Nobels formidlingspris

Ugens gode nyhed var, at Nobels Fredspris går til FNs klimapanel og til Al Gore. Jeg kan starte med tre grunde:
1. Begge parter gør et flot arbejde for en nødvendig sag.
2. Indsatsen for vores fælles klima og klode er i den grad fredsskabende.
3. Det er vigtigt, at en totalt uafhængig og indflydelsesrig instans som Nobelkomitéen sætter fokus på miljøindsatsen.
Så fredag var forhåbentlig en god dag for klimaet.
I mange år gik fredsprisen til folk, der havde gjort en helt konkret indsats for at skabe fred i et område eller mellem nogle lande. Det er glædeligt, at den norske komité bag prisen efterhånden har bredt fredsbegrebet ud, så det dækker mere end at bekæmpe konflikter.
Hvad er det så, Al Gore har gjort? I mine øjne er han først og fremmest formidler. Al Gore har udnyttet sin position som tidligere vicepræsident og lige-ved-og-næsten præsident i USA til at formidle et budskab om vores ødelæggelse af kloden. Han har haft en platform, hvor folk lyttede til ham, og den har han holdt fast i hele vejen igennem.
Så har han evnet at fortælle budskabet på en vedkommende måde. I første omgang ved at rejse USA og verden rundt og tale med indflydelsesrige folk, senere ved at skrive en bog og senest med den fantastiske film "En ubekvem sandhed".
Det er bedre dokumentar end Michael Moore. Det er fantastisk godt fortalt, og Al Gore har spillet på hele medieklaveret for at promovere filmen og sine budskaber. Det har flyttet en halv verden.
Gore mangler kun at overbevise 2 personer, Bush og Hu - præsidenter i USA og Kina.

Så i virkeligheden er det en formidlingspris, Gore har vundet. Derfor er det også pudsigt, at den første de danske medier hiver frem for at kommentere nyheden, er Bjørn Lomborg.
Netop Lomborg er en fantastisk formidler, som fik pustet liv i en selvfed miljødebat i Danmark for knap 10 år siden. Han har ikke fornyet sig, og der bliver færre og færre internationale forskere, som deler hans manglende bekymring for klodens sande tilstand.
Al Gore har slået Lomborg af banen. Gore er bedst til formidlingen, men han har også bedre styr på indholdet end den århusianske statistiker. Og så har han noget ægte på hjerte. Han vil ikke bare provokere og debattere. Han vil ændre verden, fordi det er nødvendigt.