onsdag den 5. december 2007

Fogh har Pia på begge sider

Så er regeringen afhængig af Pia på to sider. Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti vil have ældrechecks og stram udlængingepolitik og den partiløse Christmas-Møller vil bare have indflydelse. Det bliver spændende at følge regeringens balancegang i de kommende måneder og år.
Jeg græder tørre tårer over, at Pia Christmas-Møller nu gør livet sværere for regeringen. Det er en god nyhed for Danmark, at regeringen nu er tvunget til at søge brede flertal i stedet for altid at skulle spørge om lov hos Dansk Folkeparti.
Når det er sagt, er det efter min mening tæt på det uanstændige, at Pia Christmas-Møller forlader sin folketingsgruppe sølle 3 uger efter valget. Den uenighed, hun refererer til, opstod flere måneder før valget. Hvis hun ikke var enig med folketingsgruppen, skulle hun have meldt det ud. Det gjorde hun ikke på de konservatives landsråd og heller ikke i valgkampen.
Efter et flot valg mistede Pia Christmas-Møller posten som politisk ordfører og medlemskabet af gruppeledelsen, og så blev hun fornærmet og smækkede med døren.
Det er for sølle.
Vælgerne har stemt på hende som konservativ, og det arbejde må hun fuldføre. Hvis hun skifter holdning og bliver uenig med partiet, må hun naturligvis sige farvel. Men utilfredshed med manglende topposter - det er ikke en grund til at forlade den gruppe, man er valgt ind i. Så er man ikke holdspiller og arbejder ikke for den fælles sag.
Pia Christmas-Møller burde blive i gruppen og arbejde for at vende tilbage til partiledelsen. Hvis det ikke lykkedes og ikke var tilfredsstillende for hende, kunne hun lade være med at stille op til næste valg.
Demokrati er noget helligt, og vælgernes dom er uigenkaldelig. Den bør alle respektere. Vælgerne har bestemt, at Venstre, Dansk Folkeparti og konservative skal have flertal i Folketinget, og det er uheldigt, at Pia Christmas-Møller laver om på det, bare fordi hun er fornærmet.
Og så er det som sagt fedt, at VKO-blokken vakler.

Ingen kommentarer: