. Det er rent og tørt, og der ligger mere i samme tilstand inde i klædeskabet.
Men zoomer vi ind på aktiviteten i vaskekælderen er billedet knap så rosenrødt. Et par hvide sokker er blevet lettere lyseblå. Et lyst håndklæde måtte have en mirakelkur med noget klorin efter en tur i tromlen med de mørkeblå kolleger og flere par uldsukker er gået fra voksen- til børnestørrelse.
Undervejs er der noget tøj, der blev vasket om, fordi det havde ligget for længe i maskinen og var blevet surt, eller fordi jeg hængte for meget op på én gang. Og der er helt sikkert tøj, som er blevet vasket ved forkerte temperaturer.
Ét problem dukker op igen og igen: Jeg får ikke tømt vaskemaskinen og vasketøjskurven ordentligt. Så når jeg har vasket blåt og bagefter vasker sort, så er der lige et par blå sokker, som får en ekstra tur med de sorte venner. Når jeg hænger tøj op, er der altid flere solister blandt sokkerne. Makkerne ligger enten i kurven eller i vaskemaskinen.
Jeg mangler simpelthen de sidste 10 procent af omhu i dette gøremål. Selv om jeg er opmærksom på mit manglende engagement i vaskesagen, laver jeg en ny lille dum fejl dagen efter.
Tro ikke, at der nu kommer en konklusion om, at mænd bør holde sig fra tøjvask. Det er både plat og dumt.
Jeg mangler præcis det samme engagement, når det gælder håndværksmæssige opgaver. Der mangler jeg i øvrigt også evner.
Men jeg synes, det vil være en fornuftig disposition at lade Solle overtage ansvaret for tøjvask, når hun igen kan gå op og ned ad trapper. Det giver simpelthen det bedste resultat og vores tøj holder længere.
Så må jeg prøve at leve med, at jeg slipper for det stykke arbejde.