Viser opslag med etiketten energi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten energi. Vis alle opslag

søndag den 9. juni 2019

Klimavalg - kommunerne er i gang



Valgkampens store tema blev klima. Tak for det.
Mens vi utålmodigt venter på, at det nye folketing kommer i gang med den hasteopgave, så kan jeg trøste dig med, at udviklingen arbejdet kører for fuldt drøn ude i kommunerne og forsyningsselskaberne.
De har en kæmpe rolle at spille - og ærmerne er helt oppe over albuerne.
Her er nogle af hovedpunkterne i kommunernes arbejde.

Vindmøller, biogas og solceller og solvarme
Kommunerne gør, hvad de kan for at tillade nye anlæg, der producerer vedvarende energi. Det er ikke nemt, for naboerne protesterer meget ofte, og selv i de mest øde egne af dronningeriget er der lige pludselig mange naboer, når et nyt anlæg er på vej. Alligevel er det sådan, at Danmark ret hurtigt kan blive selvforsynende med vedvarende energi. Fjernvarmen - som i forvejen er en af de mest energieffektive løsninger - er ved at smide kul og gas ud i hele landet.

Elbiler og flere cykler
Transport er smertensbarnet, men kommunerne arbejder på højtryk. Mange kommuner omstiller bilparken til biogas eller el. Roskilde Kommune har lige fået ny elbusser, og det projekt bliver fulgt nøje rundt omkring. Kommunerne bygger cykelstier som aldrig før og gennemfører kampagner for at få flere til at tage cyklen - især i byerne. Elcyklerne kan blive afgørende, for med dem kan man komme op af de sejeste bakker uden at blive gennemblødt af sved.

Energirenovering af boliger
Flere millioner husstande varmer op for fuglene. Der er masser af energi at spare i danske huse og lejligheder, og mange kommuner danner partnerskaber med banker, ejendomsmæglere, boligselskaber, byggemarkeder og rådgivere for at få flere til at isolere og købe tætte vinduer. Opgaven er at få fat i alle dem, der planlægger at bygge om eller bygge til. For dem kan en energirenovering betale sig rent økonomisk, og det giver en bedre bolig.

Viden og uddannelse
Hvordan lever man klimavenligt? Det ved flere og flere skolebørn, mens vi andre hel- og halvgamle ikke rigtigt kan få ørevoksen ud. Kommunerne og uddannelsesinstitutioner på alle niveauer arbejder målrettet med at gøre klima og grøn energi til almen viden for alle kommende generationer.

Partnerskaber
Kommuner og forsyningsselskaber er med i et utal af udviklingsprojekter, hvor man får gavn af energi, som ellers ville gå til spilde. Om få år producerer de danske renseanlæg mere energi, end de forbruger. Og der er spændende projekter med nedkøling og varmepumper, der udnytter vindmøllestrømmen. Det gavner både klimaet og de danske virksomheder, som deltager i projekterne og udvikler nye salgbare teknologier.

Se mere på Folkemødet
Hvis du er på Bornholm næste weekend, kan du høre meget mere om disse emner. Jeg vil personligt anbefale dig at besøge Tankegangs og Energibyernes telt på Nordlandspladsen B8. Her kommer vi ind på alle de emner, jeg har omtalt. Og du kan stille spørgsmål og tale med folk, der både ved noget og er meget engagerede.



tirsdag den 12. december 2017

Grøn omstilling i din kommune

I dag slipper Lars Løkke for at døje med liberalisterne og folkepartiet. Han hygger sig med Macronen i Frankrig, som har inviteret statsledere til Parisaftalens to års fødselsdag.

Klimaet - en del af finansloven
Den er værd at fejre, og det er absolut vigtigt, at statsledere minder hinanden om det, de har lovet at gøre for vores ene klode. Det øger chancen for, at de også husker det, når de skal forhandle finanslov derhjemme. Det har indtil videre været ret svært at se for Danmarks vedkommende.

Kommunerne okser løs
Men klimaet er ikke kun en sag for verdensledere. Det er hverdag for dig og mig, og en af de vigtigste aktører på området er kommunerne. De arbejder med tingene i praksis, og jeg lover dig for, at der sker meget rundt omkring.
I går var jeg sammen med klimafolk fra seks kommuner, og det var meget opmuntrende at høre om store og små projekter, som er med til at nedbringe energiforbruget og brugen af kul, olie og gas.

Samsø + 100
Den mest ambitiøse kommune er lille Samsø i Kattegat, som er blevet 100 pct. selvforsynende med vedvarende energi, og som nu skruer sine ambitioner yderligere i vejret.
Ringkøbing - Skjern går efter de 100 pct. i år 2020. Kommunen er godt på vej, og når muligvis i mål til tiden - muligvis et par år senere.
Det spændende her er, at kommunen ikke selv sætter store projekter i søen. Kommunen bringer gode folk sammen og motiverer dem til at gøre en særlig indsats. Og så er byrådet som regel flinkt til at give tilladelser til vindmøller og biogasanlæg.

200 mio. kr. i gevinst
Det er en flot indsats for klimaet, men det er mere end det. Der er penge i skidtet. Når Ringkøbing - Skjern Kommune er gået over til 100 pct. vedvarende energi, har borgere, virksomheder og kommunen sparet eller tjent 200 mio. kr. Det viser en beregning, kommunen har fået lavet.
For hele det danske samfund står der svimlende summer på spil. Ikke blot kan vi få billig og ren energi - vi kan også tjene på det.
Det er gode folk i kommunerne klar til at trække vod på. Lars Løkke og hans 178 kolleger i Folketinget spiller en vigtig rolle. De skal sørge for, at afgifter og underlige regler ikke forhindrer en fornuftig udnyttelse af energien.

Overskudsvarme og elbiler
Der ligger for eksempel et kæmpe potentiale i at udnytte overskudsvarme fra industrien. Men det er i mange tilfælde helt umuligt på grund af indviklede regler og afgifter, som jeg ikke forstår mig på.
Når det gælder transportområdet, er el- eller brintbiler vejen frem. Det er så tudeoplagt, men desværre er der et meget bredt flertal i Folketinget, som ikke ønsker at sætte afgifterne på elbiler ned.

Vindmøllestrøm på lager
Og så er der de kære vindmøller, som er en helt enorm dansk succes. Lige om et øjeblik er teknologierne klar til at omdanne strømmen til varme eller anden energi, der kan lagres. Så bliver vindmøllerne en endnu større milliardforretning for vores skønne forblæste land.
Grøn omstilling er allerede big business for danske virksomheder, og det bliver en væsentlig indtægtskilde for os mange år fremover. Det skyldes:
1. Hundredevis af fremsynede virksomheder, som er førende med teknologi og idéer.
2. Fortidens ambitiøse politikere på Christiansborg og omegn
3. Nutidens ambitiøse kommuner, der er meget mere grønne og meget mere udviklingsorienterede end det store flertal på Christiansborg.
4. Dig. Du er da med, ikke?

lørdag den 10. december 2016

Stop spild af alt


 Købbardo

I årevis har miljøforkæmpere været mere eller mindre udtalte modstandere af øget forbrug. Det ligger også dybt i mig, at vi ikke skal forbruge mere og slide mere på klodens ressourcer. Men det er imod den menneskelige natur. Vi vil have mere, og rationelle argumenter er ikke stærke nok til at tæmme vores lyst til forbrug.

En ny dagsorden
Så jeg dropper den livsnyderfjendske dagsorden.
Men jeg vil stadig være grøn, værne om naturen og sikre vores klima. Så vi må have fat i en ny dagsorden, der ikke giver folk dårlig samvittighed over at købe julegaver.
Den kunne hedde Stop spild af alt.

Selina Juul er fantastisk
Forbilledet er Selina Juuls fantastiske arbejde med Stop spild af mad. På få år er det lykkedes Selina at få madspild højt op i vores bevidsthed, og hun arbejder nu i hele Europa og i resten af verden for at udbrede det geniale budskab.
Vi spiser ikke mindre. Vi smider bare mindre ud eller køber kun det, vi har brug for. Og butikkerne smider færre fødevarer ud. Madspildet er faldet med 25 pct. i de seneste 5 år i Danmark. Resultatet er mindre affald, mindre transport, mindre afbrænding - men ikke mindre mad i vores munde.

Den blå luft
Den samme filosofi kan bruges med opvarmning og transport.
Stop spild af varme. Stop spild af el. Stop spild af benzin.
Hver dag fiser millionvis af kilowatttimer varme lige op i den blå luft. Tusinder af motorer, generatorer, pumper og andre tekniske installationer spreder varme, som ikke bliver udnyttet. Det er mere gak end madspild. I Skjern har papirfabrikken gjort noget ved det. Damp og varme fra produktion af genbrugspapir bliver nu udnyttet, så fabrikken leverer 45 procent af varmen til 3100 husstande i Skjern. Investeringen tjener sig hjem på få år, og forbrugerne får billigere varme.

Køl ned og varm op 
13 pct. af elforbruget i Danmark går til at køle ned. Det er frysere og kølediske, men det er også ventilationsanlæg til mennesker og computere. Apparaterne står på steder, hvor man samtidig bruger energi på at varme op. Også den ligning kan løses bedre end i dag. Vi skal hverken fryse eller svede, og vores apparater skal ikke brænde sammen. Men vi kan nedbringe spildet af el, alene ved teknologiske løsninger.

El- og delebiler
Og så er der vores spild af benzin og diesel. En elbil udnytter energien langt bedre. Så vi vil bruge langt mindre energi, hvis vi gik over til elbiler. Kunne vi oven i købet blive bedre til at køre sammen, ville vi spilde mindre energi. Vi skal ikke transportere os mindre, men vi kan godt gøre det i færre biler, som bruger langt mindre energi.

2,5 mio. solceller i Indien
Og så er der den gode nyhed: Arbejdet er i fuld gang. Hver dag bringer nye tekniske løsninger, som nedsætter spildet af energi. Og det er ikke kun i Danmark. For nylig blev verdens største solcelleanlæg indviet i den indiske by Kamuthi. Det kan levere strøm til 150.000 husstande, og prisen for anlægget er under 30 pct. af prisen for det hidtil største anlæg, som ligger i Californien - nemlig 679 mio. dollars.
På 1 sekund leverer solen lige så meget energi, som vi bruger i hele verden. Det spild må stoppes.

lørdag den 24. oktober 2015

Pyt med regeringen

Grøn energi er en god historie for Frederikshavn og for Danmark

I næste uge sender Energibyen og Tankegang et 24 siders magasin ud i postkasserne i Frederikshavn Kommune. Det hedder Tjek & Tjen og handler om energirenovering af boliger.

En kæmpe fornøjelse
Det består mest af historier om husejere, der fortæller om deres store og små projekter. Dem har jeg lavet, og det har været en kæmpe fornøjelse.
Først og fremmest, fordi dem jeg har talt med, betragter det som en selvfølge, at vi alle sammen skal spare på energien og udnytte vind og sol mest muligt. Husejeren, der havde fået LED-lys, havde tidligere isoleret og installeret solceller. Og den gode mand i Elling, der havde isoleret loft og vægge, var også i gang med at skifte over til LED-lys.

Tre grønne grunde
Næsten alle har tre ligestillede argumenter:
1. Vi sparer penge
2. Det er nødvendigt for miljøet
3. Det er med til at skabe gode arbejdspladser

Tre gode argumenter for en grøn omstilling, som de fleste danskere er enige i. Er jeg temmelig sikker på.
Den regering, vi har for tiden, er helt ude af sync med befolkningen på det område. Det er ærgerligt, men pyt med det. Det er jo bare en regering.

Vi ændrer samfundet imens
Den kan sidde derude på sit sidespor og se på, at vi andre ændrer det danske samfund, så der ikke længere er brug for kul, olie og gas. Den udvikling buldrer derudaf, med eller uden en tilfældig regerings deltagelse.

Energiselskaber fører an
Den vigtigste medspiller er de danske energiselskaber. Over alt i landet er de i gang med ambitiøse projekter med solvarme, solceller, vindmøller, termisk varme, jordvarme, overskudsvarme fra virksomheder og andet smart. De er drevet af ansvarlige folk, som vil tilbyde forbrugerne holdbare og varige løsninger, og det er ikke de gammeldags forurenende kedler.

Kommunerne rykker
Så er der kommunerne, som næsten alle har målsætninger om at reducere udslip af CO2 eller at producere egen energi. To af dem, der er længst fremme, er Lemvig og Ringkøbing-Skjern, som formentlig når 100 % vedvarende energi om 5-7 år. Gode, fornuftige Venstre-kommuner.
Og der er virksomhederne, som for længst har opfattet, at miljørigtig adfærd er et salgsparameter. Og som i øvrigt oplever et pres fra medarbejderne.

Vi klarer den
Endelig er der alle os forbrugere, mennesker, borgere, boligejere, lejere, ansatte, eller hvad vores rolle nu er. Vi er også med til at rykke i den grønne retning.
Alle de kræfter er meget, meget stærkere end en svag og bagudstræbende regering.
Vi skal nok få trukket Danmark i den retning, som er bedst for miljøet, for mennesker i Danmark og for økonomien.

fredag den 9. oktober 2015

Det grønne Danmarks dilemma

Gratis grøn oplevelse, som selv den mest ligegyldige minister ikke kan tage fra mig.

Lige som i 2001 er den borgerlige regering godt i gang med at bremse miljøindsatsen i Danmark. Randzoner skal væk, der skal sprøjtes på hedearealer, landmænd må udlede mere ammoniak, elbiler skal betale afgift, letbanen i Aalborg får ingen penge, færre penge til forskning i grøn energi, og fremme af økologisk landbrug skal ned i fart. Næsten hver dag er der et lille initiativ væk fra det grønne fra den politiske chef for det, der tidligere hed Miljøministeriet.

Det tavse flertal
Det er fuldt lovligt, og regeringen har flertal for sine sorte initiativer. De konservative har pippet lidt om elbilerne, men ellers bliver alt mødt med tavshed. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ser ikke ud til at mene noget om miljø.
Over for det står det grønne Danmark i et kæmpe dilemma.
Den klassiske reaktion er at protestere vildt og voldsomt imod enhver nedskæring. Det nytter ikke noget. Tværtimod gør det ondt værre, for det bekræfter et billede af, at der er sådan en selvgod grøn elite i Danmark, som vil være ååh så økologisk og som vogter over enhver lille bille i den danske natur.

Store koncerner med i klynkekoret
Med til denne grønne klike hører førende danske virksomheder som Novozymes, Grundfos, Danfoss og Vestas, som alle har nydt godt af den danske miljøindsats. Og som har været med til at skabe mange tusinde arbejdspladser på et område, der vil være i vækst mange år fremover.
Jo mere, de grønne pipper, jo mere bekræfter de billedet af et klynkekor, som spiller fornærmet hver gang, der sker den mindste forandring.
Herregud, Danmark behøver ikke være i front på miljøområdet. Det er nok at være iblandt de bedste, lyder det med et skuldetræk fra regeringsfløjen.

Dunk ikke - fortæl
Miljø er ikke et nær så godt emne i den politiske debat som flygtninge. Det kan vi ikke lave om på. Så den eneste vej væk fra det sorte sidespor, Danmark igen er på vej ud af - er oplysning.
Vi, der går ind for den grønne dagsorden, skal ikke dunke regeringen oven i skallen med dommedagsprofetier.
Vi skal i stedet fortælle om alle fordelene ved at bruge ren energi, ved at dyrke og spise økologiske varer, ved at beskytte naturen og ved at udvikle ny teknologi, som trækker langt mindre på Jordens knappe ressourcer.
Det kan påvirke mennesker til at gøre noget andet end i dag. Til at bruge mindre vand, el og energi. Til at sortere affaldet. Til at købe færre overflødige varer. Til at købe mere økologisk og smide mindre mad ud. Til at gå en tur i skoven eller ved stranden.

Vi har magten
Vi kan gøre en forskel privat, på arbejde og i de foreninger, vi er aktive i. Vi borgere har større magt over miljøet end en uengageret miljø- og fødevareminister.
Og så er det sjovt. Og sundt.



lørdag den 30. maj 2015

Vindmøller - ja tak for pokker

135 borgere protesterede ret voldsomt imod planerne om en vindmøllepark i Kattegat 4 kilometer fra kysten ud for Sæby, da Naturstyrelsen torsdag aften holdt borgermøde om VVM-redegørelsen for projektet.

En gave til os
Det skal de være velkomne til. Og der kan også komme ny viden, som ændrer lidt på projektet.
Men vindmølleparken skal op at stå. Det er en gave til os, først og fremmest fordi, vindmøllerne producerer ren energi. Og for det andet fordi, den kan skabe arbejdspladser i den maritime industri i vores hårdt trængte kommune.
Hovedargumentet imod vindmølleparken er, at den ødelægger folks havudsigt. Det er jeg lodret uenig i. Den ændrer udsigten, men ikke til det værre.

Flot udsigt
Samme protest kom, da vi for 15 år siden skulle have fire store vindmøller på havnen i Frederikshavn. Der var ikke grænser for alle de ulykker, de ifølge modstanderne ville være skyld i. Jeg nyder det flotte syn, når jeg cykler ned ad Gærumbakken om morgenen. Jeg glæder mig over den rene energi, de producerer. Og jeg glæder mig over de arbejdspladser, pilotprojektet med en ny slags fundament til vindmøllerne har skabt her i området.
Vindmøller er flotte. Lige som svaner, færger og visse skyformationer. Men det er selvfølgelig smag og behag.

Ingen eksempler
Vindmøller 4 kilometer ude i havet forringer ikke ejendomsværdien af huse, lejligheder og sommerhuse. Det er i hvert fald nemt nok at sælge boliger på Amager, hvor møllerne endda står endnu tættere på.
Et tredje argument fra borgermødet skulle være, at der vil komme færre sejlturister til Sæby, fordi det bliver svært at manøvrere uden om møllerne. Det tror jeg overhovedet ikke på, og der er vist heller ingen eksempler fra nogen steder i verden.

Vi skal have energi
Man kan ikke lave omelet uden at knække et æg. Vi kan ikke drive vores samfund uden energi, og det vil give nogle gener. Olie, kul og naturgas forurener, og naboerne til større anlæg må tåle at se på høje skorstene, leve med lidt støj og måske lugtgener engang imellem.
Sammenlignet med det giver flotte møller 4 kilometer ude i havet ingen gener.
Så jeg siger et stort ja tak til møllerne.

onsdag den 5. november 2014

50 økolandsbyer i Danmark

På en grå dag ser det ikke så fristende ud i udkanten af Hundstrup

I dag besøgte jeg en af Danmarks største økolandsbyer. Den ligger på Sydfyn i den tidligere Egebjerg Kommune temmelig langt ud på landet.
Stedet hedder Den Selvforsynende Landsby og her bor 30 voksne og 37 børn i energivenlige huse, de selv har bygget af genbrugsmaterialer. De dyrker jorden i fællesskab og gør, hvad de kan for at producere så lidt affald som muligt.

A la Bonderøven
Det er ikke flip og hashtåger og maoistiske studiekredse. Det er velfungerende mennesker, som forsøger at indrette sig på en mere bæredygtig måde end os andre. De fleste går på arbejde, men der er også plads til førtidspensionister i det lille samfund.
Den oplagte metafor er, at de lever nogenlunde som Bonderøven fra DR.

Det var regn- og blæsevejr, da jeg var ude på stedet, så det så ikke så charmerende ud. Men en klar sommer- eller forårsdag, hvor alle er ude for at hygge sig eller arbejde i marken, kunne jeg godt blive grebet af idéen.
Den er i hvert fald god nok til, at jeg gør lidt reklame for den i denne snævre kreds.

Et godt liv
Der findes ialt 50 små og store økolandsbyer rundt omkring i landet, og der er hele tiden nye på vej. Jeg har surfet lidt rundt på deres hjemmesider og på omtalen af dem, og det virker på mig som folk, der bare vil leve et godt og harmonisk liv. De er ikke missionærer, som vil pege fingre af os andre eller vil spænde os for en bestemt vogn.
Men det er en god historie, og de har de lokale foreninger i Svendborg også opdaget. Den Selvforsynende Landsby har hvert år ca 50 rundvisninger. Det kan være skoleklasser, foreninger eller virksomheder, som gerne vil se de hjemmebyggede huse og høre om det fællesskab, der er bygget op i landsbyen.

Kommunen som medspiller
Nu nævnte jeg Egebjerg Kommune i indledningen. De gode folk hos Erik Stoumann på kommunekontoret i Vester Skerninge var meget positive medspillere, da initiativtagerne for omkring 10 år siden søgte steder at gøre deres idé til virkelighed.
Dermed fik kommunen et spændende aktiv og nye indbyggere, som bidrager til livet i en af de små landsbyer.
Det er der mindst lige så meget brug for i dag rundt omkring. Derfor håber jeg, at kommunerne ser positivt på ansøgninger fra folk, der vil etablere økolandsbyer. Det passer perfekt ind i kommunens planer om at arbejde for mindre CO2 udledning og lavere energiforbrug. Her er nogle folk, som vil gøre noget ved sagen i praksis.

Du får lige et par links
Den Selvforsynende Landsby på Sydfyn: http://selvforsyning.dk/wordpress/
Landsforeningen for Økosamfund: http://okosamfund.dk/

mandag den 28. maj 2012

Skattereform eller femøreflytning

                                          Her er 25 øre, jeg aldrig har fået noget for

I morgen præsenterer regeringen sit udspil til en ny skattereform, og debatten er allerede i fuld gang. Er der noget, politikere kan hidse sig op over, er det skattesystemet.
På mig virker det som femøreflytning. Beskæftigelsesfradraget skal være højere, færre skal betale topskat og rentefradraget bliver mindre. I kroner og ører er det ikke så mange penge for de fleste danskere og en eventuel gevinst bliver sikkert spist op af højere afgifter.

Oliepriserne og renter batter
I den praktiske hverdag betyder oliepriserne meget mere for de fleste danskere. De er steget voldsomt de senere år, og det kan vi aflæse på varme- og benzinregningen. For mange familier betyder det en ekstraudgift på over 1000 kr. om måneden.
Til gengæld har mange sparet kæmpe beløb på de faldende renter. Et flexlån til 1 % giver altså en kæmpe besparelse i forhold til et tilsvarende lån til 3-3,5 %. Her kan en smule mindre rentefradrag slet ikke være med.

Vi er rige
Vores skattesystem er såmænd udmærket og lidt ændringer er sådan set også i orden. Det er jeg ret ligeglad med. Vi skal betale til fællesskabet, og det skal være nogenlunde retfærdigt og til at finde ud af.
Og så skal vi lade være med at hyle op om, at vi bliver plyndret.
Vi er rige i Danmark, og vi har råd til meget mere, end vi havde for 10, 20 og 30 år siden. Dengang var vi også rige.

Tag det roligt, politikere
Hvis der kommer højere afgifter på sukker og energi, må vi enten betale lidt ekstra eller bruge mindre. Begge dele kan de fleste klare.
Hvis en skatteomlægning betyder, at en person med en høj indkomst må af med et par tusinde kr. mere om året, så må vedkommende spare en teatertur væk. Måske bliver den erstattet af en dejlig gåtur i skoven.
Så mit råd til politikerne er: Tag det roligt. Lad være med at skælde hinanden ud. Lav en fornuftig aftale om skat og kom så videre til de egentlige problemer i Danmark.

fredag den 16. juli 2010

Vi kan det hele og gør det enkle

De største beslutninger træffes i køkkenet.
Sådan forklarer lederen af Samsø Energiakademi, Søren Hermansen, om succesen bag det projekt, der på 10 år gjorde Samsø til en 120 % energiø. Han blev i 1997 ansat til at overtale 4000 mennesker på Samsø i at investere i vindmøller og biogasanlæg, så den lille ø kunne blive Svend Aukens mønstereksempel på omstilling af energiforsyningen.
Pengene til vindmøller og store anlæg skulle hverken komme fra DONG eller andre giganter. De skulle komme fra landmænd, lærere og butiksindehavere på Samsø. Søren Hermansen og en kollega gik i gang, og de var godt klar over, at det mest af alt var en kommunikationsopgave, de havde påtaget sig. De valgte 1:1 kommunikation - ud at snakke med alle folk på Samsø. De stillede op til generalforsamlinger og bingospil og bad om lov til at fortælle noget i 10 minutter. De indkaldte til borgermøder, hvor deltagerne var med til at få idéerne. De snakkede med folk på gaden, i Brugsen, på skolen og alle andre vegne på Samsø.
De var tålmodige og gav plads for alle diskussioner. De forsøgte ikke at bilde nogen ind, at vindmøller kunne redde Samsø eller hele verden. De fortalte bare om visionen om vedvarende energi og spurgte folk, om de kunne tænke sig at være med.
Historien er et lærestykke for alle kommunikationsfolk. I dag råder vi over så mange medier, vi kan proppe vores vigtige budskaber ind i. Vi kan tæppebombe Samsø med massekommunikation og med en masse kommunikation. Men det har i sig selv en meget begrænset virkning.
Det, der virker, er den personlige samtale. Der, hvor vores modtager har mulighed for selv at komme til orde. Der, hvor vores modtager føler sig taget alvorligt. Der, hvor vores modtager for sig selv kan få lov at overveje: Hvad får jeg ud af det her?
Det kan suppleres med massemedier - en pjece og en hjemmeside, der fortæller det faktuelle, eller plakater og postkort, som synliggør problemstillingen. Men den egentlige, virksomme kommunikation, der flytter holdninger og skaber forandringer - den foregår i samtalen.
Flere og flere vil gerne føre den samtale via computeren eller mobiltelefonen. Så må man som afsender etablere et samtalerum på Facebook, på Twitter eller et andet elektronisk sted. Blot skal man huske at deltage i samtalen og naturligvis at lytte.
På Samsø var det enkelt at komme i snak med 4000 mennesker, men for mange andre kan opgaven synes uoverskuelig. Det er da meget nemmere at lave et par pjecer og en annonce, hvor man fortæller folk, hvordan tingene hænger sammen end at tage ud at snakke med alle og holde styr på en masse chatrum på internettet.
Til gengæld er det sjovere og mere udbytterigt at føre dialog end at prædike. Spørg bare på Samsø. Projektet blev slet ikke sådan, som Søren Hermansen havde forestillet sig. De mange samtaler bragte nemlig mange nye idéer frem, som kunne blive til virkelighed, fordi samsøboerne lyttede til hinanden.
Så enkelt er det at kommunikere effektivt.