torsdag den 3. november 2011

Radio 24syv er ikke helt 10-4

Al god formidling handler om at have noget på hjerte. Har man ikke det, kan det være lige meget.
Men for at trænge igennem til sit publikum, skal man have nogle færdigheder.
Musikeren skal kunne betjene et instrument og må ikke være tonedøv, og på samme måde skal en radiomand være en dygtig håndværker.
Det bliver tydeligt demonstreret i den nye Radio 24syv, som har været i luften i snart tre dage. Som inkarneret P1 lytter mærker man en kæmpe forskel i den håndværksmæssige kvalitet. Så markant, at det forstyrrer indholdet.
I mange programmer er der øh og bøh og usikkerhed, fumlen med teknikken og tomgangssnak. En ting er fortroligheden med det tekniske udstyr, men det mere alvorlige er at strukturere et program, afvikle det og improvisere, når tingene ikke går helt som planlagt.
Jeg har i de seneste dage oplevet adskillige eksempler på koncepter, der simpelthen ikke var arbejdet igennem. Studieværter har haft folk inde til længere interviews, hvor de alt for hurtigt løb tør for spørgsmål. De har ikke evnet at forklare for os lyttere, hvad deres program gik ud på og hvilken funktion og rolle, deres interviewofre havde. Og de har frem for alt snakket alt for meget om sig selv og den nye radio. Flere har for eksempel underholdt med, at de kun har haft én prøveudsendelse inden deres program gik i luften for første gang.
Det er uprofessionelt, og det er da besynderligt, at mange måneders forberedelser ikke er mere seriøse.
Det er hamrende ærgerligt, for Radio 24syv har meget fint indhold, mange gode mennesker med noget på hjerte og mange gode historier. Også på det formmæsige præsenterer de fornyelse i forhold til P1.
Nyhederne er mere fikst afviklet end DRs. Radio 24syv går direkte på uden en lang oversigt, og de skal ikke stille om og have fikse lydeffekter. Det er nyheder og intet andet - fortalt og ikke læst op som i Radioavisen.  Her har de øvet sig, for det fungerer.
Samlet set er der plads til forbedringer, og det er positivt ment. Jeg hænger på, og jeg er sikker på, at jeg får mange nye yndlingsprogrammer, når debutanterne har fået slebet deres koncepter til og er blevet mere fortrolige med radiomediet.
At de så kan starte en radiostation i år 2011 uden mulighed for at downloade udsendelserne som podcast - det er direkte pinligt. En meget stor del af kundekredsen lytter til radio via podcast. Det er faktisk en af grundene til, at radio fortsat er et populært medie.
Efter min mening er det torskedumt, at de berlingske radiofolk lægger ud med at skræmme podcastfolket væk. Vi er nemlig aktive, både som lyttere og som meningsdannere.





Ingen kommentarer: