tirsdag den 7. august 2007

Socialdemokrater analyseret i krise

Nu er den der igen - debatten om Socialdemokraternes dybe krise. Sidste år var Danmarks titallige skare af politiske eksperter enige om, at Socialdemokraterne manglede et projekt. Jeg ved ikke, om det er dukket op, men det er i hvert fald glemt nu.
Det nye problem er manglende synlighed. De andre partier og kommentatorerne er enige om, at Helle Thorning-Schmidt er for lidt synlig i den politiske debat - og at partiets ordførere vist nok også er det.
Politiske kommentatorer skal levere nogle tusinde bogstaver hver dag, så de analyserer flittigt hinandens analyser af Helles og Socialdemokraternes manglende synlighed.
Resultatet er - større synlighed. Hurra for det, men politisk og vælgermæssigt har det ingen betydning. Det er og bliver beskæftigelsesterapi for Christianborgnørder.
Denne særlige race kan vandre rundt i korridorerne i årevis uden at indse, at vælgerne ikke reagerer på taktiske manøvrer, bogstavkombinationer og nye kommunikationsstrategier.
De tager stilling til værdier og holdninger. Vælgerne vil se, høre, føle og mærke, hvad den enkelte politikere og hendes parti står for og hvad de vil på længere sigt.
Det kunne Anker og Auken, Uffe og Fogh, Glistrup og Pia, Jelved og Baunsgaard og mange før dem.
Og det kan Helle Thorning-Schmidt garanteret også. Når valget kommer, og hun kan slå håret ud.
Indtil da må hun affinde sig med, at Socialdemokraterne aldrig har været gode til at være i opposition. Det har Venstre for resten heller ikke.

Ingen kommentarer: