Min mor levede et helt liv uden at være på nettet. Hun så ikke en hjemmeside, sendte ikke en mail og modtog aldrig 1 SMS.
Hun levede et rigtig godt liv.
Det er 15 siden, hun døde, og i dag hørte jeg så en syret historie om en amerikansk journalist, som beordrede sin familie til at være offline i et halvt år og siden skrev en bog om denne enestående oplevelse. Seks måneder med tre teenagere uden mobil, pc eller tv. Kun fastnettelefon, bøger, brætspil og mekaniske musikinstrumenter.
15 år. Det er jo ingen tid. Men rent teknologisk er det.
Det interessante er, at teknologien er blevet en større del af vores livsform, end vi er bevidste om. På sin vis synes jeg, at jeg lever nogenlunde det samme liv som min mor, men år vi går i detaljen bruger jeg rigtig, rigtig mange flere timer hver dag med min opmærksomhed rettet mod en skærm, end fru Glamann gjorde.
Hun levede som sagt et godt liv. Det synes jeg også, at jeg gør. Men historien med den ammerikanske journalist giver mig anledning til at spørge, om it har gjort mit liv bedre end min mors - eller nogenlunde lige så godt.
For mig giver det ingen mening at smide grejet ud og vende tilbage skrivemaskinen. Men det er værd at minde mig selv om, at hele det forjættede net-univers skal være en berigelse for mig. Jeg skal ikke bare bruge det, fordi jeg kan.
Og jeg kan ikke have min fulde opmærksomhed to steder, så hvis iPadden eller telefonen får noget af min tilstedeværelse, så får eventuelle mennesker i min nærvær mindre.
Nærvær - det er når jeg er til stede med hud og hår. Fravær - det er når jeg kun er fysisk til stede.
Nå, jeg må smutte. Der kom en mail.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar