Udigital frugtplantage

Kender du det? Du kører forbi et sted og ser noget smukt, og tænker i et kort sekund: Hvad mon det er?
Du får ikke undersøgt det.
Næste gang, du kommer forbi, tænker du samme tænke og gør stadig intet.
Her er et eksempel. Når man kører fra færgen på Odsherred, er der cirka midtvejs på ruten ind mod motorvejen til København en meget markant bakke. Den er beklædt med planter i snorlige rækker, og når man ikke er ekspert, er det umuligt at afgøre, hvilken afgrøde, der er tale om.

Ligegyldig viden
Vi er i kategorien ligegyldig viden. For det er da bedøvende ligegyldigt, om det er solbær, vindruer eller grønkål. Flot ser det ud, på alle tider af året.
Forleden kom jeg der så igen. Jeg havde en GoMore passager med, og viste ham det smukke syn. Jeg fortalte så, at jeg tit var kørt forbi og havde tænkt over, hvilken type planter, der var tale om.
Der sad en handlingens mand i passagersædet, så han kastede sig straks over sin smarte telefon. Der var stille i bilen længe, og uden at være psykolog tør jeg godt diagnosticere min kørekammerat som vedholdende og målrettet.
Der var helt tydeligt ikke bid.

Branchekode og ejerforhold
Han havde fundet frem til, at den flotte mark er en del af Ebbeløkkegård Frugtplantage. Han kunne også oplyse en branchekode og redegøre for ejerforholdene. Resten var tavshed.
Ebbeløkkegård Frugtplantage optræder på adskillige registersider, og der står de samme sparsomme oplysninger. Virksomheden har ingen hjemmeside, ingen Facebookside, ingen Instagram-konto og ingen LinkedIn profil. En helt igennem udigital virksomhed. Jeg synes, det er helt usædvanligt, men måske er jeg bare miljøskadet.

Journalisten gav også op
Næste morgen gik jeg selv på jagt efter digitale spor af Ebbeløkkegård Frugtplantage. Man er vel journalist, og det kunne da være sjovt at sende et link til den unge jurist fra bilturen. Jeg ledte på ejernes navne, men det er tilsyneladende også nogle 100 pct. analoge personer. Jeg var igennem et hav af billeder og forsøgte med alverdens bærtyper på Google. Intet resultat.
Så vi står stadig uden svar på det ligegyldige spørgsmål om afgrøderne på Ebbeløkkegård Frugtplantage.

Jeg udlover en præmie
Jeg kan bare ringe til ejerne og spørge. Eller jeg kan tage et billede næste gang, jeg kører forbi og zoome ind. Så finder jeg vel svaret.
Det er ligegyldigt.
Det spændende er, om svaret findes på nettet. Kan du finde afgrøden på en offentligt tilgængelig side - så giver jeg en flaske frugtsaft af den afgrøde, de dyrker på det smukke sted i Odsherred.

Her er Gugel

Michael Gram fra MapsPeople var vært ved arrangementet i Aalborg.

I/O Extended hed arrangementet. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder, men det var uhyre interessant. Vi var vel et par hundrede mennesker i Aalborg Universitets dejlige lokaler i bunden af Rendsburggade på den nye havnefront.
Vi var kommet for at se en live-transmission fra Googles hovedkontor i San Fransisco, hvor selskabets topchef Sundar Pichai og en stribe andre pæne mennesker i afslappet tøj fortalte om nye programmer og produkter. Alt klappede - også publikum. 175 steder rundt om i Verden sad folk som os og kiggede med. Alene i Kina var der ifølge Google over 1 mio. seere.
Det er lige så hypet som Apples berømte shows, hvor de fortæller om den nye iPhone i6S, og dens uundværligheder.
Som jeg kan bedømme det, var det gedigne nyheder fra Google. Set fra en forbrugers synspunkt var det spændende at se og høre om Google Home. Det er en lille bøtte, man stiller midt i stuen og taler til. Så genkender den din stemme og giver dig det rigtige svar.
Faren kommer ned om morgenen og beder om morgenmusikken. Så lyder den i højttaleren. Mor kommer og siger godmorgen til Google, som straks meddeler, at hendes fly om eftermiddagen er forsinket. Så beder hun bøtten om at ændre sin middagsreservation og øjeblikket efter bekræfter Google-vidunderet, at det er sket.
Børnene bliver vækket ved at musikken bliver tændt på deres værelser, og drengen kommer ned og spørger Google, hvad han skal lave i skolen den dag. Da hele familien går ud af døren, vender drengen sig om og siger Goodbye Google - så slukkes lyset i hele huset.
Smart, sjovt og ikke strengt nødvendigt, men fed lir.
For udviklerne var der nam-nam om virtual reality. Der kommer nyt udstyr og en masse software, man kan lege med. Der var også noget om, at det bliver nemmere at kode mobilsider og apps - hvordan kan jeg ikke forklare, men det lød overbevisende. Og de unge mennesker omkring mig nikkede anerkendende.
De var en anden af dagens fine oplevelser. En række nordjyske firmaer med Tankegangs tidligere søsterfirma MapsPeople i spidsen var sponsorer for arrangementet. De fortalte kort om sig selv, og fælles for dem alle var, at de søgte nye medarbejdere. It, programmering og digitale tjenester er en kæmpe branche i Danmark. Og det er skønt at opleve det drive og den optimisme, der præger arbejdet.
At jeg så bliver stødt på min faglighed, fordi de taler uforståeligt til hinanden og titulerer sig som CEO og FCO og TCO og andre giraf-udtryk, er jo ikke deres problem.

Overvågnings-annoncer rammer ved siden af

Comparador Seguros Coche og andet godt fra Tante Berling

Vi er afhængige af det - at kunne følge med i alting på nettet. Altid. Og vi ved også, at det har sin pris. Vi betaler for udstyr og forbindelse. Og så er der den høje pris: Overvågningen af os.
Det fik jeg et håndgribeligt bevis for sidste søndag på Tenerife. En uges ferie var ved at være forbi, og inden turen til lufthavnen og mange timer uden netforbindelse, skulle alt selvfølgelig tjekkes på iPadden.

Breaking News
Der var breaking news den morgen, en ægte en af slagsen, nemlig Klaus Rifbjergs død. Den dukkede op på berlingske.dk, og så surfede jeg rundt på de andre for at se, hvor mange minutter der gik, før de var med.
Det gik langsomt på turisthotellets dyre wifi, så mens den lille runde dimes kørte rundt op i venstre hjørne, faldt  mit blik på annoncerne i toppen af Berlingske.
Tre af dem var minsandten på spansk - et sprog, min iPad burde vide, at jeg aldrig taler. Men den vidste jo, at jeg var på Tenerife, og der var måske ikke andre tilbud, der lige matchede. En fjerde tilbød taxa til lufthavnen på Tenerife 24 timer i døgnet. Det var ret godt set, men der kom nu en bus og hentede os, så det var ikke aktuelt. Og den sidste var den mest intelligente. Den tilbød sommerhuse til leje i Danmark. Ret smart på sidste dag af påskeferien, og når man er på kanarieøerne har man helt sikkert sommer i tankerne.

Virker skidtet?
Jeg følte mig noget overvåget, og så kom den næste tanke: Virker den slags annoncer? Det kan Google sikkert svare på, men mit husmandssvar baseret på egne erfaringer siger nej. Jeg har aldrig klikket på de brugertilpassede bannerannonce, der dukker op overalt. Mener jeg da ikke.
Jeg har klikket på annoncerede links i Googlesøgninger, men de der ekstralinks med tilbud, der forsøger at ramme netop mig, har aldrig aktiveret min pegefinger.

9 investeringsfejl
Jeg synes, de er temmelig latterlige. Jeg ser meget tit en med "9 investeringsfejl, du skal undgå i 2015" Jeg har i hvert fald undgået den første - og det er at klikke på linket. En anden klassiker er bilannoncer, og de interesserer mig ikke det fjerneste. Og så er jeg ret sikker på, at skønheds- og slankeprodukter tit står i mit digitale synsfelt. Det er altså også en forbier.
Endelig er der en kategori af helt overflødige annoncer. Når jeg netop har købt noget på nettet, får jeg en masse bannere med annoncer og tilbud for det selvsamme. Mest grotesk er det, når man køber en flyrejse et sted hen. Sådan én har man ikke lige brug for, når først den er købt.

Californiske annoncehajer
Som nævnt er jeg helt sikker på, at Google og de andre californiske annoncehajer tænker sig rigtig godt om. Og jeg kan se, at de tjener mange penge. Men jeg mangler altså på egen hånd at opleve effekten af de mange målrettede annoncer.
Jeg slipper jo ikke for dem. Og så kan jeg lige så godt få nogen, der interesserer mig.

Din bil bliver en app

Google er på vej i Californien. Er du med?

Vil du
- spare 30 pct. på dine kørselsudgifter?
- læse, lege, spille eller arbejde, mens du kører bil?
- slippe for kø og parkeringsbøder?
- være med til at afskaffe forurening fra bilkørsel?
Altsammen uden at miste fleksibiliteten og friheden.

De fleste vil svare ja til alle spørgsmål. Du kan sætte V-tegn ud for alle punkter senest om 10 år. Så kan du skifte din benzinsluger ud med en app, der giver dig adgang til at blive transporteret rundt i en selvkørende elbil.

Ikke en vild drøm
Det er ikke en vild vision. De selvkørende biler fiser allerede lystigt rundt på vejene i Californien, hvor staten har udstedt licenser til Google og et par andre selskaber.

Her er din fremtid med en bil-app:
Du skal møde på arbejde kl. 8, og bestiller en bil til at køre dig derned. I god tid kommer der en selvkørende bil forbi og samler dig op. Har du et medkører-abonnement, kører bilen måske forbi og samler et par andre op. Så kører du billigere.
Du kan vælge at køre hjem på et fast tidspunkt, inden for et bestemt tidsrum eller simpelthen bestille en bil spontant. Jo mere fleksibilitet, du giver systemet, jo billigere er det.
Skal du på weekendtur med familien, bestiller I en bil for jer selv og plotter en tur ind. Når du kommer til hotel, sommerhus eller familie og venner, kører bilen ud på andre opgaver. I bestiller en ny, hvis I skal ud at køre en tur - og selvfølgelig til hjemturen.

Glem forsikring, parkering og vinterdæk
Du betaler for app'en og for de ture, du kører. Ingen forsikring, ingen bøvl med vinter- og sommerdæk og med parkering.
Der er ingen spritbilister på vejene, og ingen, der kører for stærkt eller overhaler hasarderet. Der kan godt være nogen, der taler i mobil eller sender mail, mens de kører, men det betyder ingenting for sikkerheden.
Hvad så, hvis man bare skal til bageren søndag morgen? Ja, så bestiller man en bil - hvis ikke bageren har én, der kører rundt til kunderne.

Større end din nabos
Du synes måske, det er ucharmerende, at du ikke kan bruge en årsløn på en rigtig dyr bil, som naboen kan være misundelig på. Så må du købe en luksus-app, hvor du kun kører i de fineste biler. Det kan ikke blive så dyrt som en BMW - så du må finde noget andet at blære dig med.
Google og en række andre teknologi- og bilfirmaer drøner løs med at udvikle teknologien. Jeg er helt sikker på, at den er klar om få år.
Så mangler vi bare det sidste for at gøre visionen til virkelighed: Dig. Hvad siger du?

Kom med den
Jeg er helt sikkert med. Jo før, jo bedre. Jeg kører 40-50.000 km om året til kommuner rundt i landet, og de mange timer bag rattet vil jeg gerne erstatte med skrive-, maile- og holde Skypemøde-tid.

Bloggen er død - den længe leve!

På den ene side er bloggen død som et afgørende nyhedsmedie.
På den anden side lever den videre i bedste velgående.

Da webloggen opstod for 8-10 år siden blev fænomenet set som en meget alvorlig konkurrent til de etablerede nyhedsmedier. Nu fik alle mulighed for at lave deres egen avis - ganske gratis. Og på den måde ville der opstå tusinder af konkurrenter, som ville tage tid og annoncekroner fra de etablerede medier. Det endelige brud med journalisternes monopol på nyhedsformidling.

Det skete ikke.

Det blev de trætte af - læserne
Mange oprettede lige som jeg en blog, hvor de skrev lidt af hvert om det, der faldt dem ind. Det blev de fleste hurtigt trætte af - også læserne.

Andre brugte muligheden til at lave en egen hjemmeside om noget, de brænder for og har forstand på. Dem er der stadig masser af. Nogle af dem bliver ikke holdt vedlige, mens andre bliver opdateret hver dag. For et par år siden fandt jeg for eksempel en blog, hvor ophavsmanden rapporterede om skibsulykker overalt i verden. Totalt deprimerende læsning om det ene forlis efter det andet, men imponerende at manden vil bruge sin fritid på at holde 10 eller 1000 mennesker opdateret med den slags viden.

Succesrige modebloggere
På nogle område har bloggerne fået succes: Mode og mad. Her finder vi nogle meget populære hjemmesider, og der er modebloggere som har skabt sig et stort navn og et godt levebrød.

Bloggens funktion som debatforum viste sig også at blive en fuser. I enhver blog er der mulighed for at kommentere, men det bruger vi sjældent. Her har Facebook og Twitter fuldstændig overtaget.

Men det er også i kraft af dem - og af Google - at bloggen lever videre.
Få bloggere kan undvære de sociale medier som reklamesøjle og kommentarkanal. Jeg ved det af egen erfaring. Indtil jeg begyndte at bruge Facebook, Twitter, Google+ og LinkedIn til at gøre opmærksom på mine indlæg, kunne jeg samle 5-20 læsere om hver lille artikel.

Efter et par år er jeg nået op på 50-100 læsere pr. udgydelse. En fantastisk procentmæssig fremgang, men stadig et meget - skal vi sige - eksklusivt publikum :-)

Google glemmer aldrig
Til gengæld glemmer Google aldrig. Så når jeg sidder og bladrer i statistikken over min blog, er der pludselig et flere år gammelt indlæg, der har sneget sig ind på månedens top 10-liste. Det kan være om et emne, der pludselig er oppe i tiden, så folk begynder at Google efter baggrundsviden.

Jeg får undertiden henvendelser om 3-4 år gamle artikler fra min blog, og jeg kan se, at tidløse indlæg om sprog eller løb stadig bliver læst. Det er ikke folk, der opsøger min blog og bladrer ned gennem 500 opslag for at finde noget interessant. De googler et emne og får serveret et link til mit indlæg.

Viden om alt
Så min konklusion er, at bloggen aldrig bliver det medie, der overtager den offentlige debat - men at den får et langt liv som leverandør af baggrundsstof og basisviden om ALT, hvad mennesker på denne jord kan tænkes at interessere sig for.

Vind-vind når du deler på nettet

Her kommer et indlæg om fidusen ved at dele indhold på nettet.
For mange af mine læsere er det nærmest pinligt banalt. For enkelte vil det være tæt på uforståeligt, og for en tredje gruppe vil det nok være nogenlunde kendt stof.
Jeg tilhører selv den sidste gruppe, og jeg skriver det for selv at forstå mekanismen ordentligt. Det er en af de måder, jeg lærer på.
Hvis vi sidder hjemme med avisen, og Solle læser en spændende artikel, fortæller hun måske mig om den. Når jeg senere ser avisen, vil jeg næsten altid læse artiklen. Hvis ikke Solle havde fortalt om den, havde jeg måske overset den. Så er der to, der har læst artiklen.
Det er deling i den analoge verden. Og det er meget smartere i den digitale.

Link til blogindlæg
Når jeg skriver et indlæg på min blog, lægger jeg et link på Facebook, Twitter og nogle gange på LinkedIn. 20-25 mennesker klikker på linket og læser min artikel. Nogen af dem går tilbage til Facebook og trykker på Synes Om knappen. Så kan deres venner se, at de har læst min artikel og enkelte af dem vil måske læse den. Skulle en eller flere af dem kunne lide artiklen, trykker de måske også på Synes Om knappen, så endnu flere ser den.
Fidusen her er ikke bare, at flere får mulighed for at læse min artikel. Hvis jeg sendte et link til Peter Outsen i Struer, ville han sikkert ikke ofre det så meget som et blink. Men hvis Peter Outsens ven Jens Hagen fra Holstebro sender linket, vil Peter Outsen lige se, hvad det er. For han ved, at Jens Hagen finder spændende artikler. Jens Hagen er min ven, og takket være Facebook bliver han min ambassadør over for sine venner.

Vinde-vinde situation
Det er en endda en vinde-vinde situation. For jo flere interessante artikler, Jens kan pege ud for sine venner, jo mere holder de af ham. Jeg hjælper Jens. Jens hjælper mig, og det kræver bare et enkelt klik.
Der er faktisk masser af mennesker på Facebook og Twitter, som har en stor læserskare alene i kraft af de spændende links, de finder frem. Følger man de rigtige på Twitter, får man nyheder fra hele verden hurtigere end på de store netaviser. Massakren på Utøya læste jeg om på Twitter, inden de kom frem på norsk tv. På Twitter så jeg det ikke fra et vidne, men fra en ven til en til en ven til en ven til en ven, der selv var der. Det tager under et minut at sprede breaking news til millioner af mennesker.

Kommunikationsfiduser hjælper hinanden
For nylig skrev jeg et indlæg på Trine Elkjærs blog om kommuners digitale kommunikation. Det var en anden dimension af vind-vind.
Lad os nu lege, at indlægget var godt. Så giver det i sig selv værdi for Trines blog. Og det giver bloggen status, at jeg vil skrive på den. Selv om jeg bare er mig, er jeg trods alt en kommunikationsfidus. Når Trine kan få mig til at skrive for sig, må hun have en vis betydning.
Omvendt giver det også mig status, at Trine inviterer mig til at skrive på bloggen. Hun er ganske vist bare Trine, men hun er jo også en kommunikationsfidus, som endda har en blog om noget af det nye.
Jeg linker til artiklen. Trine linker til den. Det giver trafik på Trines blog og drypper med lidt opmærksomhed på min blog. Nogle af Trines venner får øje på mig og vil måske kigge forbi min blog en anden gang.

Princippet møder virkeligheden
Jo flere steder, mine udgydelser er omtalt, jo mere bliver de spredt, og jo højere kommer de op på Google, når folk søger på de emner, jeg skriver om.
Det er princippet.
Virkeligheden er, at hvert indlæg læses af 30-50 personer. Det kan jeg sagtens ændre. Jeg kan sætte et billede på af en bar røv eller skrive Amalies bryster i overskriften. Så bliver det spredt med lynets hast.
Men det er okay. Jeg samler på gode læsere som dig, og du interesserer dig jo ikke for ligegyldigheder. Men for at teste effekten af et godt billede, har jeg udstyret artiklen med ét. Det har ganske vist intet med indholdet at gøre. Men det er godt. Send endelig videre.

Google finder det hele

To ægtepar i Sønderjylland er begyndt at spille bridge og mangler et sæt meldekasser. Det koster 350 kr., så det er værd at undersøge, om man kan få det billigere et eller andet sted. En af de kortglade sætter sig til computeren og skriver meldekasse i Googlefeltet.
Så dukker en artikel op fra min blog, skrevet den 9. januar 2008. Her fortæller jeg begejstret, at jeg har vundet et sæt meldekasser i en quiz på bridgeforbundets hjemmeside. Det fremgår af artiklen, at jeg har et sæt i forvejen, som jeg faktisk aldrig bruger.
Aha, tænker vor googlende bridgespiller. Han finder mit telefonnummer på nettet, og så har jeg pludselig en venlig sønderjyde i røret. Han spørger, om jeg vil sælge et af mine to sæt meldekasser. Det er ikke lige det, man forventer, når telefonen ringer en fredelig onsdag formiddag i vinterferien.
Nu er det så aftalt. Han får tilsendt min præmie og overfører 150 kr. til min konto. Han bliver glad for at gøre et godt køb. Jeg bliver glad for at få 150 kr. og for at gøre andre mennesker glade.
Det hedder vist vind-vind, og det kan vi takke Google for. Jeg synes stadig, det er lidt surrealistisk, at den sønderjyske bridgespillers ønske om billige meldekasser sådan rent elektronisk kan kobles til mig oppe i Frederikshavn på grund af et lille muntert indlæg på min blog.
Jeg har hørt, at man kan tjene penge på sin blog. Det er hermed bevist - helt uden bannere og andre finurligheder.

PS. Modtageren ringede i dag og meddelte, at 1 af meldekasserne var defekt, så han vil ikke betale for min præmie. Men alligevel!