fredag den 23. november 2007

Mange virksomheder ved ikke, hvad de ved

Overskriften er et af mange guldkorn, som professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus spredte ved et erhvervsarrangement i Det musiske Hus i Frederikshavn torsdag eftermiddag.
Hildebrandt har brugt sit liv på at uddanne cand. merc'er, dygtige forretningsfolk med blikket fast rettet mod bundlinjen. Men det er ikke tal og kolonner, der optager Hildebrandt. Det er viden og mennesker - de mangfoldigt intelligente mennesker.
- Vi skal ikke behandle folk som arbejdskraft. Det er noget, man køber. Vi skal behandle dem som mennesker. Vi skal sætte deres mange intelligenser i spil - ikke mindst de sociale, følelsesmæssige, musikalske og kreative. Ledelse går ud på at sætte mennesker til at tale sammen for at udvikle noget nyt, sagde Hildebrandt.
Han slog fast, at der fortsat vil være masser af industrivirksomheder i Danmark, men ikke dem der konkurrerer på det gamle industrisamfunds præmisser.
- B&O er tilsyneladende en industrivirksomhed - men også kun tilsyneladende. Deres produkter kan alle lave meget billigere end B&O, men de leverer design, æstetik og en historie, forklarede Hildebrandt.
Han talte i over 2 timer med 1 A4 sides håndskrevne noter som eneste støtte. Et af emnerne var LEAN, den japanske rationaliserings-teknik, der er meget populær i Danmark. Også den har Hildebrandt en menneskelig vinkel på.
- LEAN handler om kunden. Vi skal kun gennemføre de processer, der har værdi for kunden. Det kræver igen, at vi ikke behandler mennesker som maskiner. Det fine ved LEAN er at etablere et nyt tankesæt i virksomheden og ændre holdninger. Det tager tid men til gengæld har det en langvarig effekt, mente Hildebrandt.
Han mener, at viden er vejen til succes og vejen til viden er uddannelse. Derfor er en succesfuld virksomhed en skole - også. Som den århusianske virksomhedsleder Michael Holm har sagt:
- Jeg vil hellere uddanne mine medarbejdere med risiko for at de forlader mig - end at undlade at uddanne dem med risiko for, at de bliver.

Ingen kommentarer: