Viser opslag med etiketten sygehuse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sygehuse. Vis alle opslag

lørdag den 29. april 2017

Milliardspild med åbne øjne

Overskudsgivende medicin for 500 kr.

Vi kan hurtigt blive enige om, at SKATs spild af vores skattekroner er en gigantisk skandale. Den største i nyere tid. Håber jeg.
I SKATs tilfælde er der tale om et ledelsesmæssigt svigt af dimensioner og vel også et politisk. Folketinget og skiftende regeringer har lidt for blindt troet på, at digitalisering ville kunne spare tusinder af stillinger i SKAT uden at forringe effektiviteten.

Et såkaldt sundhedsvæsen
Mens vi alle sammen slikker sårene over de mange milliarder, der er forsvundet op i den grå luft, spilder vi samtidig milliarder af kroner hvert år. Vi kører videre med et såkaldt sundhedsvæsen, der bare bliver dyrere og dyrere - selv om vi ved,at det kan gøres billigere og bedre.
Krumtappen i det danske sundhedssystem er helbredelse. Samfundet bruger enorme formuer på at forsøge at helbrede de mange mennesker, der bliver syge. Der bliver flere og flere og behandlingerne bliver dyrere og dyrere. I disse år skyder nye supersygehuse op til omkring 100 mia. kr. Det er absurd mange penge.

Sats på forebyggelse
Hvis vi i stedet gjorde forebyggelse til det bærende princip, ville vi på få år kunne stoppe udgifternes evige himmelflugt. Og vi ville gøre livet bedre for tusinder af danskere, som får dårligt hjerte, lungesygdomme og depressioner. Det vil i øvrigt også spare samfundet for udgifter til sygedagpenge, understøttelse, medicin og en række andre følgeudgifter.
Læs her, hvad lægeforeningens formand Andreas Rudkøbing i går udtalte til Nordjyske:
- Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, som kunne forebygges langt billigere.
Rygning og 10.000 skridt
Rygning er stadig en kæmpe synder. Det vil ikke koste noget at sætte afgifterne i vejret og at forbyde rygning endnu flere steder. Det vil forhindre tusinder af unge i at begynde at ryge.
Manglende motion er en anden dræber. 10.000 skridt om dagen har alle tid og mulighed for at klare. Gjorde de det, ville udgifterne til medicin og helbredelse rasle ned.

Vilde med kræftplaner og store byggerier
Kommunerne er klar. Regionerne er klar.
Men det kniber på Christiansborg. Politikerne er bange for forbud og afgifter. Og de er vilde med kræftplaner og store byggerier.
Så vi må blive ved med at betale i dyre domme for behandlinger og medicin, som kunne være undgået. Resultatet er, at de fattige og dårligt uddannede lever et usundt liv, mens de rige og højtuddannede også sundhedsmæssigt kører på 1. klasse.

Fælles plan
Det kan jeg ikke acceptere. Mine skattepenge skal ikke spildes til at øge uligheden, så jeg opfordrer Folketinget, regionerne og kommunerne til at lave en fælles plan for forebyggelse af de mest alvorlige folke- og livsstilssygdomme. Og at sætte penge af til at føre planen ud i livet. Kom så i gang.

tirsdag den 5. maj 2015

Snyd sygdomsvæsenet

Når der lige om lidt bliver valgkamp, vil alle politiske partier stå i kø for at fortælle dig, at netop de vil gøre allermest for sundhedsvæsenet. De vil strø om sig med milliardtal. Pengene skal gå til kræftbehandling, garantier mod venteliste og hurtigere behandling af en række sygdomme.
Det er fup. Falsk varebetegnelse.
De mange ekstra milliarder går ikke til sundhed. De går til sygdom.

100 mia. mere til sygdom
I øjeblikket bygger vi supersygehuse for vistnok omkring 100 mia. kr. Det fremmer ikke sundheden i Danmark for fem øre. Det gør muligvis behandlingen af sygdomme bedre, men danskerne bliver ikke sundere af den grund.
De såkaldte sundhedsordførere på Christiansborg taler i virkeligheden kun om at styrke sygdomsvæsenet. De er sygdomsordførere.
Det kunne være fedt, hvis de begyndte at interessere sig for sundhed. Det vil sige at investere i det.
Rent økonomisk vil det være en meget, meget bedre forretning end de enorme sygehuse.

2000 x Chris MacDonald
Forestil dig, at staten satte 1 mia. kr. af til at ansætte Chris MacDonalder rundt omkring i landet. Beløbet kunne række til, at 2000 mennesker fik den ene opgave at få flere til at motionere. Ikke til at løbe maratonløb eller cykle op ad Alpe d'Huez.
Men til at cykle på arbejde, tage trappen i stedet for elevatoren, gå sine ærinder i byen, gå bag plæneklipperen i stedet for at sidde på den, gå med eller uden hunden, spille bold med ungerne og dyrke anden motion et par gange om ugen.

Tjene sig hjem
Det vil have en dramatisk på sundheden. Hos ældre, hos yngre og hos de dovne midaldrende. Medicinudgifterne vil rasle ned. Sygefraværet vil falde markant. Færre vil gå til lægen og på de nye sygehusslotte. Hvis de 2000 lykkes med at få bare 10 pct. flere til at motionere lidt mere i hverdagen, så vil den ene milliard kroner tjene sig selv hjem med renter på få år.
Og tusinder af danskere vil få et bedre og længere liv. De vil have det sjovere i hverdagen, skændes mindre med deres omgivelser og opleve færre ærgrelser.

Din egen sundhedsminister
Mens vi venter på politikerne, kan du blive din egen sundhedsminister: Find 7 situationer i hverdagen, hvor du kan bevæge dig mere, end du gør i dag. Det koster ingenting, du kan holde til det, og det giver øjeblikkeligt velvære. En af dem kunne være 5 minutters morgengymnastik. Der findes tusindvis af programmer på nettet, og det er fantastisk godt for din krop at få apparatet og organerne i gang fra morgenstunden.

89-årig: Det vigtigste er at røre sig
Forleden hørte jeg en 89-årig kvinde i radioen fortælle, at hun cykler hen til svømmehallen 6 gange om ugen. For at svømme 1 kilometer. Og så sagde hun nogenlunde frit efter min hukommelse:
"Det vigtigste er at røre sig. Det er min erfaring. Vi får alle sammen problemer her i livet. Dem kan vi ikke undgå. Men at holde vores krop i gang - det kan vi gøre noget ved, og det er helt afgørende."
Hvis hun var politiker, kunne hun blive Danmarks første sundhedsordfører.

lørdag den 13. august 2011

Forsøgsbehandling af rask patient

Som de fleste andre danskere har jeg ikke noget nært forhold til regionerne. De løser nogle meget vigtige opgave for samfundet men regionerne som virksomhed nærer jeg ikke dybe følelser for.
Alligevel synes jeg, det er tudetosset, at regeringen nu over hals og hoved vil nedlægge regionerne. Det er der to grunde til.
1. Der er ikke noget problem. Vores sygehuse fungerer udmærket og regionerne har været dygtige til at styre dem.
2. Vi ved ikke, om den nye model overhovedet virker.
For mig at se svarer det til at indlede en eksperimentiel behandling af en rask patient. Det er spild af tid og penge. Det risikerer at gå grueligt galt. I allerheldigste fald bliver vores sundhedsvæsen en anelse bedre.
Vi taler om et område, som hvert år koster samfundet mere end 100 mia. kr. Vi taler om et sundhedsvæsen, som alle danskere betaler til og benytter sig af. Det må ikke gå galt.
Må der da ikke ske forandringer? Jo. Det gør der i allerhøjeste grad også. Sygehusvæsenet har de seneste tre år sat gang iden største forandringsproces i mange år med opbygning af de nye supersygehuse. Det bliver en helt ny organisering af sygehusene.
Er det så ikke netop anledningen til at nedlægge regionerne og finde en anden styreform? Måske. Det kan godt være, at sygehusene skal styres på en anden måde. Det ved jeg ikke. Men det vil da være fint at undersøge mulighederne, studere erfaringer fra andre lande, inddrage eksperter og patienter og få en folkelig debat om det, på samme måde som med kommunalreformen.
Men det får vi ikke. Venstres top har på en uge fundet en ny model for sygehusene, som skal vedtages af det snævrest mulige flertal i Folketinget om to måneder. Regionernes øvrige opgaver vil de tage stilling til bagefter.
Det er overhovedet ikke seriøst eller ansvarligt. Men det følger regeringens logik som er, at de rigtige løsninger er dem, der kan skaffes 90 mandater til.