Komisk gråd i Nordkorea

Tv- og radioværter i Nordkorea græd som pisket, da de i går skulle fortælle nyheden om, at Den Kære Leder var død af overanstrengelse, fordi han var så dedikeret til sit folk.
Det var sjovt, ja undskyld, men det var da urkomisk. Ingen mennesker ved deres fulde fem vil i alvor stille sig op på tv og vræle over en diktators død.
Jeg kan til nød forstå, at man kan få ansatte på de statslige medier til at opføre sig sådan.
Men de censurerede tv-klip fra det lukkede land viste, at også folk på gaden var opløst af gråd over dødsfaldet. Hvorfor?
Én forklaring er, at de grædende borgere simpelthen er indforskrevet til lejligheden. De kan alle sammen være ansat i hæren og sikkerhedstjenesten. Styret har jo haft et par dage til at forberede hysteriet, da manden havde været død i halvandet døgn, inden folket måtte få det at vide.
En anden forklaring er, at mange mennesker i Nordkorea tror på historien om Den Kære Leder som nationens frelser. Det kan man faktisk ikke udelukke, og hvis det er tilfældet, er det uhyggeligt.
Manden har sammen med sin far ført landet ned i den dybeste fattigdom. Flere hundrede tusinde er døde af sult, og der er ikke antydning af politisk frihed i Nordkorea.
Militæret og én familie holder magten i et jerngreb, som minder om Saddam, Gadaffi, Mubarak og ham slynglen i Syrien. Det er helt utroligt, at det kan lade sig gøre i den digitale tidsalder, og det kan det kun, fordi landet er så ludfattigt, at befolkningen er afskåret fra omverdenen.
Den Store Efterfølger kan muligvis få magten og beholde den i nogle år. Men han bliver ikke en gammel mand som leder af Nordkorea. Styret vil bryde sammen inde fra lang tid, før han kan komme på lit de parade.
Hvis ikke det sker, er det til at græde over.