Hvad tænker taktikeren Fogh?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er kendt som Christiansborgs bedste taktiker og skarpeste analytiker. Netop derfor er det så interessant at gætte på hans motiver til at fremlægge en kæmpe velfærds- og skattepakke uden at have et politisk flertal på plads.

Går han efter et valg? Det lyder usandsynligt. Skattelettelser til de rige er ikke nogen magnet hos de vælgere, Venstre kæmper med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om. Det er også en ren foræring til Helle Thorning-Schmidt, som med regeringens udspil kan komme med sit enkle og let forståelige budskab om ikke at klatte overskuddet væk til skattelettelser. Det er et flertal af danskerne enige med hende i.

Nå.

Hvis ikke Fogh går efter et valg, går han vel efter et forlig? Det ser ikke sådan ud. Dansk Folkeparti er ikke taget i ed, og partiet har på forhånd klart sagt nej til skattelettelser. Ved tidligere store udspil fra regeringen, har Dansk Folkeparti principielt tilsluttet sig inden forhandlingerne gik i gang. Ja, de ville have - og fik - indrømmelser, men gik til møderne med Fogh & co. i sikker forvisning om at få en aftale.
Denne gang ej. Hvorfor?

Regeringen har brug for Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne for at opnå flertal. Radikale og Ny Alliance er ikke nok. Hvorfor er der ikke en underforstået aftale med Dansk Folkeparti om denne sag, der rent pr-mæssigt får fuld skrue fra regeringschefen?
Det ved vi måske om en måned eller to.
Min teori er, at statsministeren simpelthen er træt af sit flertal. Konservative og Dansk Folkeparti er i åben krig, og konflikten bliver bare værre og værre. Det er umuligt at lægge en politisk linje og følge en strategi, når to af de tre samarbejdspartnere konstant farer i flæsket på hinanden - og i øvrigt også er politisk uenige på rigtig mange områder.
Så nu tænker Fogh først og fremmest på Venstre. Han vil fremstå som den resultatorienterede, visionære leder, som gerne vil række hen over midten og favne alle danskere. Så overlader han det til konservative og Dansk Folkeparti at tage skylden for sammenbruddet i forhandlingerne. Lykkes det, kan Fogh gå til valg uden blod på hænderne og i valgkampen kan hans to samarbejdspartnere svine hinanden til.
Efter valget er der så en ny parlamentarisk situation. VKO har sikkert mistet sit flertal, og alskens bogstavskombinationer kommer i spil. Her er Foghs bedste håb, at han stadig står som leder af Danmarks største parti, og at det fører til en ren Venstre-regering, som manøvrerer sig frem med skiftende flertal.
En sidegevinst ved den taktik fra Foghs side er, at Dansk Folkeparti og konservative falder til patten og indgår forlig om velfærds- og skattepakken. Så har Fogh igen leveret resultater, og Helle Thorning-Schmidt er endnu engang sat uden for døren.