Wozniackis vinderpsyke er væk

Caroline Wozniacis pinlige nederlag i aftes i Toronto er endnu et spændende eksempel på, at psyken er en af de vigtigste faktorer i topsport.
Træning, træning og træning er vejen til eliten. Når du er der, afgør psyken, om du kommer helt til tops. Tør du vinde, tør du risikere at tabe for at vinde, tør du blive ved med at tro på, at du kan vinde, udstråler du over for modstanderen, at du vinder - så vinder du. Ellers taber du.
Wozniacki tabte første sæt i går. Det kan ske. Ny turnering. Modstanderen er totalt sat op for at slå verdens nummer 1, og man skal lige i gang. Helt efter planen tog Wozniacki hånd om kampen i andet sæt og kom foran 5-1. Så lavede hun et par dobbeltfejl og tabte et enkelt parti. I det næste havde hun to sætbolde, som hun missede, og så faldt hun helt sammen og tabte resten af partierne. Fra 5-1 til 5-7 mod en dårligere modstander på 20 minutter.
Det er hverken vinden eller modstanderens skyld. Det er alene Wozniacki, som ikke har fundet vinderpsyken frem efter forårets og sommerens dårlige resultater. Hun bliver bange for at tabe - og så taber hun. Hun ved, at hele tennissporten beskylder hende for at være ufortjent nummer 1, fordi hun aldrig har vundet en af de store turneringer. Hun ved, at den kritik får ekstra styrke efter sådan et nederlag. Det pres får hendes spil til at bryde sammen.
Men vi ved, at der ikke kun er en taber-Wozniacki. Der er i høj grad også en vinder. Det er den Wozniacki, vi skal have tilbage. Hun skal vinde den psykiske kamp mod sig selv. Modstanderne skal igen mærke, at Wozniacki aldrig har tabt før det sidste slag er slået. Så kan hun også komme helt til tops i en af de store turneringer i den uge, hvor det hele flasker sig for hende.
Hun er bestemt ikke ene om det. Vi kender det fra fodboldstjerner, der pludselig ikke scorer mål i mange uger. Så bliver det en historie og en belastning for dem, og så kan de slet ikke finde netmaskerne.
Vi kender det fra Tiger Woods, som i flere år var verdens suverænt bedste golfspiller. Han var bedst i alle spillets faser, men da han blev afsløret som en gemen horebuk, brød hans spil totalt sammen. Nu slår han ikke nær så godt som for to år siden.
Der er lige så mange positive eksempler. Svømmeren Lotte Friis har først måttet høre landstræneren fortælle, at hun var for tyk. Senest har han så underholdt med, at hun er doven. Det gjorde han lige efter det VM for nylig, hvor Lotte Friis ydede den flotteste præstation i dansk svømmesports historie med en guld- og en sølvmedalje. Landstræneren kan angle efter pressens opmærksomhed med alle sine besynderlige anklager. Men Lotte Friis griner bare. Hun ved, at hun kan noget særligt nede i det bassin, og hun tror på, at hun kan komme før i mål end de andre.
Måske har de trænet mere. Måske er de slankere. Men de er ikke Lotte Friis. Det ved de selv, og det ved Lotte Friis. Og så vinder hun igen.