Dåreknuder

Min lillebror og jeg har arvet vores mors åreknuder. Det ligner sandorm på bagsiden af benene, for mit vedkommende kun på det venstre.
Gregers er fornuftig og ordentlig, så han har gennemgået et par operationer. Det er ikke noget særligt, og det ser ud til at have hjulpet, ihvert fald her i anden omgang.
Jeg nægter at se sandheden i øjnene og fremsiger mine dødssyge undskyldninger med stor autoritet.

1. Jeg har ikke nogen gener.
Det passer så ikke, for jeg har meget let ved at få krampe i min venstre lægmuskel. Det sker for eksempel hver gang, jeg løber maratonløb. Jeg går meget op i at løbe, og det er hæmmende for min træning, at den venstre lægmuskel har begrænset kapacitet.
2.  Jeg har ikke tid til en operation
Det passer så ikke. Længere. For år tilbage skulle man regne med at være sygemeldt i 1-2 uger og at være ude af stand til at træne i en måned. Der kommer hele tiden nye teknikker til, så nu vil jeg formentlig kunne nøjes med et lillebitte indgreb uden indlæggelse. Det vil måske betyde, at jeg ikke kan træne i to uger.
3. Operationen er nyttesløs
Det kan godt være rigtigt. Her klamrer jeg mig til min mors historie. Ved en kæmpe operation fik hun fjernet åreknuder på begge ben. Jeg kan huske, at jeg besøgte hende på sygehuset, hvor hun lå hjælpeløs hen i en seng med benene strittende op i vejret. Et par år senere havde hun igen sandorm på benene. Billedet af min mor i sygesengen står stærkt, og når det nu ikke hjalp hende, nytter det nok heller ikke noget for mig. Du vil måske indvende, at lægevidenskaben har gjort fremskridt siden 1978, men jeg vil fastholde, at jeg har arvet de fordømte åreknuder efter min mor, så de kommer garanteret igen på mig, hvis jeg bliver opereret.

Og for resten har jeg hørt, at det er lidt sejt at have et handicap. Så jeg er fortsat stædig. Dumstædig, hedder det nok.