Stærkt gået af 27 lande

Dette kunstværk i EUs hovedkvarter

illustrerer samarbejdets høje mål.

Gårsdagens store EU-forlig er sommerens helt store positive nyhed.
Det viser, at de 27 lande i EU formår at arbejde sammen og trække i samme retning, når det virkelig gælder.
De fleste af os er skeptiske over for EU med det store bureaukrati og ikke mindst komedien med, at EU-Parlamentet holder flyttedag året rundt mellem to mødesteder. Men aftalen viser, at EU først og fremmest er 27 lande, som gerne vil hjælpe hinanden. Aftalen blev ikke indgået mellem nogle bureaukrater i Bruxelles. Den blev indgået mellem de 27 landes regeringschefer.

Vinderen får det til at lykkes
På fem dage havde de fået nogle få timers søvn, og det lykkedes dem at indgå et kompromis, som alle kunne se sig selv i.
Vinderen i sådan et spil er ikke den, der får de fleste af sine ønsker opfyldt. Vinderen er den, der bidrager til at få tingene til at lykkes.
På trods af store forskelle bakkede alle 27 op om idéen om at oprette en fælles europæisk genopretningsfond, der yder meget store tilskud og lån til de lande, der er hårdest ramt af COVID-19. Danmark kommer til at betale mere til EU, men det er alligevel en rigtig god aftale for os. Vi har en åben økonomi og er dybt afhængig af samhandel med andre.

Sammenbrud er skidt for alle
Et økonomisk sammenbrud i Italien, Spanien eller Grækenland, vil få Euroen og den europæiske samhandel til at vakle, og det vil være meget dyrt for Danmark. Derfor er det af helt egoistiske grunde godt for os at bidrage til at hjælpe de hårdest ramte lande gennem coronakrisen.

Hårdt arbejde giver indflydelse
At historien så oven i købet er et lille lærestykke i demokrati, gør den ikke dårligere. EU-modstandere ynder at underholde med, at Danmark som ét lille land ikke har reel indflydelse. I EU skal Tyskland og Frankrig blive enige - så er flertallet hjemme og de andre må bøje sig.

Sådan gik det ikke denne gang. Danmark var med i en sparebande, som ville reducere EUs budget, og som ville give flest muligt af pengene fra hjælpefonden som lån. Mette Frederiksen og hendes sparekolleger holdt hårdt på deres, og det lykkedes dem at ændre både budget og fordelingen mellem lån og tilskud. Alt blev ikke, som Danmark havde ønsket, men konstruktionen blev ændret en del i den retning, vores udsendte kæmpede for.

Det er en af de oversete pointer ved demokrati. Har man gode argumenter og arbejder man hårdt, kan man opnå resultater, selv om man ikke sidder på flertallet. Det kender vi heldigvis også fra Christiansborg og fra kommunerne.

Og fra vores arbejdsplads. Det duer ikke, hvis chefen bare får ret.

Kan du tælle til 90?

Regeringen kan ikke vedtage love.

Uanset, hvor længe en regering har forhandlet med sig selv, hvor enig den fremstår og hvor mange sider, den har skrevet i sit regeringsgrundlag, skal den samle flertal i Folketinget for at få noget gennemført.

Det er banalt. Det er vores demokrati i en nøddeskal.

Fine videoer

Men det virker som om, den nuværende og den forrige regering ikke helt har forstået det. Siden sidste valg er der vedtaget to finanslove plus en række mindre love, som hele Folketinget har stemt for.

Men der er ikke gennemført reformer, selv om statsministeren har talt varmt og inderligt om behovet og har fået lavet fine videoer, der anskueliggør hans synspunkter.

Den smalle Venstreregering kunne ikke få gennemført sin politik, fordi der ikke var flertal for den i Folketinget.

Så dannede Løkke en ny regering. Den kan heller ikke få gennemført sin politik, fordi der ikke er flertal for den i Folketinget.

Skaf et flertal

Jamen, så må man forhandle. Så må man give sig lidt og nogle gange meget for at skaffe et flertal. Det, man så gennemfører, er ikke det, der står i regeringsgrundlaget. Det er det, man kan skaffe flertal for.

Sådan var det for Helle Thorning-Schmidt, for Anders Fogh, for Poul Nyrup, for Poul Schlüter, for Anker Jørgensen og for alle deres forgængere.

Og sådan bliver det for Mette Frederiksen, Kristian Jensen eller hvem der bliver den næste statsminister.

Det er et arbejde

Det er ikke løftebrud at forhandle sig frem til et flertal for noget, der ikke er helt efter partibogen. Det er demokrati på dansk.

Og det er et arbejde. Det er en indsats, der skal gøres. Hvis ikke regeringen kan eller vil det, må den vige pladsen for nogen, der er i stand til at regere Danmark.

Trump mod eliten

Landets tusindvis af USA-eksperter er enige om, at Trump vandt præsidentposten, fordi han kunne sætte ord på den brede befolknings modstand mod eliten.
Og så bliver de enige med hinanden om, at den samme tendens slog igennem ved Brexit-afstemningen i Storbritannien og ved det seneste folketingsvalg i Danmark, i Sønderjylland.

De dårlige gamle dage
Konklusionen er, at nu må den politiske elite lære at lytte til folkets røst.
Den køber jeg ikke. Slet ikke.
Jeg er ikke enig med texanere, englændere og sønderjyder i, at nationerne skal lukke sig om sig selv. Jeg er ikke enig i, at vi kan bringe USA, England eller Danmark tilbage til gamle dage, hvor vi ikke var afhængige af resten af Verden.

Mure skaber mistillid - ikke frihed
Og jeg er helt uenig i, at det vigtigste for vores samfund er at forhindre folk fra andre lande i at flytte hertil.
Mure skaber hverken velstand, lykke eller frihed. De skaber mistillid og frygt.
Folk, der higer efter magten, må have højere mål end at tale et tavst flertal efter munden. De må sige deres mening og præge samfundet i den retning, som skaber en bedre verden for os alle.
Den udskældte elite må holde fast i sine politiske mål, drømme og visioner. Ellers har vi ikke brug for den.

Tal til - og med - vælgerne
I disse år er de gamle partier i defensiven overalt på kloden. Det må ikke forlede dem til at tilpasse deres holdninger til folkestemningen.
Svaret må være at tale i et sprog, som appellerer til flere vælgere. Her kan de lære noget af Barack Obama. Der skal flere drømme på bordet. Der skal flere følelser og mere varme. De skal tale mere ud fra folks hverdag, og de skal oversætte drømmene med letforståelige, konkrete forslag.
Det er ikke plat eller populistisk. At tale til og med vælgerne på en måde, som tager dem alvorligt - det er seriøst.

Hav hjertet med
Slut med de tekniske forklaringer og udredninger. Lad eksperter og embedsmænd om dem. Politikerne skal drømme højt og have hjertet med - og det skal vi som vælgere opleve og mærke.
Hvis politikerne evner det, er det helt overflødigt at skælde ud på muslimer, EU og globaliseringen. Det er på tide, at vi vælgere hører en positiv historie om det gode samfund, politikerne vil bygge sammen med os.

Jeg har taget helt fejl

Her på bloggen skriver jeg undertiden politiske spådomme. Jeg har forudset flere ministres fald og SFs farvel til den forrige regering.
Men den politiske udvikling, som pågår i disse måneder her og der, kommer bag på mig. Jeg tog fejl, da jeg for flere måneder siden bagatelliserede krisen i blå blok som en slags teatertorden. Jeg troede, regeringen ville lave en aftale med de blå partier eller med de radikale og Socialdemokratiet. Så kunne Liberal Alliance stå der og hyle.

Enhedslisten
Situationen var helt parallel til et forløb under den tidligere regering, som indgik et skatteforlig med de borgerlige, selv om den næsten havde en færdig aftale med Enhedslisten. Johanne Schmidt-Nielsen blev rasende men væltede naturligvis ikke regeringen. Enhedslisten vendte senere tilbage og indgik flere store aftaler med regeringen.
Men sådan spiller klaveret ikke hos Liberal Alliance. Samuelsen kortslutter al almindelig Christiansborg-logik med én mærkesag, som 80 pct. af befolkningen er modstander af. Han insisterer på at vælte regeringen, hvis ikke han får sin vilje. Hvis regeringen går af, skal Liberal Alliance bagefter pege på en regeringsleder. Spændende, hvem det måtte blive :-)

En dårlig joke
Jeg tog også grueligt fejl sammen med alle andre, der betragtede Donald Trump som en joke. Nu er der en reel risiko for, at han bliver præsident i USA.
Jeg ser måbende til i en valgkamp, hvor kandidaterne oplever fremgang hver gang, de sværter modstanderne til. Jeg kan ikke få ind i min lille knop, at et oplyst folk kan stemme på en mand, hvis politik for 80 procents vedkommende består i at kritisere folk. De 20 procent er så initiativer, der vender sig imod muslimer og mexicanere.

Løsninger har ingen interesse
Og vi ser desværre lignende tendenser rundt omkring i Europa og i resten af verden. De populære politikere er ikke dem, der skaber løsninger. Det er dem, der kan sviner fremmede til.
Det må stoppe på et tidspunkt. Det vil jeg have ret i.

Fup eller fup i EU-debatten

Storbritanniens afstemning om EU i dag er lige så spændende som landenes næste kampe ved EM i fodbold: England - Island og Wales - Nordirland.
Plat sammenligning - jaja. Men jeg er sikker på, at rigtig mange mennesker på den vesteuropæiske ø mener, at fodbold har lige så stor betydning for dem som EU. Det kan de godt have ret i.

Vildt overdrevet
Jeg mener, at følgerne af EU-afstemningen er vildt overdrevne.
Både ja- og nejsiden bruger samme argumenter, som vi hører til hudløshed i diverse danske EU-afstemninger. Jeg mener, det er fup og fup.
Det er fup, når EU-tilhængerne forklarer, at et nej er skæbnesvangert for landets økonomi. De britiske virksomheder kan fortsat handle med resten af Verden, formentlig på nogenlunde samme betingelser som i dag.
Og det er fup, når modstanderne hævder, at et nej til EU giver briterne større indflydelse på deres egen politik. De har indflydelse på egne forhold, men verden hænger nu engang sammen i dag, og det kan man ikke afskaffe ved en folkeafstemning. Landene er afhængige af hinanden, og der er beslutninger, vi er nødt til at træffe i fællesskab. Hvis briterne stemmer nej, bestemmer vi andre noget alligevel, og det bliver briterne sikkert nødt til at indrette sig efter.

Behov for samarbejde
EU er ikke svaret på alle Europas problemer. Og EU er en stor og klodset organisation med for meget bureaukrati og uigennemsigtige beslutningsprocesser. EU har også blandet sig i noget, som landene selv kunne klare.
Det må Danmark og de øvrige medlemslande gøre noget ved. Det lykkes måske - men sandsynligvis ikke ret godt. Men det fjerner ikke behovet for samarbejde, og det er et vilkår, at demokrati er besværligt og tager lang tid. Hvis ikke, vi havde EU, havde vi noget andet, der var for tungt og for ufleksibelt.

Handel, politik og livet går videre
Den globale landsby eksisterer også i morgen, uanset hvad briterne stemmer. Det betyder, at samhandlen går videre og at de grænseoverskridende problemer fortsat eksisterer.
Livet går videre i Storbritannien og i resten af Europa på nogenlunde samme vis som i dag. Ja eller nej er ikke en katastrofe på nogen sider af den engelske kanal.
Det er langt værre, hvis Island vinder på mandag:-)

Unge og ældre spreder energi på Folkemødet

Engageret samtale tidligt søndag morgen i Tankegangs telt

Vi har fået inspiration
til øget politisk aktivisme

Sådan skrev et pensioneret ægtepar fra Aarhus på en af de organge lapper i Tankegangs telt, da vi søndag formiddag holdt hyggesnak og evaluering af Folkemødet.

Farvel til radikal topstyring
Jeg fik en fin snak med dem. Parret har været medlem af de radikale i en årrække, men meldte sig ud i skuffelse over topstyring og er nu blevet aktive i Alternativet. Her føler de, at alle lytter til hinanden, og at man som medlem kan få reel indflydelse.
Bagefter faldt de i snak med fire sociologistuderende fra København om politik, partier, demokrati og klima.
Netop de unge og de ældre var rigt repræsenteret på Folkemødet. Alle os midt imellem er de professionelle. Os, der har en stand eller kommer for at dyrke vores netværk. Men folket på folkemødet - det er mest unge og pensionister eller efterlønnere.
Det skal vi ikke beklage os over. Tværtimod. Det er direkte opløftende for alle med interesse for det, vi kalder samfundsforhold.

Unge visioner og drømme
De unge skal tegne fremtiden, og det er skønt, at de går til opgaven med visioner og drømme og et enormt engagement. Min fornemmelse er, at især de helt store spørgsmål fanger interessen: Klima, miljø, sult og fattigdom, menneskerettigheder og krige ude i Verden.

Ældre vil i dialog
De ældre er meget vigtige for vores demokrati. De er kloge og kan trække tråde tilbage til situationer, de selv har oplevet som unge eller midaldrende. De kan skille skæg og snot. De kan sagtens gennemskue, at Clement Kjærsgaards spørgeteknik og antallet af kampfly ikke er det, der er vigtigt. Og de er - som ægteparret fra Aarhus - meget interesserede i en dialog med de unge.

Partiernes organisatoriske kedsommelighed
Jeg hører til dem, der er bekymret over partiernes faldende medlemstal og deres organisatoriske kedsommelighed. Det er jo partierne, der udpeger vores politikere, og spørgsmålet er, om de er kvalificerede til det.

Væk fra Christiansborg
Derfor tager jeg glad fra Folkemødet og konstaterer, at politikerne og partierne bliver en mindre og mindre del af vores demokrati. De folkelige bevægelser og tusinder af engagerede mennesker spiller en større og større rolle. De spændende politiske debatter, som flytter noget, foregår mindre og mindre på Christiansborg og i byrådssalene og mere og mere der, hvor vi borgere befinder os.

Kig forbi i dit demokrati

Frederikshavn Byråd i arbejdstøjet.

Hvis du er ramt af politikerlede, er her en nem og lærerig kur: Tag til byrådsmøde.
Så vil du næsten med garanti opleve seriøst arbejdende folk, der taler pænt til hinanden og tager deres ansvar for lokalsamfundets største virksomhed - kommunen - meget alvorligt.

Enorme beløb svirrede i luften
I forrige uge var jeg til byrådsmøde i Frederikshavn. Et kort et af slagsen, der var overstået på 39 minutter. Det var en fin oplevelse.
Der var 12 sager på den åbne dagsorden og alle blev enstemmigt godkendt eller vedtaget uden afstemning. Det lyder lidt kedeligt, men sådan er det tit i kommunalbestyrelserne. Her gælder det om at finde fælles løsninger - ikke om at markere sig på uenighed og lede efter modstandernes svagheder.
Der var således intet drama, men der svirrede enorme beløb i luften.
Byrådet godkendte et anlægsregnskab for Frederikshavns nye skole, Nordstjerneskolen. Budgettet lød på 200 mio. kr., og det holdt. Der var et mindreforbrug på 13.000 kr. Samme dag havde borgmesteren været til underskrivelse af en kontrakt på 600 mio. kr. til udvidelse af Frederikshavn Havn.
Byrådet godkendte også et byggeregnskab fra Boligeforeningen Vesterport, der har opført 84 nye boliger til en samlet pris på 143 mio. kr.

Garanti til Forsyningen
Og så var der en garanti til Frederikshavn Forsyning. Selskabet må låne op til 252 mio. kr., men skal dog kun hente ca 70 mio. kr. Kommunens garanti betyder lavere renter, og det giver også en indtægt til kommunekassen. Forsyningen skal betale kommunen 0,75 % om året af det beløb den låner inden for garantien.
Senere fulgte godkendelse af en revisionsrapport for kommunens årsregnskab for 2014. Gab! Og dog.
I starten af 2014 kom det nemlig frem, at kommunens økonomi var helt til rotterne, og Indenrigsministeriet var ved at overtage styringen. Oven i kom en meget alvorlig sag om brug af penge fra en byggekredit til at dække kommunens løbende drift. Frederikshavn Kommune var i alle landets medier og måtte sætte en meget skrap spareplan i værk.
Derfor var det skønt for byrådet at læse, at der nu er styr på økonomien, og at revisionen ikke har nogen kritiske bemærkninger. Flot arbejde af Frederikshavn Byråd, som også benyttede anledningen til at rose sig selv på forskellig måde.

Der er plads til flere
Til slut var der en fin lille debat om kommunens byggesagsbehandling. Den blev rejst af et byrådsmedlem fra Venstre, som fik et meget grundigt og imødekommende svar fra borgmester Birgit Hansen (S).
Jeg var 1 af 2 civile tilhørere, så der er plads til andre. Også i din kommune. Benyt anledningen til at få en lille sludder med nogle af politikerne. Det er flinke folk, og de bliver så glade, når borgerne interesserer sig for deres arbejde.

Hov, hvor kom det lige fra?

Hov, hvor kom det lige fra, at uddannelsesinstitutionerne skal spare milliarder af kroner i en tid, hvor alle er enige om, at uddannelse er helt centralt for Danmark?
I de seneste år har de højere læreanstalter sparet 2 pct på deres budgetter - og har i princippet fået pengene igen til at oprette nye studiepladser. Nu bliver de mødt af rene sparekrav med en hilsen fra ministeren om, at de er kornfede.
Hov, hvor kom det lige fra, at der skal spares på miljøet, at Danmarks klima-ambitioner skal sænkes, og at vi skal fyre kul af i flere år end hidtil planlagt?
Hov, hvor kom det lige fra, at folk, der har fået besked om, at de er blevet danske statsborgere nu skal have deres sag behandlet på ny?
Hov, hvor kom det lige fra, at kommunerne skal igennem nye sparerunder og aflevere en del af pengene til staten?
Det havde vi altsammen ikke hørt noget om i valgkampen.
Der havde vi kun hørt, at vi skal have så få flygtninge som muligt, og at håndværkerfradraget skal genindføres.

Hvor peger fingeren hen?
Hvor kommer det så fra?
Det kommer fra vælgerne. Et flertal af dem stemte på de partier, der vil have Venstre til at lede landet. Det har de nu fået, og så forsøger Venstre at gennemføre sin politik. Det hedder demokrati.
Du er ikke blevet snydt. Du har fået det, du har stemt for. Vil du have noget andet, må du stemme på nogle andre.
Husk det, når du ved næste valgkamp hører en politisk banalytiker fortælle dig, at det hele handler om partiledernes troværdighed og personlige gennemslagskraft. Det passer ikke. Du stemmer på en politisk linje. Og din afgørelse har konsekvenser op til fire år frem i tiden.

Indfør demokrati i Storbritannien

De konservative blev en klar vinder af det britiske valg, og derfor er David Cameron den rigtige premierminister. Ingen tvivl om det.
Men valget har endnu engang udstillet det oldbritiske demokrati, som bare ikke hører hjemme i dette århundrede. De konservative fik en tredjedel af stemmerne, men mere end halvdelen af pladserne i parlamentet. Hvis Cameron ellers kan få sine partifæller til at makke ret, kan han regere landet uden at tage spor hensyn til to tredjedele af vælgerne. Det er udemokratisk.

Winner takes it all
Storbritannien vælger stadig efter det dårlige gamle princip "the winner takes it all". Der vælges én kandidat i hver kreds - de øvrige stemmer er spildt. Systemet favoriserer de store partier, og de er derfor ikke interesserede i at ændre det.
I Danmark har vi løst det med tillægsmandater. Det betyder, at et parti, der får en tredjedel af stemmerne også ret nøjagtigt får en tredjedel af pladserne i Folketinget.

Snakkeklub for snobber
I Storbritannien har de også et såkaldt Overhus, House of Lords. Det består af bisper, adelige og fine folk udpeget af dronningen eller premierministeren. Overhuset kan ikke vedtage eller forkaste love men kan forhale lovgivning. Desuden fungerer den fortidige institution fortsat som øverste appelinstans i visse retssager.
Det er ikke noget demokratisk problem, at der er sådan en ekstra snakkeklub for snobber. Det bidrager til underholdningen, lige som diverse kongehuse. Det har vi brug for i lande med meget regnvejr.
Men valgsystemet bør de lave om, inden der opstår en decideret skævert. Hvad sker der, hvis de konservative næste gang får en tredjedel af stemmerne igen, men kun en femtedel af pladserne i det såkaldte Underhus? Er det så bare demokratiets vilkår.
Hvad sker der, hvis to partier med i alt 30 pct. af stemmerne, får flertal i parlamentet, mens to andre partier med 40 pct kun får 25 pct af pladserne? Kan briterne leve med, at blå blok får flest stemmer og færrest mandater - eller omvendt?

Romantik
Det kan godt være, at briterne og Cameron er konservative. Men for mig er der ikke noget romantik i at bevare et forkert system, bare fordi det er en tradition. Det er bare dumt, og det er et levn fra en tid, hvor kongen havde reel magt. Det er selv briterne gået fra.

Mindretallets demokrati

En dygtig lille forening, der hedder Ansvarlig Fremtid, har fuldt lovligt og helt åbent sikret sig stor indflydelse på danske pensionskassers investeringer for milliarder af kroner.
Foreningen har lavet et konkret forslag, som pensionskassernes medlemmer kan fremsætte på den årlige generalforsamling. Forslaget opfordrer selskabets bestyrelse til at afvikle investeringer i kulselskaber over tre år og til aktivt at påvirke olie- og gasselskaber til en omstilling til vedvarende energikilder.
Bestyrelserne er imod, men indtil videre er det lykkedes at få forslaget vedtaget tre steder. I Arkitekternes Pensionskasse var der ifølge DR 25 deltagere og 40 stemmeberettigede, og forslaget blev vedtaget med simpelt flertal.

Demokratisk problem - lige pludselig
Formanden har så påpeget, at det er meget spinkelt grundlag, når foreningen har flere tusinde medlemmer, at 25 stemmer på en generalforsamling kan afgøre sagen.
Jeg har hørt lignende udtalelser fra en direktør i brancheforeningen.
Sjovt, at den kritik lige skulle komme fra dem, der i årevis har fået deres poster og indflydelse ved valg på generalforsamlinger, hvor næsten ingen medlemmer mødte frem. Det har de aldrig problematiseret. Men når en afgørelse på en generalforsamling går dem imod, er der pludselig demokratisk underskud.
Det er et reelt problem i enhver forening, at så få medlemmer er aktive. Og det er endnu en opgave til den hårdtarbejdende bestyrelse. Den må gøre noget for at engagere folk. Lokale banker giver en middag og vist også gaver til deres generalforsamlinger, som nogle steder er meget populære. Skagen Bryghus disker op med masser af vareprøver, og det er ifølge kilder, der kan huske noget, en rigtig sjov dag.

Reel dialog
Det er næppe opskriften alle steder, og slet ikke, hvis man har med menneskers pensionsordninger at gøre. Måske er det ikke et mål at få flest muligt med til generalforsamlingen, men en reel dialog eller debat blandt medlemmerne kunne være fedt for enhver forening.
Også af den grund burde de lidt fornærmede bestyrelsesmedlemmer takke Ansvarlig Fremtid for engagementet i pensionskassernes generalforsamlinger. Det er i hvert fald første gang, jeg som aktiv mediebruger har hørt noget fra den kant. Og det er rigtigt set, at vi ikke kun stemmer til folketingsvalget, men også træffer passive politiske beslutninger gennem vores pensionsordninger og mange andre harmløse aktiviteter.

Ytringsfrihedens helte

Ytringsfrihedens helte er for mig først og fremmest dem, der har noget på hjerte.
I den store verden er det kinesere, russere, cubanere, yemenitter og andre indbyggere i lande med ingen eller begrænset ytringsfrihed, som formidler viden og holdninger med fare for at blive sat i fængsel eller myrdet.

Gør vores demokrati bedre
I Danmark er heltene alle dem, der skriver læserbreve, blogs og andre indlæg, hvor de gør os andre klogere. Det er foredragsholdere og kloge folk, der stiller op i radio og tv for at sprede deres viden til os andre. Deres heltegerning er at gøre vores demokrati bedre og mere nuanceret.
Her taler vi om tusindvis af mennesker. De risikerer ikke liv og førlighed og kan ikke blive smidt i kachotten for at udtale sig. Men uden omkostninger er det ikke. Rigtig mange oplever at få hademails, ubehagelige breve eller ondsindede Facebook-kommentarer, når de ytrer sig. Det er desværre en omkostning ved at bruge sin ytringsfrihed.

De skingre stemmer
I den offentlige debat er det ofte de mest skingre stemmer, der bliver hyldet som ytringsfrihedens helte. Det er deres ret til at ytre sig, der bliver fremhævet. For tiden er det en svensk maler, og den sag er vigtig. Det er direkte bizart, at den svenske stat sætter manden i fængsel for nogle billeder, han har malet, og at den bestemmer, at værkerne skal ødelægges. Det må vi protestere imod, alene af den grund, at det ikke må ske i vores demokrati.
Jeg har ikke set de famøse malerier, og jeg gider sådan set heller ikke beskæftige mig med dem. Jeg opfatter dem som en provokation, som har til formål at fremtvinge en debat om indvandring og ytringsfrihed i Sverige.
Det har jeg intet imod, og jeg bebrejder heller ingen danskere, som bidrager til debatten.

Meget mere end provokation og hån
Men jeg har det lidt skidt med, at ytringsfrihed altid skal forbindes med retten til at provokere, håne og udfordre grænser. Det er ytringsfrihed også, men det er så meget mere.
Ytringsfrihed er vores allesammens ret til at sige vores mening. Offentligt. Om hvad som helst. Ikke kun om indvandrere og flygtninge. Men også om kunst, sex, sport, økonomi, familie, venskab, børnepasning, hundetræning, løbesko, filosofi, pottemageri, geocaching og alt muligt andet.

Retten til at bidrage
Ytringsfrihed er ikke kun retten til at brokke sig og hænge andre ud som idioter. Det er endnu mere retten til at bidrage positivt til en debat eller til at udvikle et område eller en idé.
Alle, der gør det, er ytringsfrihedens helte.

Har Sverige demokrati?

Langt de fleste vælgere i Sverige stemmer uden at vide, hvem de kan stemme på. Det gør to danske forskere opmærksom på i denne artikel fra Politiken http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE907822/hvor-demokratisk-er-sverige/

De svenske partier skal selv sørge for at dele stemmesedler ud med deres kandidaters navne på alle valgsteder. Og de partier, der ikke sidder i Rigsdagen i forvejen, skal selv betale for at trykke alle stemmesedlerne.

Det er to væsentlige forhold, som alt i alt ville betyde, at valgobservatører fra OSCE næppe ville godkende det svenske valg som retfærdigt.

Spærregrænse
Dertil kommer den svenske spærregrænse på 4 pct. Den ramte i går et af de nye partier, som opnåede 3,1 pct. af stemmerne. I Danmark ville de have fået 5 medlemmer i Folketinget. I Sverige får de 0.

Er det demokrati? Nja. Det er bedre end i Tyskland, hvor man skal have 5 pct. og i Tyrkiet, hvor man skal helt op på 10 pct. for at få sine folk i parlamentet.

I Finland og Holland er der ingen spærregrænse.

Valgobservatører, kom endelig
Af artiklen fremgår det, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har anbefalet at sende valgobservatører til Sverige for at bedømme valget. Glimrende idé.

De skulle også tage til Danmark. Vi bør tåle, at vores valghandling bliver kigget kritisk efter i sømmene af uvildige internationale eksperter. Det vil også øge troværdigheden af OSCEs kritik af valg i andre lande.

20.000 gennemdokumenterede underskrifter
Og når de er i Danmark, kan de passende se på reglerne for at få godkendt nye partier til et folketingsvalg. Det kræver 20.000 vælgereklæringer, og kravene til dokumentation af underskrifternes rigtighed er strammet så voldsomt, at det kræver en kæmpe organisation og tusindvis af timers arbejde at få lov at stille op.

De etablerede partier skal ikke igennem den mølle. De får til gengæld millioner af kroner i støtte fra staten til deres politiske arbejde. Jo flere stemmer ved det seneste folketingsvalg - jo flere penge.

Er det demokratisk? Muligvis, men det er et reelt problem for vores demokrati.

Demokrati i resten af Verden
Som de fleste andre danskere er jeg stolt af vores demokrati. Og jeg ønsker den styreform udbredt til hele Verden. Det er vigtigt, at vi i Norden yder en indsats for at hjælpe andre lande med at afvikle retfærdige valg. Det er jeg også stolt af.

Derfor har vi en særlig forpligtelse til at feje for egen dør og sørge for, at vores eget system er så godt som muligt. Det er ikke tilfældet i Sverige -  og på nogle punkter heller ikke i Danmark.

Vi er overhovedet ikke i nærheden af at være udemokratiske, men derfor kan der stadig være plads til forbedringer. Dem skal vi gennemføre. Det vil være godt for demokratiet.

Tag den ikke på putinen

Putin er den onde.
Demonstranterne og hende med fletningen er de gode.

Sådan tror jeg, de fleste danskere har reageret på urolighederne i Ukraine. Jeg har også selv gjort det i det første lange stykke tid. For jeg kan virkelig hidse mig op over ham Putin.

Men nu er der kommet nogle nuancer på, så vi kan ikke bare køre den på automatpiloten.
Som i alle andre konflikter er de onde ikke kun onde, og de gode er bestemt ikke altid kun gode.

Regeringen har ingen legitimitet
Hvis vi først tager det helt grundlæggende - så er demokratiet sat ud af kraft i Ukraine. Den regering, der sidder nu, har ingen legitimitet. Den bør ikke beslutte noget som helst af betydning. Der skal vælges et nyt parlament, så hurtigt som muligt + en ny præsident og regering. Det kan kun gå for langsomt med det valg, og den vigtigste opgave for EU og Rusland må være at hjælpe med at få organiseret det valg, så det bliver fredeligt og retfærdigt.

Den nye regering foreslog at forbyde russisk som officielt sprog i de egne af landet, hvor der bor flest russere. Det er simpelthen et overgreb mod de mennesker. Så tager man friheden fra dem og udelukker dem fra demokratiet. Det forstår jeg godt, at de reagerede meget kraftigt imod, og jeg forstår godt, at Rusland tog affære. Det var ikke bare dumt af regeringen. Det var en krigserklæring mod russerne - i Ukraine og Rusland.

Krim
Det lokale parlament i Krim er ved at organisere en folkeafstemning om halvøens løsrivelse fra Ukraine og indlemmelse i Rusland. Sådan en afstemning bør allerhøjst være vejledende. Den kan ikke gennemføres i en stat, der reelt ikke har nogen regering.

Det er ualmindeligt dumt, at sådan et lokalt parlament puster til konflikten, mens den er allervarmest. Og det er ekstra kritisk, fordi parlamentet kan beskyldes for at være styret direkte fra Kreml. Det er trods alt russerne, der kontrollerer Krim rent militært.

Stor sag for Rusland
Putins motiver kender jeg ikke. Jeg har ikke talt med ham, og han har udtalt sig meget sparsomt om konflikten. Så vi kan frit skyde ham alt muligt i skoene.

For en gangs skyld vil jeg tiltro ham det bedste - nemlig, at han gerne vil hjælpe de russere, der bor i Ukraine. Det er et ædelt motiv, og da vi taler om over en million mennesker, er det også en stor og vigtig sag for Rusland.

Putins sprog er magtens, så han har skyndt sig at sende soldater afsted. Heldigvis har der ikke været nogen krigshandlinger, og det må der heller ikke komme. Det kan ikke være i nogens interesse.

Nedton konflikten
Hvis Putin vil gøre noget godt for russerne i Ukraine, må han medvirke til at nedtone konflikten. Og han må bidrage aktivt til, at parlamentsvalget bliver gennemført på fredelig vis så hurtigt som muligt. Det er i alles interesse i Ukraine.

Hvis befolkningen i Krim og i andre dele af landet ønsker at blive en del af Rusland - så må de forhandle og stemme sig til det i samarbejde med en lovligt valg ukrainsk regering. Det må kunne lade sig gøre.

Det handler om Ukraine - ikke Rusland
EU skal hverken sende soldater til Ukraine eller lave konfliktoptrappende boykot af Rusland. Vi skal som de pæne, demokratiske lande hjælpe ukrainere og russere i Ukraine med at komme overens og få skik på deres land igen.

Vi skal fokusere på Ukraine, som er i dyb nød, både økonomisk og politisk. Det er sagen - ikke Putin. Han er bare en nød, og det han gør i Ukraine er såmænd ikke værre end det, han gør i Rusland. 

Demokratisk diktatur

Hvad er demokrati?
Svaret på det enkle spørgsmål viser sig igen at være uhyre kompliceret.
Lad os tage Zimbabwe og Egypten.  Har de demokrati?

Ordentligt valg i Egypten
De har begge haft demokratiske valg. I Egypten er alle vist enige om, at det gik helt rigtigt for sig. Det muslimske Broderskab fik flertal, og så gik præsidenten og hans folk i gang med at gøre Egypten til en islamisk stat. Det står Det muslimske Broderskab for, så det er vel i orden?
Nej, det er ej. For en del af et ordentligt demokrati er mindretalsbeskyttelse. Det duer ikke, at 51 % bestemmer 100 %. Så er det demokratisk diktatur, lige som i Rusland.

Hæren smadrer demokratiet
Er det så i orden, at hæren afsætter præsidenten, indsætter en midlertidig leder, laver ny forfatning og indkalder til nyvalg?
Nej, det er hamrende udemokratisk. Det er helt ødelæggende for demokratiet - og for Egypten. Der var en folkelig opstand i gang, og den skulle præsidenten have lyttet til og givet mindretallet indflydelse. Ville han ikke det, måtte egypterne vente et par år til næste valg, og så vælge en mere demokratisk præsident. Det tror jeg, de havde gjort, hvis ikke hæren havde blandet sig utidigt.

En korrupt olding
Hvad så med Zimbabwe. En korrupt olding har netop vundet præsidentvalget med 75 % af stemmerne. Robert Mugabe har på 30 år ruineret det rige land og beriget sig selv og sine nærmeste.
Er det ikke i orden, når tre fjerdedele af landets befolkning stemmer på ham?
Nej, det er ikke i orden at være korrupt og lede et land i ulykke. Men det er også helt udelukket, at valget er gået ærligt for sig. Intet sted i Verden vil 75 % af en fri og oplyst befolkning stemme på en 89-årig mand, der har spredt skræk omkring sig i et en generation. Selv ikke den mest populære amerikanske præsident er kommet i nærheden af 60 %.
I de gamle østlande holdt regeringerne tilsvarende valg. Her var der i flere tilfælde en stemmeprocent over 100, og de forbenede magthavere, der holdt et helt land i fattigdom, fik altid mere end 95 % af stemmerne.

Mugabe kan vedtage sig udødelig
Så Zimbabwe er ikke demokrati. Det er en diktaturstat, hvor præsidenten svindler med demokrtatiet for at klamre sig til magten. Robert Mugabe vil kunne vedtage en lov, der gør ham selv udødelig, og den vil blive godkendt af landets højesteret. Men han vil stadig dø en dag.
Skal han så ikke fjernes fra magten, pløkkes ned af amerikanske specialstyrker og afløses af en rigtig demokrat?
Nej. Det er ikke rigtigt at gøre. I alt fald ikke, hvis man hylder demokrtati som den rigtige styreform. Demokrati i Zimbabwe er ikke, at et andet land bestemmer. Det er besættelse.

Tid, hjælp og håb
Ikke alle problemer i denne verden kan løses med det samme. I Egypten skulle hæren have været mere tålmodig. Så kunne folket have valgt en anden leder.
I Zimbabwe har folket endnu ikke sådan en magt. Så må vi nok vente på, at Mugabe dør. Til den tid må vi hjælpe dem med at tilrettelægge et rigtigt demokratisk valg og så håbe, at de vælger en demokratisk ledelse i stedet for en ny diktator.

Mit folketingsmedlem

Hemmelighedsloven vakler :-)

Vores demokrati udfolder sig ikke blot hvert fjerde år, hvor vi får lov at stemme.
Det fik jeg et meget opmuntrende bevis for her til formiddag, da jeg hentede avisen oppe i røret. Her kunne jeg læse, at Bjarne Laustsen overvejer at stemme nej til ministrenes lukkelov, som 70.000 har protesteret imod.
Bjarne er min mand på Christiansborg - og 20.000 andres. Vi har stemt på ham, og jeg vil tro, at mange har gjort det, fordi de kender Bjarne. Han kender det halve Nordjylland, og han kan huske alle mennesker.

Kommentarer, spørgsmål og tip
Det forpligter at være 20.000 menneskers udsending, og jeg ved, at Bjarne får mange kommentarer, spørgsmål og tip fra vælgerne. Også fra mig.
Den her hemmelighedslov har jeg nævnt på bloggen, som Bjarne af og til læser, og forleden sendte jeg ham et link fra en artikel. Her stod, at et flertal af danskerne er imod den nye lov.
Så når Bjarne nu vakler og gerne vil have den kritiske paragraf om ministerbetjening taget op igen, er det blandt andet på grund af mine input.

Ikke en marionetdukke
Det er skønt, når demokratiet fungerer sådan, at man som vælger oplever at få indflydelse. Bare det fortsat er sådan, at vi som vælgere kommer med input, og at politikerne derefter stemmer efter deres overbevisning.
Bjarne er ikke marionetdukke for 20.000 vælgere. Han er en del af den socialdemokratiske folketingsgruppe, og han har pligt til at tage andre hensyn end baglandets påvirkning. Så hvis han ender med at stemme for Bødskovs lukkelov, så må jeg acceptere det.
Bare vi så får en god forklaring. Ikke oså, Bjarne?

Vi har da ytringsfrihed, ik?

Vi har da demokrati og ytringsfrihed her i Vesteuropa, ik? I Mellemøsten og Afrika hersker diktatur og censur, men her hos os bestemmer befolkningen og kan frit ytre sig.
Jo, det er nogenlunde sådan, det er, men der er et par ting, vi godt kan diskutere.
Er det rigtigt demokrati, når englænderne vælger en kandidat i hver valgkreds? I praksis kan det give absolut flertal i parlamentet til et parti, som på landsplan har fået en tredjedel af stemmerne.
Er det demokrati, når et parti skal opnå fem pct. af stemmerne for at blive valgt til Forbundsdagen i Tyskland?
Er det demokrati, når ingen love i Danmark kan træde i kraft, før dronningen har skrevet under på dem?
Er det demokrati, når den franske forfatning giver en kæmpe magt til præsidenten - på samme måde som i Rusland og USA?
Ja, det er demokrati for de lande, som har valgt den løsning. Men det er til stadighed en diskussion værd.
På samme måde med ytringsfriheden. Enhver har ret til at ytre sig under ansvar for lovgivningen. Sådan er det i praksis i Vesteuropa, og der er meget få eksempler på det modsatte. Men ytringsfriheden har en fætter, der hedder pressefrihed, og så er vi straks inde i en gråzone. Tag nu Italien. Enhver har ret til at starte en tv-station, en avis eller en hjemmeside, hvor vedkommende får sine synspunkter frem. Fint nok.
Men den væsentligste informationskilde for italienerne er tv-stationerne. Alle de største af dem er i praksis kontrolleret af landets ministerpræsident, og han blander sig aktivt i deres dispositioner. Han bruger simpelthen medierne til at fastholde sin magt.
Set med danske briller er det uhyrligt, og man kan sagtens diskutere, om Italien reelt er et demokrati, når Berlusconi på den måde kontrollerer pressen.
I Frankrig er det knap så slemt. Men det er slemt. De væsentligste franske medier ejes af rigmænd, som er præsident Sarkozys nære venner. Der er desværre mange eksempler på journalister, som er blevet fyret eller degraderet på grund af kritiske artikler eller indslag om præsidenten.
Senest har Sarkozy forsøgt at forhindre en lettere venstreorienteret fond i at investere i den uafhængige avis Le Monde, som er i økonomiske vanskeligheder. Præsidenten indkaldte chefredaktøren til et møde, hvor han tilsyneladende antydede, at et statstilskud til modernisering af avisens trykkeri var i fare, hvis den medarbejder-ejede avis valgte de forkerte investorer.
Rigtig mange franskmænd griner af præsidenten, så det lykkes nok ikke Sarkozy at køre Frankrig ud på et sidespor, lige som Berlusconi er i gang med for Italiens vedkommende.
Men historierne minder os om, at demokrati og ytringsfrihed ikke er naturlove. Vi skal blive ved med at diskutere og udvikle demokratiet og det frie ord. Her er mit lille bidrag.

Jeg - en knap så frejdig kryster

Kæmp for alt, hvad du har kært
Dø om så det gælder.

Sådan synger vi altid frejdigt i en populær salme, og jeg har tit sunget med.
Begivenhederne for de danske soldater i Afghanistan har fået mig til at tænke over ordene, og jeg har erkendt, at jeg ikke kan stå inde for dem.
Jeg ønsker ikke at dø for en større sag, og jeg vil ikke pålægge andre at gøre det på mine vegne.
Kald mig kryster, kylling eller endda forræder. Det ændrer ikke ved, at jeg har det sådan. Jeg forsøger ikke at overbevise dig om, at du skal mene som mig, og den modsatte holdning af min anser jeg ikke for at være forkert.
Hvis nogle røde, gule eller grønne onde mennesker tager magten i Danmark og afskaffer demokrati og ytringsfrihed, så vil det være en katastrofe.
Men jeg vil heller ikke kaste bomber imod dem eller skyde nogen af dem.
Jeg vil ikke kaste mig ud i en modstand, som kan koste mig selv eller mine kære livet. Jeg vil flygte, dukke mig, gemme mig eller gøre noget andet for at redde mit eget liv.
Hvad har det med Afghanistan at gøre?
For mig er sammenhængen helt klar. Når folk af et godt hjerte opfordrer os til at støtte vores soldater, så kan jeg kun bidrage med ét: Ønsket om at få dem hjem så hurtigt som muligt og tilbyde dem en fornuftig hjælp.
Jeg kan ikke forsvare, at unge danskere slår andre ihjel og risikerer deres eget liv for at forhindre terrorisme i Danmark og Vesteuropa. For jeg ved, at jeg aldrig selv vil tilbyde min arbejdskraft til missionen.
Det er ikke fordi, jeg sympatiserer med Taleban eller andre antidemokrater. Det er alene, fordi jeg synes, det er forkert at slå ihjel og sætte sit liv på spil af politiske grunde.
Jamen, vil du sikkert sige, vil du bare give terroristerne frit spil?
Det åbner for en lang diskussion, som jeg vil korte af med at sige, at der ikke findes én rigtig løsning. Verden er fuld af uretfærdighed. Det løser vi ikke ved krig - og heller ikke ved at vende den anden kind til. Vi løser det sikkert aldrig, men vi kan tale om det, og så kan vi hver især og sammen gøre det, vi synes er mindst forkert.