I aftes fulgte jeg en del af Wozniackis kamp på sporten.dk. Det er en glimrende service for os, der ikke har store tv-pakker. En journalist ser kampen på tv og skriver om den på en lille blog nærmest bold for bold.
Læserne kan stille spørgsmål og naturligvis kommentere. Jeg har fulgt det nogle gange, og det svigter aldrig: Der er altid nogle læsere, som undervejs får forklaret, at Wozniacki er en elendig spiller, der slet ikke hører hjemme i verdenseliten. Og hendes far er dum.
Det er egentlig mærkeligt, at man gider følge en blog med opdatering af en tenniskamp, hvis man synes, at spilleren er ringe. Så kunne man vel finde noget andet at bruge sin tid på.
Men det er et meget udbredt fænomen i sportens verden. I mine unge dage gik jeg meget til fodbold. I Holstebro, Struer, Vildbjerg og andre ydmyge steder kunne man altid finde en håndfuld midaldrende mænd ved sidelinjen. De stod der trofast til hver eneste hjemmekamp, og de brokkede sig i ca. 90 minutter. De nød tilsyneladende at ryste på hovedet over det elendige forsvar, den fraværende midtbane og de uduelige angribere. For slet ikke at tale om træneren.
Det samme gjaldt på Århus Stadion, hvor et stort publikum elskede at se AGF vinde og nød at se dem tabe. Så kunne de rigtig brokke sig.
Tænk på fodboldlandsholdet. Det har været elendigt i lang tid. Sidste VM var en katastrofe, og EM-kvalfikationen haltede afsted. Godt, at Morten Olsens kontrakt snart udløb. Han var for gammel og havde kun én måde at spille på - en kedelig.
Så kom de tre afgørende kampe med sejre over Norge, Cypern og til slut Portugal. Nu kræver folket, at VORES Morten bliver på trænerposten.
Jeg forstår ikke den psykologiske mekanisme bag vores trang til at brokke os over dem, vi holder med. Dem, der gør det, er nogle kugleskøre idioter, der har lige så lidt forstand på sport som Richard Møller Nielsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar