søndag den 28. oktober 2007

Husk lige indholdet

Så er valgkampen i gang, og det er heldigvis et populært samtaleemne blandt danskerne. Det er dejligt, at vi interesserer os levende for vores demokrati.
Forleden sad jeg sammen med et dusin rare mennesker og talte om partilederdebatten, der blev sendt på DR onsdag aften.
De fleste var enige om, at Bodil Kornbek fra Kristendemokraterne var for skinger. Nogen undrede sig over, at Anders Fogh var så passiv, mens flere pegede på, at Helle Thorning-Schmidt var for aggressiv.
Så begyndte vi at diskutere Ny Alliances nye kandidater Jørgen Poulsen og Lars Kolind. Alle var enige om, at Røde Kors chefen får et flot valg, men Kolind kunne vi ikke blive helt enige om. Nogen sagde, at han nærmest var en slags guru i erhvervslivet, mens andre mente at vide, at erhvervsfolk er trætte af Lars Kolind.
Jeg tror, mange andre har deltaget i lignende samtaler de seneste dage. Hvad er det, vi diskuterer, når vi snakker politik? Det er politikernes optræden, fremtoning og kommunikation. Vi analyserer deres image.
Derimod diskuterer vi ikke velfærd, skat, miljø, integration eller EU. Vi er alle sammen blevet små spindoktorer, som kan lide at kloge os på politikernes kommunikations-strategi. Vi interesserer os for det taktiske spil og for det ydre.
Det er helt klart en svækkelse af demokratiet. Vi stemmer på dem, der kan sige tingene på den rigtige måde. Så får de fire år til at gøre, som de har lyst til. Bagefter vil vi hellere have ham med det røde slips og hende med håndtasken, og så flytter de samfundet i en anden retning.
Sådan er det selvfølgelig ikke, men det går i den retning. Det er selvfølgelig mediernes skyld - og politikernes og deres spindoktorer? Ja, men det er også vælgernes skyld.
Det var hverken medier eller spindoktorer, der styrede den diskussion, jeg refererede i starten. Det var os selv.
Jeg er sikker på, at medierne og politikerne påvirker os vælgere, men det er lige så sikkert, at vi påvirker dem. Vi har de medier og politikere, som vi gør os fortjent til. Hvis de registrerer, at vi hellere vil diskutere indhold end form, så skal de nok finde ud af at dække vores behov.
Derfor en lille appel til dig som vælger: Husk lige indholdet.

Ingen kommentarer: