lørdag den 22. september 2007

Frygt ikke frygten

Tør du flyve? Tør du flyve med et Dash 8 fly?
Har du en alarm på dit hus og i din bil?
Er du nervøs for, at klimaforandringerne ødelægger dit eller dine børns liv?
Du kan sikkert svare ja til et eller flere af spørgsmålene, og det er hverken forkert eller usædvanligt. Vi er nemlig alle sammen ofre for frygten.
Vi møder den hver dag i tv og aviser. Prøv at lægge mærke til alle de nyheder, der handler om ting, vi kan eller bør frygte. Det er helt vildt. Medierne stopfodrer os med farer og risici og med nye tendenser, der truer vores liv.
Nu hører jeg ikke til dem, der giver journalisterne skylden for alting. Ifølge min logik fortæller de blot de historier, vi helst vil se, høre og læse. Så når vi hele tiden bliver mindet om farer, er det fordi godt kan lide det. Vi labber det i os.
Forleden gjorde en kollega mig opmærksom på en interessant detalje fra bogen om Blekingegadebanden. Da den formodede hovedmand bag denne farlige terrorgruppe i 1989 blev anholdt i sit sommerhus, mødte 5 betjente op i to Volvoer. Den mistænkte og hans lille søn sad stille og roligt og så på, mens betjentene ransagede sommerhuset, og en af betjentene læste en børnebog for sønnen, mens kollegerne rodede i skufferne.
I 2007 møder flere hundrede betjente op med pansrede køretøjer og helikoptere for at jage nogle unge mennesker ud af et hus på Jagtvej i København. Det undrer ingen sig over. Også anholdelserne i de nylige terrorsager foregår som militærlignende operationer.
Terroren har fået os til at skrue op for frygten, og de enorme politiopbud og sikkerhedsforanstaltninger er med til at skrue op for dramaet.
Igen er det ikke politiet, der skaber frygt. Betjentene passer deres arbejde, lige som journalisterne. Det store politi-apparat er et resultat af vores allesammens øgede frygt.
Frygten skaber ikke et trygt samfund. Den må vi ud af, og det starter på det personlige plan med at frygte mindre og leve mere. Brug mere tid på at have det godt og mindre på at gardere dig mod ulykker. Prøv også at springe over artikler om lurende farer og sluk for radio eller fjernsyn, når de rapporterer om ulykker, der lige så godt kunne være sket.
Den stigende frygt er samfundets skyld. Samfundet er ikke regeringen, LO eller A. P. Møller. Det er dig og mig. Vi kan ændre tingene.

Ingen kommentarer: