Viser opslag med etiketten P1. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten P1. Vis alle opslag

torsdag den 25. august 2016

P1 har sportsallergi

Radioens P1 er tilsyneladende allergisk over for sportsnyheder. Måske mener P1, at sport er uvæsentligt. Måske synes redaktionen ikke, vi lyttere burde interessere os for det. Eller måske interesserer P1s ansatte sig ikke for sport.
Jeg ved det ikke.

Politik, samfundsforhold og sport
Men jeg ved, at det er en forkert vurdering. Jeg er P1 lytter, fordi jeg interesserer mig for politik og samfundsforhold. Samtidig interesserer jeg mig for sport. Den kombination er ikke spor usædvanlig. Jeg tipper, at over halvdelen af P1s lyttere også interesserer sig for sport. Det er videbegærlige mennesker.
Vi skal nok finde det andetsteds, men det er bare galt, at sport ikke er en del af en seriøs kanals nyhedsdækning.

Fodboldaktier og Champions League
Her til morgen var der et helt grotesk eksempel. I Radioavisen klokken 7 omtalte P1 en undersøgelse, som dokumenterede, at de børsnoterede danske fodboldklubber taber penge. Beløbet var gjort op, og P1 fortalte, at man ikke skal investere i fodboldaktier for at tjene penge. Man skal kun gøre det for at støtte klubben.
Rapporten var muligvis ny. Men historien var det ikke. Slet ikke. Det har været kendt i årevis, blandt aktieinvestorer og fodboldfans. Og det har været fremme i medierne utallige gange. Også i P1.
Hvad Radioavisen derimod undlod at fortælle var, at FC København 7,5 time tidligere, mens lytterne sov, havde kvalificeret sig til Champions League. Det er ugens største sportshistorie, og det er en god nyhed for alle fodboldinteresserede i Danmark. Den var nem at koble til den gammelkendte historie om fodboldaktier, for kvalifikationen giver børsnoterede FCK en ekstraindtægt på ca. 200 mio. kr.

Segment-succes
DRs radiokanaler har succes, fordi de segmenterer lytterne og præsenterer det stof og den stil, der passer til målgruppen. Det kan de kommercielle radioer slet ikke finde ud af. Men det kan blive for stift, og når P1 nægter at oplyse os om breaking news inden for sportsverdenen, så følger kanalen et koncept uden hensyntagen til lytterne.

P3 - flot segmenteret
Under OL var jeg som radiolytter henvist til P3 for at blive opdateret. Det kan jeg underholde længe om, for det handlede mere om værterne end om sportsbegivenheder i Rio. Men jeg vil nøjes med at konstatere, at jeg helt klart ikke hører til P3s målgruppe.
Så foretrækker jeg sportsallergiske kloge-Åger.

lørdag den 14. juli 2012

Lyt til Radio 24asko

Tun ind på Radio 24Syv, hvis du vil have P1 på en lidt anden måde

Efter 7 måneder har Radio 24Syv stadig kun 5-10.000 lyttere i løbet af dagen. Det er en fed fiasko for et foretagende, der modtager 100 mio. licenskroner om året. Pengene gik fra DR, som måtte omlægge sine kanaler og skære ned, men som har fastholdt sine høje lyttertal på Radio 24Syvs direkte konkurrent P1.

Overflødig service
Det snævre flertal i det gamle folketing, som gennemtrumfede Per Stig Møllers dårlige idé, bør sidde med en dårlig smag i munden. Det nærmer sig det uansvarlige, at man i en krisetid bruger 800 mio. offentligt kontrollerede kroner på en overflødig service. Oven i købet i en tid, hvor medierne har det svært og fremtiden er usikker for den uafhængige journalistik, som alle hylder.
Problemet er - som jeg tidligere har skrevet - at radioen skal konkurrere med P1. P1 er en snæver kanal, som et par procent af befolkningen lytter til med stor fornøjelse. Denne eksklusive kreds, som jeg selv tilhører, er godt dækket ind med P1, så der er ingen grund til at ofre ekstra ressourcer på os. Vi er i forvejen dem, der er bedst til at finde informationer.

Glimrende kanal
Jeg har også tidligere skrevet, at jeg personligt er glad for at få endnu en taleradio. Det holder jeg fast i.
Jeg synes, Radio 24Syv er en glimrende kanal. Jeg er fast abonnent på mange af deres programmer på podcast og veksler mellem de to taleradioer, når jeg kører bil.
Derfor kan jeg kun opfordre dig til at prøve Radio 24Syv. Der er mange spændende programmer, hvad enten du interesserer dig for politik, kultur, erhvervsliv, sport, familie eller samfundsforhold bredt. Radioen har fundet en fin form med en god dialog med lytterne og efter en famlende start er der kommet fint styr på koncepterne i hvert enkelt program.

Ikke levedygtig
Radio 24Syv er også god til at forny sig. Her til sommer er der for eksempel 8 timer, hvor forfatteren Carsten Jensen tager Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen under kritisk behandling.
Så min konklusion er, at Radio 24Syv er god, overflødig kanal. Den skal nok få flere end 5000 lyttere i de 8 leveår, den måske får. Men den bliver næppe nogensinde levedygtig.

lørdag den 26. februar 2011

Grin af dig selv

I går sendte det alvorlige P1 lige pludselig hele den pragtfulde sketch Tømmerflåden med Dirch Passer og Keld Petersen. Jeg sad i bilen og hørte det, og jeg grinede flere gange. Ved afslutningen lo jeg højt ud i den tomme bilkabine.
Mærkeligt. Der var intet overraskelsesmoment i fortællingen. Jeg kan hver en bemærkning udenad, jeg kender deres betoninger og synes næsten, jeg kan se de to foran mig, selv om sketchen er ældre end mig.
Bagefter tænkte jeg i et kort sekund på, at det var lidt pinligt at sidde alene i en bil og grine. Men så fandt jeg på noget andet og endnu mere ligegyldigt at tænke på.
Her til morgen vendte tanken tilbage, da jeg hørte et andet P1 program. Her fortalte en amerikansk forsker, hvorfor vi griner. Og der var et par overraskende svar.
Vi griner langt mere af almindelige bemærkninger end af vittigheder og sjove historier. Det kan være en kvik replik eller en sjov kommentar, men i mange tilfælde griner vi af almindelige høflighedsfraser. Et grin skaber god kontakt.
Og så kommer afsløringen: Vi griner dobbelt så meget af det, vi selv siger som af det, vi hører.
Du kender sikkert godt den irriterende type, der fortæller noget og straks selv bryder ud i en hysterisk voldsom og langvarig latter inden andre har fattet morskaben. Sådan er vi ikke alle sammen, men vi har en snert af det. Jeg kan i hvert fald godt genkende den med, at jeg nyder at grine med, når jeg selv er kommet med en morsom bemærkning. Men at vi ligefrem skulle grine dobbelt så meget af os selv som af andre - det lyder voldsomt.
Forskerne har fundet frem til konklusionerne ved simple studier af folk på gaden, og de var selv lidt overraskede over resultaterne.
Latter er ikke bare en reaktion på noget morsomt. Det er i langt højere grad et kommunikationsværktøj. Jeg griner for at signalere, at jeg er sjov eller har humoristisk sans.
Derfor griner vi meget sjældent alene, som jeg gjorde i bilen i går. Men var jeg alene? Eller var jeg sammen med Keld & Dirch på P1? Ja, dem var jeg sammen med, og deres formål med hele sketchen var jo at få mig til at grine. Det vidste jeg godt, og derfor bekræftede jeg over for mig selv, at jeg er en humoristisk person.
HA!

fredag den 28. maj 2010

For 100 mio. kr. blandet

Forleden kom en kunde til Tankegang og bad om at købe for 100.000 kr. kommunikation. Kunden handler hos et andet kommunikationsbureau, men ønskede også at bruge os. Kunden mente, det ville kunne få vores konkurrent op på dupperne.
Vi blev glade for henvendelsen og spurgte så, hvad kunden havde tænkt sig for de 100.000 kr. Det kunne vi ikke få noget svar på. Kunden havde derfor tænkt sig at spørge nogle eksperter i kommunikation, hvad de 100.000 kr. i grunden kunne bruges til.
Du tror selvfølgelig, det er en løgnehistorie. Og det er det også.
Det var nemlig ikke en kunde til Tankegang. Og det var ikke 100.000 kr. Det var 100 mio. kr. Kunden er et flertal i Folketinget, som i et nyt medieforlig har sat det enorme beløb af til en ny radiokanal.
Formålet er at bryde DRs monopol på radioområdet - som ganske vist har været brudt i årevis - men nu kan det så ske med massiv statsstøtte. Altså mere konkurrence fra staten til de i forvejen trængte kommercielle radiostationer.
Flertallet ønsker... lidt af hvert, vist nok. Den nye kanal skal være en pendant til P1 - dog med musik og med en bredere appel end P1. Politikerne har skelet til Norge, hvor en blandingskanal har stor succes. Den er mest af alt et mix af vores P3 og P4 - mainstreamradio til en rigtig bred målgruppe. Men kanalen skal heller ikke være som den i Norge - den er bare et eksempel på, at det kan lade sig gøre at blande indholdet, forklarede kulturminister Per Stig Møller (K) i dag i Mennesker og Medier på P1.
Han og de øvrige folk bag licensforliget vil nu bede en ekspertgruppe formulere kravene til den nye radiokanal. Det er altid klogt at spørge andre til råds, men det her er bizart. At beslutte sig for at købe for 100 mio. kr. og så bagefter bede nogle eksperter definere, hvad man i grunden skal købe.
Da jeg var dreng, købte vi nogle gange for 2 eller 5 kroner blandet slik hos den lokale slikmutter. Der stod vi længe og pegede og tøvede - "1 af dem og 2 af dem og hvor meget er der nu for?". Vi mistede selv tålmodigheden og bad til sidst slikmutter om at bestemme for de sidste 50 øre.
Tænk sig at stå med 100 mio. bobs i hånden og så bede ekspedienten om at blande lidt af hvert!

fredag den 7. maj 2010

Radiogave til Kloge-Åger

Her til nytår fik jeg en masse penge af regeringen. Det var da pænt af de kære folk at bevilge mig en skattelettelse på flere tusinde kr. om måneden. Men jeg synes, det var fjollet og den helt forkerte måde at bruge den fattige stats penge på.
Nu er der tilsyneladende en kæmpe mediegave på vej til mig. Kulturminister Per Stig Møller vil snuppe 125 mio. kr. om året fra DR og give dem til en privatdrevet konkurrent til P1. Det er mere end dobbelt så meget, som P1 koster DR i dag.
Det betyder, at jeg personligt får cirka dobbelt så meget for min licens. Jeg lytter til P1 ca. 15 timer om ugen og ser måske tv i 5 timer.
En supplerende talekanal med fokus på samfund, politik, kultur og internationale forhold er ren guf for mig. Med 125 mio. kr. vil kanalen kunne tilbyde virkelig attraktive programmer. Samtidig er jeg sikker på, at det nuværende P1 bliver endnu bedre, selv om DR skal betale for den nye kanal. DR vil naturligvis tage konkurrencen op, og det har den gamle statsvirksomhed hidtil gjort rigtig godt på radiosiden.
Så velfungerende, hel- eller halvintellektuelle, samfundsengagerede mennesker med hang til radio får virkelig en gave, hvis regeringens forslag til medieforlig bliver til virkelighed.
Det er godt for os.
Men bortset fra det - er det lige så skørt som skattelettelsen. Der mangler ikke P1-agtige radioprogrammer i det nuværende mediebillede. Det behov udfylder DR faktisk glimrende og til lytternes tilfredshed.
Den største trussel i medieverdenen er de grundlæggende økonomiske vilkår for at skabe uafhængig journalistik, lokalt, regionalt og landsdækkende. Google napper mediernes annonceindtægter uden selv at producere indhold. Så der bliver færre og færre journalister i Danmark, som arbejder med nyhedsformidling. Det problem skal Per Stig Møller og co. bidrage til at løse i det nye medieforlig, og det sker altså ikke ved at flytte nogle midler fra DR til en ny radiokanal.
Staten støtter i dag dagbladene med over 2 mia. kr. Dels til at dele aviser ud og dels som indirekte tilskud ved, at dagbladene ikke betaler moms.
Disse penge kan bruges mere intelligent, når vi nu ved, at nettet er den stærkeste nyhedskanal og om få år er den helt dominerende. Det er bestemt ikke nemt at finde den rigtige model, men på en eller anden måde skal statens støtte gå langt mere målrettet til at skabe uafhængig journalistik.
Det har hele samfundet brug for - og ikke bare en verdensfjern gruppe kloge-Åger, som holder af fordybelse i P1.
For mig er det ikke et ideologisk spørgsmål om at holde snitterne fra DRs penge. Hvis der mangler 125 mio. kr. for at få den nye, intelligente mediestøtte til at gå op, kan de for min skyld godt nappe pengene fra licensmidlerne. Det er trods alt kun 5 % af DRs budget, og vores allesammens penge til medier skal bruges bedst muligt. Det er ikke et mål i sig selv at styrke DR - men heller ikke det modsatte.

søndag den 15. februar 2009

Sprogflop på P1

Det ugentlige sprogmagasin på P1 er kommet i nye klæder her i 2009. Den nye vært er gået radikalt til værks, og såre velfortjent har han fået det meste af lytterskaren på nakken.
Premieren var tæt på at være uudholdelig. Hverken værten eller hans interviewofre fik lov at sige to sætninger i træk. Der skulle hele tiden musik eller et lydklip ind.
Protesterne væltede ind, og der kom lidt færre klip i de kommende udgaver - men stadig uudholdeligt mange. Til gengæld bevægede emnerne sig længere og længere væk fra det sproglige og mere hen imod samfundsforhold og politik.
Topmålet af pinlig tidsspilde indfandt sig i denne uges program, som stort set ikke handlede om sprog. Her var emnet det nye programs krise og værtens problemer. Det var en usammenhængende, umorsom reportage, og den havde ingen som helst relevans. Jeg holdt ud til slutningen og fik at vide, at studieværten nu vil lave programmet om igen.
Her er et godt råd: Fokuser på indholdet. Det er sådan set varemærket for P1.
P1 har en række andre specialmagasiner:
Mennesker og medier - handler om medier.
Alletiders Historie - handler om historie
Harddisken - handler om ny teknologi
P1 Business - handler om erhvervsforhold
Klilma og miljø - handler om klima og miljø
Coaching på P1 - handler om coaching.
Hvad mon et sprogmagasin så skal handle om? Krig og fred? Studieværtens børn? Nej vel. Det skal handle om sprog.
På P1 er indhold vigtigere end form. Det behøver ikke at være kedeligt, og der må gerne være lydklip, jingler og musik. Men P1 er og bliver taleradio, som fordyber sig i nogle emner.
De mange protesterende er ikke sure, gamle mænd, som er imod enhver forandring. I de seneste år har vi vemodigt vinket farvel til mange gode P1 programmer og glædet os over, at de blev erstattet af nye med andre kvaliteter. Besøgstid og Kulturkontoret er 2 rigtig gode fornyelser.
Sprogprogrammet må også gerne skifte vært og form og tage nye emner op. Men det skal altså være et sprogprogram.
Jeg giver det en ny chance på fredag, og så sætter jeg min lid til, at P1s ledelse følger lige så kritisk med som lytterne.