I dag får vi nyopgravede økologiske, hjemmedyrkede kartofler til middag. Det lyder lækkert, ikke?
Jeg kunne også skrive, at vi får lortekartofler. De er nemlig dyrket på vores mødding, som består af tre ting: Spåner, hestepærer og hestetis.
Det er et af mine vanvittige stunt. I forsommeren skulle jeg smide en pose kartofler ud, som vi desværre ikke havde fået spist. De havde fået spirer og var halvrynkede.
Så kom jeg til at tænke på, at vores søde nabo sidste år forklarede om alt det gode, jeg kunne dyrke i komposten og i møddingen. Og det var jo aspargeskartofler, som var på vej ud i kompostbeholderen, så jeg tænkte, at der da ikke kunne ske noget ved at grave dem ned i møddingen i stedet.
Den har stået i et år, så der var groet ukrudt. Det tog lige 10 minutter at rykke det op, før jeg satte mine rynkede aspargeskartofler.
Nogle uger senere var planterne skudt i vejret, og jeg hyppede dem - det vil sige, at jeg skubbede mødding sammen, så hver plante stod på en tue.
Forleden konstaterede jeg, at de var blomstret af, og her til eftermiddag gik jeg så på høst. Den første plante bød på 6 nydelige aspargeskartofler. Helt rene og fine og meget lækre. Den næste stod dårligt, og der var kun få og små kartofler, men den tredje var endnu bedre end den første.
Det var dagens høst. Jeg har skyllet dem og børstet dem med hænderne, og nu står de og koger. De skal serveres sammen med resterne fra i går.
Jeg er sikker på, at de smager af kartofler. Hvad skulle de ellers smage af?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar