En kritisk journalist- det er en værre baryler. Det er en journalist, der går efter struben på sine ofre, og som hele tiden laver negative historier. Sådan opfatter de fleste mennesker det.
Kun én ting er værre end den kritiske journalist: Den ukritiske journalist - mikrofonholderen, som man kan få til at lave en hvilken som helst historie uden at sætte spørgsmålstegn ved noget som helst.
Fra mit arbejde med kommuner hører jeg ofte folk beklage sig over negative journalister. Der findes embedsmænd, som konsekvent undviger pressen, fordi de er overbevist om, at alt hvad de udtaler til en journalist, bliver forvansket til en negativ historie. De samme mennesker fortæller med fråde om munden om den ene sag efter den anden, som en enkelt journalist eller en hel redaktion har manipuleret med. Selv har de ikke udtalt sig, og set udefra er det netop en af grundene til, at historien har fået en skæv vinkel.
Nok om dem.
De fleste kommuner er åbne over for pressen og er flittige til at informere - også om de sager, der ikke er gået helt efter planen. Her er det min erfaring, at politikere og embedsmænd helst henvender sig til de såkaldte kritiske journalister. Min udlægning er, at de kritiske journalister har en højere troværdighed end mikrofonholderne, og den vil kommunen gerne gøre brug af.
Det bringer mig til en af mine kæpheste - nemlig udtrykket kritisk journalistik. Jeg mener, det bliver misforstået.
Kritisk journalistik er at forholde sig kritisk - ikke negativt - til oplysninger og kilder. Hvis en kommune vil nedlægge en skole, er det ikke kritisk journalistik at lave en historie med folk fra lokalsamfundet, der protesterer. Tværtimod. Hvis forældregruppen bare får lov at plapre løs uden at journalisten undersøger påstadene, er der tale om en helt uansvarligt ukritisk journalistik. Den stortrives desværre.
Kritisk journalistik er at forholde sig kritisk til alle - især til magthaverne, men også til dem, der kritiserer magthaverne.
Målet for en kritisk journalist er ikke at finde nogen, der kan kritisere politikerne eller forældrene ved en sag som en skolelukning. Nej, målet er at finde frem til fakta i de påstande, som sagens parter fremfører. I mange tilfælde er det overhovedet ikke svært. Drejer det sig om en skolelukning, er de fleste interessante oplysninger offentligt tilgængelige. Det kan være fakta om skoledistrikter før og efter lukningen, om klassekvotienter, om økonomien, om den lukningstruede bygnings tilstand, om lærergruppens alder og naturligvis om befolknings-udvikling i det relevante område. Selv en uvildig reportage fra den skole, der skal lukke og den, der skal tage imod eleverne, vil kunne bringe spændende oplysninger frem til læsere, lyttere og seere. Og de kan bringe nye spørgsmål frem, som den kritiske journalist kan fordybe sig i.
Så en kritisk journalist er simpelthen bare én, der ikke laver automat-historier, men som forsøger at finde de fakta, der ikke lige fremgår af pressemeddelelsen. Det er nemlig med til at bringe debatten videre og belyse sagen i rette tid.
Danske kommuner vælter sig i spændende historier og projekter, som fortjener positiv omtale. Det får de automatisk, hvis kommunen selv gør en indsats. Men de fortjener også at blive udsat for kritisk journalistik.
2 kommentarer:
Jeg er helt enig i at den ukritiske journalist er meget værre end den kritiske. Derfor er jeg netop i gang med at skrive speciale om ukritisk journalistik ift. kongehuset. Kritiske spørgsmål bliver undgået af kongehuset og kun sjældent byder de en journalist indenfor gemakkerne til et interview, som jouranlisten kvitterer for ved kun at stille ukritiske spørgsmål om morgenmadsritualer og lign. Jeg er meget interesseret i at høre din holdning til netop dette problem og de konsekvenser det kan få på længere sigt. For hvis ikke kongehuset udnærker sig med nogle holdninger og aktiviteter, og journalister ikke forholder sig kritisk til deres gøremål eller mangel på samme, så er det vel kun et spørgsmål om tid før danskerne mister interessen for kongehuset og dets virke. Hvad er din mening til dette?
Hej Malene.
Tak for din kommentar, som jeg desværre har opdaget sent.
Det er ret specielt med de kongelige, fordi de ikke må blande sig i politik, og fordi de er udsat for en helt enorm medieinteresse.
Jeg kan godt forstå, at de gerne vil have fred for journalister og at de helst undgår kontroversielle spørgsmål.
På den anden side skal de undgå at bidrage til, at kongehuset bliver en del af underholdningsindustrien. Derfor bør de kongelige efter min mening udtale sig om almenmenneskelige problemer og reflektere over nationale tendenser. Det skal journalisterne naturligvis forholde sig kritisk til. Ekstra Bladet har bragt mange kritiske artikler om kongehuset, og det synes jeg er befriende.
Vi danskere har bestemt, at vi vil have et kongehus. Så skal vi også kunne debattere kongehusets forhold og privilegier.
Bedste hilsener fra
Stener
Send en kommentar