TV2 når som sædvanlig ikke op på DR Dramas niveau med sit nye søndagaftentilbud Blekingegade.
Selv om historien ikke er stramt nok fortalt og dramaet ikke er intenst nok, sidder jeg trofast foran skærmen. Historien om banden er simpelthen så fascinerende, forunderlig og foruroligende at jeg aldrig bliver træt af den.
Fascinerende, fordi der er noget Olsen-Banden over kuppene. Alt var timet og tilrettelagt, og det udføres helt efter planen.
Forunderligt, fordi det er en historie om en gruppe idealister, der på 20 år forvandles til hårdkogte kriminelle uden selv at være opmærksom på det.
Foruroligende - fordi sagen afslørede en fatal mangel på samarbejde mellem politiet og dets egen efterretningstjeneste.
Organisationer lever deres eget liv og opbygger deres egen virkelighed, deres egen kultur og deres egne normer.Det gælder både Blekingegadebanden og politiet og for begges vedkommende blev det skæbnesvangert.
Men lad mig lige slå fast: Det var ikke politiet, der begik røverier og skød en ung betjent med vildsvinekugler. Politiet har nok begået kommunikationsfejl, men det var bandens medlemmer, der var og er skurkene i historien.Som jeg tidligere har slået fast: De skylder stadig for et mord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar