Tankegang sætter fokus på digital kommunikation i de kommende år, og vi starter med os selv. Derfor går vi over til IPhone, og alle ansatte får sådan et vidunder her op til jul.
Nu er min to dage gammel, og jeg må sige: Den er lækker.
Jeg har en anden smartphone i forvejen, og den var jeg glad for indtil i forgårs. IPhone er meget nemmere at betjene, og den har meget nemmere adgang til alting. Er man i tvivl, leder man bare med fingrene, og så finder man altid vej.
Uden større besvær har jeg møffet mail, nyhedstjenester, Facebook, Twitter og endda et rimeligt godt bridgespil ind på det lille vidunder. Det betyder også, at jeg begynder at twitte regelmæssigt. Det er jo ingen sag, når man har tjenesten ved hånden.
Alting står med en ordentlig skrift, så det er til at læse. Det jeg ser på den lille skærm, er det jeg har brug for. Ved andre telefoner skal man lære deres logik at kende. IPhone kender tilsyneladende almindelige menneskers logik.
Og så er de dage forbi, hvor en telefon bare var en telefon. Det er en computer. Der er mail og internet, kalender og GPS plus alt muligt andet nødvendigt og sjovt.
Det er spændende at opleve, men det er også forpligtende for en kommunikationsmand. For fremtidens målgruppe har sådan en i hånden - den kan bare endnu mere end min nye IPhone. Det betyder, at vi skal servere information og tilbyde dialog til borgernes og kundernes computertelefoner. Det skal være tilpasset formatet, og det skal være lige til at gå til som alt andet på IPhone. Det vil vi øve os i, og vi tror sådan set ikke, vi har alverden tid.
Fremtiden er lige om lidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar